Kendt vartegn opgraderes i Esbjerg: Området får nu et stort løft
Ved et af Esbjergs mest kendte vartegn er arbejdet nu gået i gang.
Området omkring skulpturen Mennesket ved Havet skal opgraderes med nye forbedringer, der skal gøre besøget bedre for både lokale og gæster.
Det oplyser Esbjerg Kommune i et opslag på Facebook.
Ifølge kommunen kan besøgende blandt andet se frem til bedre parkeringspladser og stier.
Derudover bliver der etableret opholdsområder og mere tilgængelige løsninger for alle.
Projektet skal samtidig være med til at styrke koblingen mellem by og natur.
I forbindelse med arbejdet er parkeringspladsen ved skulpturen afspærret frem til cirka 3. juni.
Kommunen beklager de gener, arbejdet kan medføre.
I stedet henvises besøgende til parkeringspladsen cirka 150 meter længere ude ad Sædding Strandvej.
Projektet er blevet til på initiativ af og i samarbejde med Sædding-Fovrfeld Lokalråd.
Lokalrådet har også været med til at skaffe økonomisk støtte fra fonde til projektet.
Når arbejdet er færdigt, vil området omkring Mennesket ved Havet have fået et nyt løft.