Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Kødriget i Esbjerg: Stopper samarbejdet med grove kunder

Af Sebastian Tofte Rasmussen
Jonas Muff. Foto: KødRiget.dk
Jonas Muff. Foto: KødRiget.dk

Et LinkedIn-opslag fra Jonas Muff, stifter af Kødriget, satte for nylig gang i en debat om tonen på de sociale medier.

Opslaget handlede om en af hans medarbejdere, som dagligt tager imod både ros, spørgsmål og hårde kommentarer fra kunder.

Jonas skrev blandt andet, at nu er det aldersgruppen 40-60 år, som opfører sig som uforskammede børn helt uden opdragelse.

Ordene kom fra hjertet og fra erfaring.

En debat, der tog fart

Da Jonas startede Kødriget i 2021, var han ny på sociale medier.

Overraskelsen kom hurtigt. Kommentarfelterne under butikkens opslag blev fyldt med både holdninger og hårde ord.

“Jeg blev virkelig overrasket over, hvordan folk taler til hinanden og til os. Vi sælger jo noget så kontroversielt som kød, og det vækker stærke holdninger. Men jeg oplever, at det ofte er de ældre, der skriver mest perfidt. Ud af 100 sure beskeder kommer 95 fra folk over 40,” siger han.

I den fysiske butik oplever han aldrig samme tone.

“Der kan godt være sure kunder, men de taler pænt. På nettet bliver tonen helt anderledes. Det er bekymrende.”

Tonen skal tilbage på sporet

Jonas ønsker ikke at lukke munden på folk. Tværtimod ser han gerne debat, men den skal være respektfuld.

“Vi ved godt, at vi sælger noget kontroversielt. Folk må gerne diskutere, om kød skal være græsfodret, kornfodret eller frilands. Det er jo fair. Men når nogen kalder os idioter eller begynder at hænge veganere ud, så sletter vi det. Det skaber intet godt.”

I Kødriget har de derfor en klar politik. Alt, der ikke har værdi, slettes. Og når kommentarerne bliver truende eller personlige, tager Jonas selv over.

“Mine medarbejdere har carte blanche til at slette. Jeg vil hellere have et ryddeligt kommentarfelt end at nogen går hjem med ondt i maven.”

Kødriget i Esbjerg: Stopper samarbejdet med grove kunder
KødRiget

En grænse må trækkes

Et konkret eksempel gjorde indtryk. En tidligere praktikant i kundeservice blev truet på livet, fordi en kunde havde fået leveret forkert kød.

“Det kostede hende en sygedag. Du kan ikke bare lade være med at læse det, når du sidder med indbakken åben. Det rammer.”

Derfor er Kødrigets linje blevet tydelig.

“Vi har faktisk bedt en kunde om at stoppe med at handle hos os. Jeg sendte hende det, hun manglede, og sagde: Du har handlet hos os for sidste gang. Det var befriende. Man må godt sige fra.”

Kødriget i Esbjerg: Stopper samarbejdet med grove kunder
KødRiget

At slette er ikke censur

For Jonas er det ikke et spørgsmål om at lukke munden på kritikere, men om at skabe et sundt rum for dialog.

“Jeg fik tidligt at vide af andre i branchen, at man bare skal slette det. Og det råd var guld værd. Det er ikke det værd at diskutere med folk, der bare vil svine dig til. Vi kan godt undvære John på 60, der skriver, at jeg er homoseksuel, fordi jeg har en ring på.”

Et fælles ansvar

Han peger også på medierne og de sociale platforme. For når kommentarerne får lov at stå, bliver problemet større.

“Hvis en kunde råber i min butik, beder jeg vedkommende om at gå. Men på Facebook får de bare lov at stå og larme. Det er helt skævt.”

Jonas mener, at både virksomheder, medier og politikerne har et ansvar.

“Facebook sletter nøgenhed på sekunder, men ikke had. Det giver ingen mening. Vi er langt nok med teknologi til, at man kunne slette eller skjule automatiske hadefulde kommentarer. Og det bør der være konsekvenser for.”

Vil have handling fra toppen

Han efterlyser politisk vilje til at tage den digitale adfærd alvorligt.

“Vi regulerer rygning, mobning og telefoner i skolen. Men i det digitale rum er der ingen grænser. Udviklingen går så stærkt, at lovgivningen ikke kan følge med. Det skal der gøres noget ved.”

Den virkelige og den digitale verden

I butikken taler folk ordentligt. På nettet kalder de ham nar. For Jonas Muff er det to virkeligheder, der ikke burde være så forskellige.

“Når vi mødes ansigt til ansigt, behandler vi hinanden med respekt. Sådan burde det også være online. Det starter med at sige fra og slette det, der ødelægger samtalen.”

Del artikel


Korte videoer

Top 3 i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.