Årets største LateNight: Fest og shows i hele byen

I morgen, d. 31. maj, er det tid til at finde danseskoene og det gode humør frem, når hele byen holder årets største LateNight.
Butikkerne i gågaden og BROEN Shopping holder åbent fra kl. 10.00 til 22.00, og Esbjerg Storcenter har åbent fra kl. 10.00 til 21.00.
Vi håber, at forårssolen kommer frem igen, så vi kan nyde alle de fantastiske ting, der er planlagt til i morgen fredag.
Byens butikker og restauranter/caféer har nemlig lavet et program, der forkæler esbjergenserne uden lige og kalder det LOVE from Esbjerg.
Intet mindre end 60 shows er sat op i løbet af dagen, med alt lige fra ansigtsmaling, musikbingo og vikingekamp i gaderne til koncerter flere steder i bymidten.

Kæmpe vejfest i “Kongens nye klæder”
Dette bliver historisk! Enden af Kongensgade bliver forvandlet til en vejfest, hvor alle er inviteret.
Mellem Stromgade og Skolegade vil Kongensgade nemlig blive helt bilfri fra d. 31. maj til d. 8. september og byder derfor indenfor til Sommergågaden med en masse sommeraktiviteter.
Fra kl. 16.00 til 21.00 bliver området fyldt med musikalske oplevelser fra musikkonservatoriet med New Yorker Jazz og folkemusik.
Derudover kan man også være kunstner for en dag, hvor der stilles lærred op. I løbet af aftenen vil der blive skabt et maleri, lavet af esbjergenserne, som fremover vil hænge i passagen via “Smuthullet”.
Rasmus Romme Brick der har været med til at stable den kommende vejfest på bene siger: “Jeg håber på, at folk kommer og hygger sig og for at høre musik og ikke bare er på jagt efter at shoppe.”
Og man må sige, at de har gjort et stort arbejde for, at få alt klargjort til vejfesten.
Du kan se programmet for vejfesten her.
Vanvittigt program fra om eftermiddagen
Fra kl. 15.00 går det amok rundt i byen fra intet mindre end otte forskellige scener.
Der er to scener i BROEN Shopping, en i stueetagen og en på 1. sal, og derudover vil der være seks scener i Esbjerg City, som du kan finde ved Sigma, Street Food, Nordea, NEYE, Kongescenen og ved RICH.
Alle scener vil være spækket med underholdning og musik i løbet af eftermiddagen og aftenen fra kl. 15.00 til 21.45.
Her kan du som det første fra kl. 15.00-15.30 starte eftermiddagen med at svinge hofterne til Mads Jørgensens JazzKapel, der spiller fra scenen på 1. sal i BROEN, hvorefter de smutter til scenen ved Street Food, og til sidst ender med at lægge stemningen foran Nordeascenen.
Generelt kan du opleve mange artister rundt om i byen, blandt andre Tanni og Anne, Nanna Gundersen, Martin Maigaard, Sun Brothers, Fringe Fever, Anette Bojsen, Michael Mosegaard, Rytmisk Fyraftenskort, Zenia, Eigil og Mads. Du kan også rigtig få rørt hofterne, når Sigue Bailando Danceforening gæster scenerne med deres salsa.
Mød maskotten Kuno
Kunderne i Esbjerg Storcenter skal bestemt heller ikke snydes for en god omgang LateNight-shopping og hygge, hvor butikkerne har åbent til kl. 21.00.
Her kan man møde den søde maskot Kuno, der kommer og hygger ved Kids Coolshop, hvor der vil være aktiviteter for børnene. Kl. 18.00 vil Kuno spinne lykkehjulet, hvor det er muligt at vinde præmier.

Indehaver af 2 Danmarksrekorder
På BROEN Shopping i stueplan kan du fra kl. 15.30 til 16.00 se 17-årige Mikkel Christensen, der er fuldstændig crazy med en fodbold. Han kan også prale af to Danmarksrekorder i flest jongleringer på 1 minut.
Han har optrådt til flere Superliga-arrangementer med sine freestyle-shows, og nu kan han opleves live i Esbjerg på fredag.
Skulle du ikke nå at se ham i BROEN, så frygt ej, han gæster nemlig også scenen ved Sigma kl. 16.15 og Kongescenen kl. 17.15.
Tryllerierne med en fodbold kan vist både fascinere små og store, men generelt vil der i morgen være flere steder, der virkelig kan fascinere de små.
Her kommer blandt andet Mikkel Rugholm, der kan lave de mest finurlige ballonfigurer, og Lasse Langfod, der laver alt lige fra tryllerier til comedy.
Derudover bliver der også kastet en omgang tryllestøv ud over esbjergenserne, når man kan tage med til eventyrlandet, hvor alt kan ske, og hvor Tryllestøv får publikummet med i alle mulige tryllerier fra start til slut.
For at se hvad der sker på de forskellige scener, og hvor de er henne i byen, kan du se hele overblikket her.
