Krig, epidemier og ord: Lokal forfatter klar med nyt kursus
Når FOF Sydvestjylland i år lancerer et nyt skrivekursus, er det med en underviser, der har levet et liv langt fra skrivebordet.
Den lokale forfatter Ann-Christina Hansen står i spidsen for kurset, som tager udgangspunkt i deltagernes egne livshistorier og minder, og hjælper dem med at omsætte erfaringer til levende tekst.
Fra internationale kriser til Esbjerg
Ann-Christina Hansen er vendt hjem til Esbjerg efter mange år i udlandet, hvor hun blandt andet har været udsendt med Læger uden Grænser adskillige gange.
Hun har arbejdet midt i epidemier som malaria, kolera og ebola og oplevet både naturkatastrofer og væbnede konflikter på nært hold.
De erfaringer har givet hende et særligt blik for menneskers fortællinger, både de dramatiske og de stille.
I dag underviser hun i sprog og skrivekunst og har et stærkt ønske om at give andre mod og redskaber til at sætte ord på deres liv.
Aldrig for sent at begynde
Hun debuterede selv som romanforfatter som 53-årig med På behørig afstand og er i dag også blandt de drivende kræfter bag Esbjerg Litteraturfestival.
Derudover arrangerer hun blandt andet en fransk filmklub i Huset i Esbjerg.
“Vi går alle rundt med fortællinger, der fortjener at blive delt, og det er aldrig for sent at begynde,” siger Ann-Christina Hansen.
Skriveglæde og fællesskab
Det nye skrivekursus er bygget op omkring tekstlæsning, samtaler og konkrete skriveøvelser.
Deltagerne arbejder med egne minder og oplevelser i et trygt fællesskab, hvor der er plads til både fordybelse og konstruktiv feedback.
Som en del af forløbet bliver der også mindre ekskursioner i Esbjerg, blandt andet med kig i arkiver, for at vække hukommelsen og give ny inspiration.
Et konkret resultat
Kurset afsluttes med et lille hæfte med deltagernes egne tekster. Et personligt produkt, som kan deles med familie og venner, og måske også med lokale institutioner, der ønsker at give plads til personlige fortællinger fra Esbjerg.
Der er kun plads til ti deltagere, og FOF opfordrer interesserede til at tilmelde sig hurtigt.