Kvickly lukker i Broen: Her er varehuschefens reaktion
En nyhed ramte danskerne i sidste uge, da Coop fortalte, at 54 af koncernens butikker enten lukker eller overtages af Salling Group.
En af de berørte butikker er Kvickly i Broen i Esbjerg. Her ærgrer det varehuschef, Morten Bonnerup Bjerrum, at det ikke lykkedes at redde butikken.
Det fortæller han i et opslag på LinkedIn, som gerne må gengives. Han har ikke yderligere kommentarer til lukningen.
“Jeg ville sammen med et fantastisk team, vinde en svær opgave! – Jeg var 100% klar over, at denne opgave ville have en deadline. Dog havde jeg håbet, at deadlinen ville være kommet senere, så vi kunne nå at få de rigtige rutiner og kundefokus til at leve, som skulle skabe den fornødne bundlinje”, skriver han.
Morten Bonnerup Bjerrum har være varehuschef i lidt mere end et år. Ifølge ham har butikken været inde i en god periode, hvor de blandt andet har driftforbedret med 2,5 millioner kroner i år. Men tiden var imod Morten Bonnerup Bjerrum og de øvrige ansatte, og han skriver, at han havde en dårlig fornemmelse, da han kørte på arbejde torsdag.
“Det har været en kort men sej kamp at skulle få dette til at lykkes, hvor mit fantastiske personale har udvist en vild kampgejst, for at hjælpe målet på vej”, skriver Morten Bonnerup Bjerrum.
Bedre end forventet
Selvom Kvickly snart er fortid i Broen, er der lys for enden af tunellen. Der vil nemlig fortsat være butik i lokalerne, da Salling Group har overtaget butikken. Det glæder varehuschefen.
“Dog er situationen ikke helt så slem som forventet. For min største frygt var, at jeg skulle til at sige farvel til en masse dygtige medarbejdere. Dette er jeg heldigvis fri for. Vi er blevet solgt til Salling Group, som vil overtage butikken, sammen med mine dygtige medarbejdere”, skriver han og fortsætter:
“Det har været et par mærkelige dage, hvor jeg i morges tog en ekstra runde i butikken, inden medarbejderne mødte ind. Sugede roen og omgivelserne til mig og lod alle minderne fra tiden fra Kvickly køre igennem båndoptageren.”
Endelig påpeger han, at Kvickly er her lidt tid endnu, og personalet holder humøret højt, indtil butikken er lukket.
Om det er Netto, Føtex eller en anden butik, der skal rykke ind butikslokalerne, har Salling Group endnu ikke meldt ud. Det er heller ikke meldt ud, hvornår Kvickly lukker.