Kranen summede: Det var dog ikke en teknisk fejl
En usædvanlig redningsaktion udspillede sig for nylig på Esbjerg Havn, da en bisværm valgte at slå sig ned højt oppe på en af havnens store kraner.
Ifølge Esbjerg Havn er det i øjeblikket højsæson for bisværme, hvor bierne forlader deres gamle bo for at finde et nyt sted at etablere sig.
Denne gang faldt valget dog på en af havnens markante kraner.
Heldigvis havde havnen den rette ekspert lige ved hånden. En af medarbejderne er nemlig biavler i sin fritid og rykkede hurtigt ud iført biavlerudstyr for at indfange sværmen og flytte bierne til mere egnede omgivelser.
Selv om redningsaktionen lykkedes, viste det sig, at bisværmens dronning ikke var blandt de indfangede bier.

De herreløse bier blev derfor flyttet til et område med andre bistader, hvor de hurtigt blev optaget i et af de eksisterende bistader.
Esbjerg Havn deler historien på Facebook, hvor redningsaktionen beskrives som en bi-venlig indsats for de små, summende gæster.