Kæmper i kulden: Beredskab er klar til at sætte ind på Fanø
Arbejdet med at få Fanøfærgens broklap repareret er fortsat i fuld gang på havnefronten i Nordby, hvor både personale fra Fanølinjen og teknikere arbejder intenst, trods minusgrader, for at få driften tilbage til normalen.
MigogEsbjerg har tirsdag været forbi færgelejet, hvor der fortsat knokles med den beskadigede broklap, som gik i stykker sent mandag aften.
Læs også: Broklap ligger i vandet: Fanøfærgen ramt af problemer Færgen har siden mandag aften måtte sejle uregelmæssigt og uden biler og cykler.

Ifølge Fanølinjen er målet, at den normale drift med biler og cykler kan genoptages omkring kl. 16.00.
Samtidig understreger rederiet dog, at der fortsat er usikkerhed forbundet med tidsplanen.
På havnen er både færgepersonale og teknikere synligt engagerede i arbejdet, som foregår under vanskelige forhold i kulden.
Indsatsen er rettet mod at få færgeforbindelsen fuldt operationel så hurtigt som muligt.

I mellemtiden lægger færgen til ved siden af det sædvanlige færgeleje. Her foregår af- og påstigning af gående passagerer via en midlertidig rampe, som bliver placeret på færgen med hjælp fra Fanø Renovation.
Fanølinjen opfordrer fortsat passagerer til at holde sig opdateret via deres officielle kanaler, da der kan ske ændringer i løbet af dagen.
Den Lokale Beredskabsstab er i informationsberedskab
Den Lokale Beredskabsstab har tirsdag morgen været samlet på baggrund af, at Fanølinjen ikke kan sejle med køretøjer i dag, efter broklappen på Fanøsiden i aftes gik i stykker.
I mødet deltog både politi, brandvæsen, sundhedsmyndigheder og beredskabsstyrelsen.
”Vi er opmærksomme på situationen og er klar til at sætte ind, hvis der bliver brug for myndighedernes hjælp,” siger politiinspektør Søren Frederiksen.
Den Lokale Beredskabsstab er i informationsberedskab indtil færgedriften igen er normal. I øjeblikket forventes det at ske sidst på eftermiddagen.
Se billederne her.










