Kun i København og Esbjerg: Britisk rock rammer Tobakken
Esbjerg kan se frem til et vaskeægte musikbrag, når det britiske rockband White Lies gæster Tobakken den 21. februar 2026.
Bandet spiller kun få koncerter i Skandinavien på deres kommende Europa-turné og de har valgt Esbjerg som et af deres få stop i Skandinavien.
Det ikoniske band, der slog igennem med debutalbummet “To Lose My Life…” i 2009 og straks gik nummer ét i hjemlandet, bringer ikke bare deres mørke, melodiske univers med sig – de har også spritnyt materiale i bagagen.
Koncerten bliver derfor en unik chance for danske fans til at opleve White Lies helt tæt på, netop som de åbner et nyt musikalsk kapitel.
Læs også: Krull i højden: Johnny på gavlen Billetsalget starter den 28. maj 2025.
Postpunk og rock
White Lies – bestående af Harry McVeigh (vokal og guitar), Charles Cave (bas) og Jack Lawrence-Brown (trommer) – har gennem årene cementeret deres plads som et af Storbritanniens største og mest anmelderroste guitarbands.
Deres evne til at forene postpunkens nerve med moderne rock har skabt en trofast fanbase verden over, og deres koncerter er kendt for at være både intense, fængende og emotionelle.
Nu er de klar med deres første nye udgivelse siden 2022-albummet As I Try Not To Fall Apart. Singlen Nothing On Me, indspillet i legendariske The Church Studios i London, viser bandet i et frit, frygtløst og eksperimenterende gear.
“Vi kører uden bremser eller sikkerhedsseler,” lyder det fra bandet, der kalder sangen en “genfødsel og en introduktion”.
Med andre ord: White Lies er tilbage – stærkere, friere og mere musikalsk nysgerrige end nogensinde før. Det bliver stort. Det bliver intenst. Det bliver en aften, man ikke vil gå glip af.