Lars vil lære fra sig: Får næsten ondt i ørerne, når en cykel knirker
På Fanø er ladcyklen blevet en del af hverdagen. Og hvis kæden knirker eller bremserne hænger, er der én mand, der næsten ikke kan lade være med at lægge mærke til det.
Når Lars Burmeister går en tur gennem Nordby, ser han ikke bare mennesker på cykler.
Han ser slidte kæder, bremser der trænger til en justering og dæk, der godt kunne bruge lidt mere luft.
– Jeg bliver simpelthen helt dårlig, når jeg hører en kæde, der knirker. Ofte skal der ikke ret meget til, før cyklen kører som ny igen, siger han med et smil.
Den 42-årige knallertmekaniker er langt fra typen, der kan gå forbi et mekanisk problem uden at tænke over, hvordan det kan løses. Interessen begyndte allerede som barn.
– Jeg har arbejdet med cykler, knallerter og motorcykler, siden jeg fandt ud af, at et hjul kunne dreje rundt, fortæller han.

Fanø var et naturligt valg
Selv om Lars og familien først flyttede permanent til Fanø i 2018, har øen været en del af hans liv meget længere.
Som barn kom han til Nordby Havn med sine forældre, der havde båd i Esbjerg, og mange ferier blev tilbragt i familiens sommerhuse på øen.
Da han og kæresten Tine ønskede mere natur og mindre byliv, faldt valget derfor helt naturligt på Fanø.
I dag bor de på øen sammen med deres to børn på 9 og 16 år.
Ladcyklen er blevet øboernes arbejdshest
Noget af det første, man lægger mærke til på Fanø, er de mange ladcykler.
De bruges til skolekørsel, indkøb, strandture, hunde, musikudstyr og næsten alt andet, der skal transporteres rundt.
Læs også: Ny strategi på Fanø: Mindre bil og mere cykel – Ladcykler er jo nærmest uundværlige på Fanø, siger Lars.
Netop derfor ærgrer det ham, når de ikke bliver vedligeholdt.
– Mange cykler kunne få et meget længere liv med ganske få greb. Det er synd, når de kører rundt og knirker eller fungerer dårligt.

Vil gerne gøre andre mere selvhjulpne
Til daglig deler Lars allerede ud af sin viden, blandt andet når han underviser i motorlære i ungdomsklubben Villaen.
Nu vil han også gerne inspirere andre til selv at kaste sig ud i de små reparationer.
Det er baggrunden for, at han bliver underviser på et nyt FOF-hold om vedligeholdelse af ladcykler.
Her lærer deltagerne blandt andet at lappe dæk, justere bremser, stramme kæden og udføre almindelig vedligeholdelse.
Men vigtigst af alt er ifølge Lars, at folk opdager, hvor meget de faktisk selv kan.
– Det handler ikke om, hvad man kan i forvejen. Det handler om at få mod på at prøve. De fleste bliver overraskede over, hvor meget de selv kan lære.
Læs også: Undgå fladt batteri: Her kan du oplade gratis