Kaffe, klude og kjoler: Fannikerdag med sjæl og snaps
Søndag er ikke en tømmermændsdag. Ikke her.
Her starter man med kaffepunch klokken lidt over ni, mens nogen sætter klude på børn og kvinder i Strien.
Der er sort kaffe, snaps og sukker. Tre fingre af hver, intet pynt. Sådan starter Fannikerdag og sådan starter den også søndag formiddag.
Damerne sidder bænket. Der er strygejern og silkekanter, små opsatte hårknuder og hænder der arbejder i stilhed. Meget snak, rutineret koncentration og glæde.
Børn står som levende dukker og bliver viklet ind i øens identitet, lag på lag. De mindste står helt stille. De ved godt, at det her er større end dem selv.
Udenfor er byen allerede vågen. De første turister knipser billeder uden helt at vide, hvad de kigger på.
Det her er ikke nogen opvisning. Det er gentagelse. En ceremoni, der går så langt tilbage, at ingen længere spørger hvorfor. Man gør det bare.
Det er Fanø
Man klæder sig på, går i kirke, går i optog, og det hele er gjort før. Mange gange. Det vil også blive gjort mange år endnu. Det her er Fanø – eller ihvertfald Nordby. Men det er en anden historie.
Klokken slår to, og de står tæt pakket foran Nordby Kirke. De første træder ud – en bølge af sorte og farvede dragter. Mændene kommer bag dem, mere afdæmpede, men ikke mindre præcise.
Så går de. Gennem byen, forbi glade hunde og lokale med termokander, der næppe kun indeholder kaffe. Hele Nordby drejer hovedet samtidig. Og turisterne er vilde. Mange har set det før. Andre udbryder “Ach wie toll, was ist den hier los”.
Ved Pakhusbanken sænker stemningen sig. Der bliver stille.
“Hjemkomst og bryllup” bliver spillet uden manuskript. En mand vender hjem fra søen. En kvinde venter. De forenes. Alle kigger. Ingen klapper. For det er ikke teater. Det er Fanø. Det er ritual. Det er søsalt og kærlighed og tusind fortolkninger pakket ned i et kvarters kropssprog.
Læs også: Mere end 50 oplevelser: Din guide til sommer i Danmark Fanø lader sig ikke forklare. Fanø skal opleves. Og søndag til Fannikerdag – med klude, snaps og silkekanter – er så tæt på Fanøs hjerte, som man kan komme uden at være født her.
