Karin lever med uhelbredelig kræft: Jeg vil begrave mine forældre

I garnbutikken FLITTIGLISE på Torvegade i Esbjerg er hylderne fyldt med farver, mønstre og projekter, der venter på at blive til noget.

Nøgler af uld og bomuld ligger side om side, opskrifter bliver vendt over disken, og kunder går ind og ud med poser under armen og idéer i hovedet.

Bag disken står Karin Hørkilde med et roligt smil og et blik, der møder mennesker varmt. Hun spørger ind til masker, garnkvaliteter og hverdagsliv, som hun har gjort i årevis.

Her er der latter, småsnak og følelsen af et sted, hvor man gerne må blive lidt længere.

For Karin er butikken blevet langt mere end en forretning. Den er blevet et holdepunkt. Et sted, hvor livet fortsætter, også når hverdagen udenfor rummer langt mere alvorlige kapitler.

I flere år har hun levet med kræft, og i dag er sygdommen uhelbredelig. Men når kunderne træder ind ad døren, er det ikke diagnosen, der fylder rummet.

Det er garnet, menneskene og den hverdag, hun stadig insisterer på at være en del af.

Butikken holder tankerne væk

Karin taler åbent om, at arbejdet har haft en afgørende betydning for hende gennem hele sygdomsforløbet. Når hun er hjemme uden planer, kan tankerne lettere tage over.

Små smerter kan vokse, og bekymringer kan fylde mere, end de behøver.

“Flittiglise holder mig i gang. Hvis jeg har for meget tid til at gå hjemme og tænke, så begynder hjernen jo at køre. Så synes jeg måske, der sidder et eller andet i hoften, og så er der vist også noget med knæet, og så sker der pludselig mange ting.”

Derfor betyder butikken noget helt særligt. Her bliver opmærksomheden rettet mod noget andet.

En kunde mangler hjælp til en opskrift. En anden leder efter den rigtige farve. En tredje vil bare gerne have en snak.

“Jeg kan ikke stå herude bag ved disken og ekspedere kunder og snakke om deres strikketøj og deres hund og deres ferie og samtidig spekulere på sygdom. Det kan vores hjerne ikke finde ud af.”

Hun siger det med et lille smil, men budskabet er alvorligt. Arbejdet er ikke bare arbejde. Det er også mental overlevelse.

Fra Stenstrup til vestkysten

Karin er født i 1969 og kommer oprindeligt fra Stenstrup på Fyn. Hun tog sin uddannelse på handelsskolen i Svendborg og forestillede sig dengang et andet arbejdsliv.

Men kærlighed og liv førte hende vestpå.

Omkring 1989 flyttede hun til Esbjerg med sin daværende kæreste, og siden blev byen hendes hjem.

“Det er her jeg bor, og det er her jeg skal være. Jeg savner ikke Fyn på den måde, for det er her, jeg har mit liv.”

Hun har stadig sine forældre boende på Fyn og kører over til dem, men Esbjerg er blevet stedet, hvor hun har skabt sit voksenliv, sit netværk og sin virksomhed.

Årene som bager

Da Karin kom til Esbjerg, fik hun arbejde i bagerfaget. Senere blev hun spurgt, om hun ville gå i lære, og det sagde hun ja til.

Hun blev uddannet bager og arbejdede i mange år i branchen, blandt andet i Bilka, Føtex og andre steder.

Det var et fag med højt tempo og fysisk hårdt arbejde. Tidlige morgener, tunge løft og mange timer på benene. Men også et fag med kreativitet.

Hun fortæller om arbejdet med flødekager, snitter og det at få ting til at se pæne og indbydende ud.

Det med hænderne og det skabende lå naturligt til hende.

Alligevel vidste hun også, at hun ikke skulle være bager resten af livet.

“Vi havde snakket om derhjemme, at jeg skulle ikke være bager til jeg gik på pension. Det skulle jeg ikke.”

Håndarbejde lå i familien

Selv om Karin arbejdede i bageriet, havde hun hele tiden noget andet med sig. Håndarbejde havde fulgt hende siden barndommen.

“Min familie har altid lavet meget håndarbejde, både min mor og far. Så det har været en naturlig del af mit liv.”

Hun fortæller også, at hun var på håndarbejdshøjskole et helt år i midten af 1990’erne. Interessen var derfor ikke bare en hobby, men en reel passion.

Da muligheden senere kom for at arbejde i FLITTIGLISE i Vejers, gav det mening.

Springet til garnbutik

Først arbejdede hun sideløbende i butikken i Vejers, mens hun stadig havde sit fuldtidsjob.

Hun gik endda ned i tid for at få det hele til at hænge sammen, men oplevede hurtigt, at hun bare arbejdede endnu mere.

På et tidspunkt spurgte den daværende ejer Marianne Simonsen, om Karin ville arbejde fuldtid for hende. Senere kom det endnu større spørgsmål. Ville hun købe butikkerne.

“Jeg syntes, det lød spændende, og min bank syntes åbenbart også, det var en god idé.”

Hun købte både butikken i Vejers og den i Esbjerg. Senere lukkede hun Vejers-butikken, ikke fordi den gik dårligt, men fordi arbejdsmængden blev for voldsom.

“Det gik rigtig godt derude, men jeg arbejdede alt for meget. Til sidst måtte jeg vælge.”

I stedet udvidede hun butikken i Esbjerg. Nabodelen blev lejet med, lokalerne voksede, og FLITTIGLISE blev det sted, hun ønskede.

“Nu er Flittiglise så stor som Flittiglise skal være.”

Det første tegn

I 2019 opdagede Karin, at hendes bryst så anderledes ud. Huden havde ændret sig og lignede små prikker som på en appelsin.

Hun kunne ikke mærke nogen knude, men noget virkede forkert.

Hun kontaktede sin læge og tænkte egentlig, at det måske kunne vente. Det mente lægen ikke.

“Jeg ringede egentlig bare, fordi jeg syntes, det så mærkeligt ud. Jeg kunne ingenting mærke. Men hun ville have mig ind med det samme.”

Lægen sendte hende hurtigt videre i et kræftpakkeforløb. Senere viste undersøgelserne, at der sad en knude bag brystbenet, og derfor havde Karin ikke kunnet mærke den selv.

“Jeg er hende evigt taknemmelig.”

Som tak købte Karin senere en lille buket blomster og afleverede den til lægen.

Kemo, operation og arbejde samtidig

Det næste halve år stod på kemobehandling hver tredje uge. Derefter fulgte operation, stråler og efterbehandling.

Mange ville have forventet, at Karin blev sygemeldt og trak sig helt tilbage. Det gjorde hun ikke.

“Jeg arbejdede fuldtid samtidig med. Jeg havde det rigtig godt og blev faktisk ikke syg af det.”

Hun fortæller, at hun kun én gang fik det dårligt, fordi hun havde glemt sine kvalmestillende piller. Ellers gik forløbet overraskende godt.

Efter operationen var hun hurtigt på benene igen. Kort tid efter tog hun med til strikkefestival på Fanø.

“Jeg tænkte ikke, at jeg skulle lægge mig ned. Jeg havde det fint, og så ville jeg også gerne leve mit liv.”

Kræftfri og frihed tilbage

På et tidspunkt kunne lægerne ikke længere se kræft i kroppen. Behandlingen blev stoppet, fordi der ikke var noget synligt at behandle på.

For Karin var glæden stor. Men hun beskriver også lettelsen på sin helt egen måde.

“Mest af alt fordi så sparer man jo noget tid. Alt det med sygehus, blodprøver og aftaler fylder jo i kalenderen.”

Pludselig kunne hun igen bruge hele sin energi på butikken, bogføring, løn, bestillinger og alt det praktiske, der følger med at være selvstændig.

Nogle år senere begyndte det at stramme om halsen. Hun følte, at hun ikke kunne trække vejret ordentligt. Igen gik turen til lægen.

Undersøgelserne viste, at kræften var vendt tilbage. Denne gang havde den spredt sig til lever og knogler.

Dermed var sygdommen uhelbredelig.

“Man bliver jo chokeret, og man bliver selvfølgelig også ked af det. Men så er jeg sådan en, der kravler op til overfladen igen af mig selv.”

Hun fortæller, at lægerne samtidig forklarede, at der fandtes mange behandlingsmuligheder.

“De sagde, at de havde mange forskellige muligheder for at hjælpe mig med medicin. Det gav mig ro.”

I dag går Karin fast til kontrol og behandling. Hun tager blodprøver, bliver scannet med jævne mellemrum og får medicin i forløb, hvor der hele tiden holdes øje med, om det virker.

Når én behandling mister effekt, bliver hun skiftet til en anden. Hun har også været en del af et forsøgsforløb i Vejle.

Hun taler nøgternt om virkeligheden.

“Jeg kan jo godt regne ud, at hver gang vi skifter fra en type medicin til en anden, så er der en type mindre tilbage. Men jeg satser bare på, at det jeg får nu, virker i lang tid.”

Sorgen hos de nærmeste

Karin lægger ikke skjul på, at sygdommen også rammer familien hårdt. Hendes mand Søren blev meget ked af det.

“Han har mange gange sagt, at han synes, det er så uretfærdigt, at det er mig, der er blevet ramt, og at det ikke er ham.”

Hun oplever, at det kan være mindst lige så svært at være pårørende.

“De står lige ved siden af, og de kan ikke gøre noget.”

Hendes mor følger tæt med, mens faren er dement og ikke længere forstår situationen helt.

“Jeg havde en moster, der døde af brystkræft, så da jeg skulle ringe og sige til mor, at jeg var blevet syg, den var ikke nem.”

Midt i sygdommen har Karin sat sig et stærkt personligt mål. Hun vil leve længere end sine forældre.

“Jeg har besluttet mig for, at jeg vil have lov til at begrave mine forældre, og jeg vil have lov til at sørge over at have mistet dem. De skal ikke miste mig.”

Hun siger det med stor ro, men også med tydelig fasthed.

“Det er mig, der skal miste dem. Så længe de lever, så skal jeg også leve.”

Det er både sårbart og stærkt. En måde at holde fast i retningen, når meget andet er usikkert.

Kunderne græder med hende

Karin har valgt at være åben om sygdommen. Hun har delt opdateringer på Instagram, både når der kom gode beskeder og dårlige.

Det betyder, at kunderne føler, de har fulgt hende gennem hele rejsen.

“Ja tak, det må I meget gerne, når de spørger, hvordan jeg har det.”

Nogle gange bliver samtalerne følelsesladede.

“Så skiller en tårer, både hos dem og hos mig. Men det er også okay, for så får man lettet lidt af det, der ligger i rygsækken.”

Veninderne kom med jordbærtærte

Da en scanning viste gode resultater, reagerede hendes veninder straks. De købte jordbærtærte og tulipaner og kørte til Esbjerg for at overraske hende.

Den slags glemmer hun ikke.

Hun taler flere gange om, hvor meget gode mennesker betyder, når livet gør ondt.

Karin taler om sygdommen med humor og stædighed. Hun nægter at leve, som om slutningen står lige foran hende.

“Jeg har simpelthen så mange strikkeprojekter, jeg gerne vil igennem. Så jeg har sgu ikke tid til ikke at blive gammel.”

Hun investerer stadig i butikken og betaler løsninger flere år frem.

“Jeg har en klippefast tro på, at jeg også driver forretning om tre år.”

Koppen er halvt fuld

Karin taler varmt om sundhedsvæsenet, sin læge og personalet i Esbjerg og Vejle. Hun husker stadig, hvordan personalet tog imod hende, da hun vendte tilbage til Esbjerg.

“De stod med et kæmpe smil og sagde, hej Karin, hvor er det dejligt, du kommer hjem til os igen.”

Hun vælger fortsat at se det gode, selv i det svære.

“Min kop er altid halvt fuld. Den er aldrig halvt tom.”

På Torvegade står hun stadig bag disken. Smilende med øjnene, med garn mellem hænderne og med blikket rettet mod alt det, hun stadig vil nå.