Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Laila tog svær beslutning: Snart lukker unik butik i Esbjerg

Lailas-Sko-2-1024x768
Snart er det slut med Lailas Sko i Esbjerg. Foto: MigogEsbjerg

En institution synger på sidste vers i Esbjerg.

I Laila Sko på Østervangsvej i Esbjerg går Laila Christiansen og sørger for, at der er varer på hylderne, kunderne bliver betjent, og alt spiller.

Det har hun gjort i mange år.

Siden hun var ung, har hun arbejdet med at sælge sko, haft forskellige butikker, og de seneste 10 år har hun haft sin daglige gang i butikken på Østervangsvej.

Men snart er det slut.

Laila Christiansen fyldte i år 81 og har haft butik i 67 år, men fra den 15. juni går hun på pension.

“Det bliver underligt. Efter det blev meldt ud, har der været så mange i butikken, og alle har været så søde,” siger Laila Christiansen.

Begyndte som 15-årig

Det hele begyndte i Ørnen Sko i Kongensgade i Esbjerg.

Her kom Laila Christiansen i lære som 15-årig, og det blev startskuddet til en lang karriere med at sælge sko.

“Som barn kunne jeg godt lide at lege købmand, og jeg har altid været god til at regne. Så jeg kom i praktik hos Ørnen, og jeg kunne godt lide arbejdet, og det har hængt ved lige siden,” fortæller Laila Christiansen.

Efter læretiden fortsatte hun hos August Hansen i Jernbanegade.

Her fik hun masser af erfaring med både kunder og butiksliv, inden hun kastede sig ud i at drive egne butikker.

Laila tog svær beslutning: Snart lukker unik butik i Esbjerg
Efter 67 år har Laila Christiansen valgt at gå på pension. Foto: MigogEsbjerg

Gennem årene har Laila Christiansen været med til at drive skobutikker flere steder i Esbjerg.

Hun har blandt andet haft butik i Citycenter, i Kongensgade og i Sædding Centret.

Og så kan mange esbjergensere sikkert huske skobutikken ved Bilka, som Laila Christiansen også stod i spidsen for. Den fyldte omkring 1000 kvadratmeter og var en butik, mange mennesker kom langvejs fra for at købe sko.

“Butikken ved Bilka var i mange år Danmarks største skobutik. Vi havde tre butikker på én gang og 22 ansatte. Det var sjovt, men til tider også hårdt. Heldigvis havde vi altid nogle rigtig gode medarbejdere,” siger Laila Christiansen.

Arbejdslivet har fyldt meget i alle årene.

“Jeg kunne køre hjemmefra tidligt om morgenen og være hjemme igen ved halv ni tiden om aftenen. Det kræver et godt bagland. Men jeg har en rigtig god mand, som har accepteret, at jeg arbejdede så meget,” fortæller hun.

Et liv med sko

Sko har fulgt Laila Christiansen hele livet.

“Jeg har altid elsket det. For mig betyder sko meget mere, end mange tror. Sko er vores alles fundament. Det er det, man står og går i hele dagen, og det betyder noget, at folk får nogle gode sko at gå i,” siger hun.

Laila Sko har hun de seneste år drevet sammen med sin datter Gitte Just.

Her har de haft fokus på både faglighed og tryghed for kunderne.

“Vi har fået stor erfaring i at se kundens fødder og finde det rigtige. Jeg kan næsten sige størrelsen, når jeg ser en fod på gulvet, og om det skal være en smal eller bred model, og så er det vigtigt, at vi har de mærker, folk ved passer dem. Mange kommer igen og igen efter den samme sko, fordi den bare fungerer,” siger hun.

Samtalen med kunderne betyder også meget for Laila Christiansen.

“Vi kender mange af vores kunder, og vi kan godt lide at have en lille snak med kunderne. Det har aldrig kun handlet om at ekspedere hurtigt, men om at får en god betjening, og de går herfra med de rigtige sko,” siger Laila Christiansen.

Derfor har det gjort indtryk hos kunderne, at butikken snart lukker.

Laila Christiansen fortæller nemlig, at mange kunder har spurgt, hvor de nu skal købe deres sko, for der er ikke mange lignende skobutikker tilbage.

En uges sommerferie

Når Laila Christiansen ser tilbage, har arbejdet været en vigtig del i hendes tilværelse.

Hun har været i gang i 67 år og har aldrig haft mere end en uges sommerferie ad gangen.

“Jeg har kun haft meget får fridage i alle årene, hvis der for eksempel har været en fødselsdag eller lignende. Jeg har altid arbejdet meget, men jeg har altid gjort det af lyst, og jeg har nydt i alle år at gå på arbejde,” siger hun.

Hun mener selv, at glæden ved arbejdet har betydet noget for, hvordan hun har det i dag.

“Når noget fungerer, og man møder glade kunder hver dag, så tror jeg, det smitter af. Man bliver selv glad. Jeg tror helt ærligt, det er en af grundene til, at jeg stadig har det så godt,” siger hun.

Stor taknemmelighed

Selv om beslutningen om at lukke er taget, har den ikke været nem.

“Jeg kan godt mærke, at det kommer tættere på. Men når vi først har besluttet det, så holder vi fast. Vi håber, vi får nogle gode år bagefter,” siger Laila Christiansen.

De sidste måneder har mange kunder lagt vejen forbi for at handle en sidste gang og sige tak.

“Der har været så mange mennesker. Jeg ved næsten ikke, hvordan jeg skal sige tak. Nogle kommer med blomster, andre bare for at sige farvel. Det er meget overvældende,” siger Laila Christiansen.

Når døren i Laila Sko lukker for sidste gang den 15. juni, venter en helt anden hverdag.

“Nu skal jeg ud og rejse lidt, tage på weekendophold og bruge mere tid i sommerhuset. Og så skal vi bare hygge og nyde det. Jeg kommer til at mangle butikken og kunderne, men jeg skal nok få dagene til at gå,” siger hun.

Del artikel

Korte videoer

 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.