Kørekort, tillid og ansvar: Derfor modtog de ESG-diplomet
Ved første øjekast ligner Danbo Møbler på Tømrervej i Esbjerg et møbelhus som så mange andre. Sofaer, lænestole og spiseborde står side om side, klar til at blive prøvet.
Men bag udstillingen gemmer der sig en virksomhed, hvor relationer, ansvar og fællesskab fylder mindst lige så meget som salget af møbler.
Den tilgang har gennem årene sat tydelige spor i hverdagen hos Danbo Møbler.
Både i måden kunder bliver mødt på, og i den måde medarbejdere bliver en del af fællesskabet.
Det sociale arbejde har medført, at Danbo Møber onsdag fik overrakt Esbjerg Kommunes ESG-diplom for deres sociale indsats.
En anerkendelse, der gives til virksomheder, som aktivt bidrager til et mere inkluderende arbejdsmarked og tager et konkret socialt ansvar i hverdagen.
En anerkendelse for det, der allerede bliver gjort
ESG-diplomet gives til virksomheder, der arbejder målrettet med den sociale del af bæredygtighed.
For Danbo Møbler er det ikke et nyt fokus, men en måde at drive virksomhed på, som har været en del af hverdagen i mange år.
“Vi har modtaget en pris for at være en socialansvarlig virksomhed. I og med at vi har et godt samarbejde med kommunen, har vi haft god succes med at få mennesker ind, som har haft nogle udfordringer, og flere af dem har været ansat hos os i mange år,” siger ejer Bo Sørensen.

Plads til mennesker, der har brug for en chance
For Bo Sørensen handler det i bund og grund om mennesker.
Om at give plads og skabe rammer, hvor man kan udvikle sig både fagligt og personligt.
“Det giver mig en glæde at se, at folk har noget at stå op til, og at de vokser med opgaven. Jeg synes, at alle skal have en chance i livet, uanset hvor man står,” siger han.
Han lægger ikke skjul på, at det kræver både tid og opmærksomhed at arbejde med mennesker, som står et stykke fra arbejdsmarkedet.
Til gengæld oplever han, at indsatsen giver mening på flere niveauer.
Daniel og vejen til fast arbejde
En af de historier, der tydeligt viser, hvad den tilgang kan føre til, er fortællingen om Daniel.
Han startede hos Danbo Møbler gennem et forløb i samarbejde med kommunen og er i dag en fast del af holdet.
“Han kom herud uden kørekort, og vi lavede en aftale om, at hvis han stadig var her efter et år, så gav jeg ham kørekortet. I dag har han været her i seks år,” fortæller Bo Sørensen.
Undervejs har Daniel udviklet sig både fagligt og personligt, og i dag arbejder han blandt andet med levering og montering ude hos kunderne.
Et samarbejde bygget på tillid
Samarbejdet med kommunen har rødder langt tilbage og bygger på et tæt og tillidsfuldt samarbejde med en fast kontaktperson.
“Han kender min virksomhed og ved, hvordan vi arbejder. Derfor kommer han med kandidater, som han mener kan passe ind. Det er selvfølgelig ikke alle, det lykkes med, men vi har en rigtig god succesrate,” siger Bo Sørensen.
Han understreger, at det er afgørende, at der er et reelt match mellem virksomhed og medarbejder, hvis samarbejdet skal fungere i længden.

Når hele holdet bakker op
For at få et forløb til at lykkes kræver det, at hele arbejdspladsen er med.
Hos Danbo Møbler er det en fælles opgave at tage ansvar.
“Vi hjælper hinanden i flok, og alle ved, når der er en periode, hvor en person har brug for ekstra støtte,” siger Bo Sørensen.
Han fortæller, at Daniel i begyndelsen gerne ville med ud som chauffør, men først skulle bruge tid i butikken for at lære arbejdet og kundekontakten grundigt at kende.
“Det tog næsten et år, men i dag gør han det til UG,” siger han.
Stabil arbejdskraft og loyalitet
Den sociale indsats handler ikke kun om at hjælpe andre. Den giver også noget igen til virksomheden.
“Det giver ekstremt stabil arbejdskraft. Det er sjældent, der er en sygedag. Når man rækker hånden ud, så giver folk rigtig meget igen,” siger Bo Sørensen.
Han oplever, at medarbejdere, som føler sig som en del af fællesskabet, bliver både loyale og engagerede.
Udfordringer kræver ærlighed
Der er også udfordringer forbundet med at tage socialt ansvar.
I en travl hverdag kan tid og ressourcer være en mangelvare.
“Der kan være perioder, hvor man ikke har den tid, en person har brug for. Derfor tager vi ikke nogen ind bare for at tage nogen ind. Det skal kunne passe ind i vores system,” siger Bo Sørensen.
Når rammerne først er på plads, oplever han dog, at udfordringerne bliver til at håndtere.
En pris, der handler om at gøre en forskel
For Bo Sørensen er ESG-diplomet mere end blot et diplom. Det er en bekræftelse på, at indsatsen gør en forskel.
“Jeg er virkelig stolt af at blive udvalgt som en af de virksomheder i Esbjerg, der får den her pris. Det betyder, at man har gjort en forskel. Det er en vigtig pris,” siger han.
Danbo Møbler forventer også fremover at arbejde tæt sammen med kommunen om at give mennesker med udfordringer en plads på arbejdsmarkedet. For her handler det ikke kun om møbler, men om mennesker.