Nyhedsbrev

Ved tilmelding til nyhedsbrevet accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

Artikler med:

Nyeste artikler

Kærlighed og ondskab: Svanesøens brutale skønhed

Af Ole Joern
The Grand Ukrainian Ballet besøgte Musikhuset Esbjerg. FOTO: PR
The Grand Ukrainian Ballet besøgte Musikhuset Esbjerg. FOTO: PR

Det var på et eller andet tidspunkt i anden akt, at det slog mig: Det her er ikke bare en flugt fra virkeligheden ind i en verden af skønhed. Det her er et frontalangreb på sanserne.

Vi var en forsamling af folk i vores fineste tøj, der var kommet for at se en brutal tragedie udfolde sig her i Musikhuset Esbjerg. Var alle i salen klar over, hvilket drama der skulle udspille sig her på scenen foran vores øjne?

Det begyndte med en sværm af toner. Musik, der insisterende borede sig ind i kraniet – skønt, genialt. Det var et bagholdsangreb. Tjajkovskij, den klassiske musiks Freddie Mercury – begge mestre i at skabe mindeværdige melodier – vidste lige præcis, hvordan de skulle skrue op og ned for at manipulere deres publikum. Musikken kom desværre fra bånd. Jeg havde håbet på et orkester, som jeg kunne se arbejde sig igennem partituret.

Så kom svanerne. Scenografien skiftede fra slot til skov. Scenen var badet i lavtliggende rødt og blåt lys. Og hvide svaner. Disse skabninger, halvt kvinder, halvt engle, dansede, som blev de pisket af dæmoner.

Svanernes sadisme

De lignede svaner, men deres bevægelser var brutale. Deres bevægelser var præcise og næsten umenneskelige. De var svaner. Hvem er denne sadistiske koreograf, der pisker danserne til at give tilskuerne endeløse piruetter og spring igen og igen?

Føddernes elegance var en direkte knytnæve rettet mod mit eget aldersbetingede forfald. Og jeg var langt fra den yngste blandt publikum.

De endeløse rækker af hvide svaner i deres forbandede yndighed – så graciøse, så elegante, så imponerende i deres lethed. Men vi skulle have tæsk, og så blev hammeren sendt ind: Rotbarth, skurken, og hans datter, den sorte svane – den slags symbolik, der ville gøre Freud glad og få Kafka til at pisse i bukserne.

Tjajkovskijs tema

Nu blev det alvor. Tjajkovskijs tema igen – en knasende sprød wienerdej af lag på lag af ufattelig skønhed – svævede over scenen. Dansen kæmpede om opmærksomheden med musikken. Det her var ikke blot dansere; det var naturkræfter sat ud af spil. Det var et jordskælv, der rev os op ved roden. Det var smukt.

Og selvom jeg ikke ville have forstået historien uden at have læst op på den inden, og selvom musikken kom fra et gammelt kassettebånd, blev jeg revet med ind i den diabolske historie om at erklære sin kærlighed til den forkerte og erkende, at konsekvensen ikke kan være andet end døden. Svane eller ej.

Ballet er en vild oplevelse. Uforståelig i sig selv måske. Enormt elegant og imponerende med sikkerhed.

Kulturen er derude – lav en piruette og kom afsted.

Svanesøen

Musikhuset Esbjerg, set den 22. januar 2025

THE GRAND UKRAINIAN BALLET

Kunstnerisk ledelse: Rimma Wachsmann

Solister: Vasylieva Vladyslava, Razmik Marukyan

Del artikel


Top 3 i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien