Klumme af Pernille Meier:  Når uvished bliver en social risiko

– Om ansvar, samarbejde og det, vi risikerer at miste, hvis fundamentet under civilsamfundet bliver for usikkert

Der findes steder i en by, som ikke larmer. Steder, der ikke fylder i overskrifterne, men som betyder alt for dem, der bruger dem. Reden Esbjerg er sådan et sted.

Her kommer mennesker, som ofte ikke har mange andre steder at gå hen. Mennesker der sælger eller på anden vis udveksler seksuelle ydelser samt kvinder, som lever i udsathed – socialt, psykisk eller i relation til misbrug. For mange af dem er Reden ikke bare et tilbud. Det er et holdepunkt. Et sted med genkendelighed, relationer og tryghed.

Derfor er det også med en vis alvor, at jeg skriver dette. For lige nu er der en følelse af usikkerhed om fremtiden for en række civilsamfundstilbud i Esbjerg, herunder Reden.

Et år ad gangen

I forbindelse med budgetforhandlingerne for 2026-2029 besluttede Esbjerg Kommune at tildele midler til civilsamfundsaktører – herunder Reden Esbjerg og Kirkens Korshærs varmestue – for ét år ad gangen.

Vi havde ansøgt om en treårig bevilling, men blev bevilliget ét.

Begrundelsen er, at kommunen i 2026 ønsker at undersøge:

• hvilke opgaver civilsamfundet løser
• hvilke opgaver kommunen selv løser
• hvor der eventuelt er overlap
• og hvem der løser opgaven bedst

Det er i sig selv både legitimt og relevant. Men konsekvensen er, at en række tilbud, som hver dag skaber stabilitet for nogle af byens mest udsatte borgere, nu selv står i en situation præget af uvished.

Uvished er ikke neutral

Et år kan måske lyde overskueligt. Men når man arbejder med budgetter, drift og strategiske prioriteringer, er et år meget kort tid. I praksis betyder det, at vi risikerer at hoppe fra tue til tue – fra år til år – uden at kunne planlægge langsigtet og uden vished for, om vi kan opretholde vores indsats. Og i socialt arbejde er tid noget helt andet. Relationer tager tid. Tillid tager tid. Forandring tager tid. Og uvished har konsekvenser.

For Reden Esbjerg betyder det konkret, at vi allerede nu skal begynde at lægge budget for 2027 – uden at vide, om vi har en kommunal samarbejdspartner til den tid.

Det påvirker:

• vores mulighed for at fastholde medarbejdere
• vores evne til at planlægge indsatser
• vores dialog med fonde og samarbejdspartnere

Men vigtigst af alt skaber det en utryghed, som i sidste ende kan mærkes af dem, det hele handler om: brugerne. For hvad svarer man, når en bruger spørger: “Har jeg stadig Reden næste år?”

Civilsamfundet som medspiller – ikke projekt

Reden Esbjerg er en NGO. Vi er en del af KFUKs Sociale Arbejde, og vi har frivillige, der yder en uvurderlig indsats hver uge.

Men vi er ikke et projekt, der kan tændes og slukkes.

Vi er et sted med:

• fast personale
• daglig drift
• en kontinuerlig socialfaglig indsats
• tæt kontakt til en målgruppe, som ofte ikke benytter andre tilbud

Det betyder også, at vi i praksis løser en opgave, der ligger tæt op ad kommunens egen kerneopgave: at støtte borgere i svære livssituationer og forebygge, at problemer vokser sig større.

Derfor er vi en del af løsningen. Ikke i stedet for kommunen – men sammen med.

Reden løser en vigtig opgave, som ganske enkelt ikke ville blive løst i Esbjerg, hvis ikke vi var her.

Når stabilitet skaber værdi

Der er en grund til, at mange tilsvarende tilbud i København, Odense, Aarhus og Aalborg i dag har en mere stabil finansiering via finansloven.

Det handler ikke om forskelsbehandling, men om erkendelsen af, at visse sociale indsatser kun virker, hvis de er stabile. Det gælder også i Esbjerg.

Når civilsamfundet får mulighed for at arbejde langsigtet:

• styrkes kvaliteten
• fastholdes medarbejdere og frivillige
• bliver samarbejdet med kommunen mere effektivt
• og vigtigst: borgerne oplever kontinuitet i deres liv

En fælles opgave

Jeg har stor respekt for, at Esbjerg Kommune ønsker at skabe overblik og sikre, at opgaver løses bedst muligt. Det er en vigtig ambition.

Men mens analysen står på, er det afgørende, at vi ikke mister det, der allerede virker.

For hvis stabiliteten forsvinder, risikerer vi at skulle genopbygge relationer og tillid fra bunden. Det er omkostningstungt – både menneskeligt og økonomisk.

Derfor er der brug for:

• en tydelig tidshorisont
• en reel og løbende dialog med civilsamfundet
• og en erkendelse af, at uvished i sig selv er en risiko

Til sidst – en invitation

Jeg håber, at vi i Esbjerg kan finde en vej, hvor civilsamfund og kommune står endnu stærkere sammen.

Hvor vi ikke kun ser på, hvem der løser hvilken opgave, men også på, hvordan vi i fællesskab skaber de bedste løsninger for byens borgere. Og hvor vi sikrer, at de steder, som allerede gør en forskel, også kan gøre det i morgen.

Jeg vil gerne give ordet videre til …

Tina Skov Larsen, formand for Sundhed, Omsorg & Socialudvalget:

Hvordan ser du på den nuværende usikkerhed for civilsamfundsaktørerne i Esbjerg, og hvad tænker du om behovet for stabilitet i tilbud til nogle af kommunens mest udsatte borgere?