Klassisk værtshus fylder rundt: Fejres med priser fra 1975
Der lugter lidt af fortid, når døren går op til Kasket Karl i Skolegade. Ikke på den dårlige måde – snarere en duft af øl, cigaretter og de tusindvis af samtaler, der er blevet ført over bardisken siden 1975. Det er som at gå ind i en tidslomme.
Nu fylder værtshuset 50 år, og det bliver fejret med en hel uge i selskab med både stamgæster, en ny generation af unge og alle aldre der imellem, som har taget værtshuset til sig.
Jubilæumsugen starter med øl til otte kroner
Festlighederne begynder mandag den 11. august og fortsætter ugen ud.
Det hele starter med en happy hour, hvor ølpriserne skrues tilbage til 1975. 8 kroner for en øl, præcis som dengang dørene åbnede første gang.
Onsdag er det tid til ’Spis med Anna’, hvor der serveres klassisk smørrebrød og en øl for 50 kroner.
Lørdag topper det hele med en stor jubilæumsfest med helstegt pattegris, livemusik og en kagemand formet som værtshusets navn.
En lille dagligstue med unge og gamle
Kasket Karl er et sted, hvor generationerne mødes. Her sidder både 20-årige og 76-årige side om side med en øl i hånden og raflebægeret i gang.
Der bliver spillet dart, kort, og snakken går lystigt på tværs af aldersgrupper.
“Vi har stamgæster, der har været her i årtier, men de unge begynder også mere og mere at gå på værtshus i stedet for diskotek. Det bliver et fælles rum, hvor man deler historier på tværs af alder.”

Følelsen af fællesskab og fornuftige priser trækker de unge til
Om man er til Ginhass kander eller en kold tuborg fra køleskabet, så har Kasket Karl begge dele.
“De kommer ind og deler et par kander, sidder og rafler eller spiller kort. Det er et godt alternativ til hverdagens stress og jag” forklarer Anna Pedersen, der har været daglig leder i tre år.
Hun kalder stedet en lille dagligstue og fremhæver værtshusets fællesskab som noget helt særligt. “Det er ikke så stort herinde, men vi har et godt udendørsareal, som vi bruger under festen. Ellers må vi rykke lidt tættere sammen.”
Værtshuset har stadig sin berettigelse i Esbjerg
Selvom mange brune værtshuse i Danmark har det svært, er Anna optimistisk, når det gælder fremtiden for Kasket Karl og ligesindede steder.
“Jeg håber, at vi kan holde det kørende i mange år endnu. Der er noget helt særligt ved det sammenhold, man får, både med gæsterne og kollegaerne.”
Hun oplever, at Esbjerg stadig har plads til de klassiske værtshuse. Ikke alle søger høj musik og blinkende lys. “Nogle vil bare gerne sidde med en øl og få en god snak. Og det kan de her.”
