Lemoncurd, brombær og cappuccino: Her finder du Ribes vildeste luksus-fastelavnsboller
Vi måtte en tur til Ribe på vores fastelavnsbolle-jagt.
For selvfølgelig findes der de gode gamle traditionelle fastelavnsboller i supermarkederne, dem med glasur på toppen og creme i midten, som man har spist siden man var barn.
Vi vil bare gerne se, om vi kan finde noget her, der rammer lige i midten af skiven.
Ikke for meget, ikke for lidt. Bare helt rigtigt.
Og det viste sig, at Ribe gemmer på ikke bare én, men tre steder, der virkelig fanger vores interesse og sender os direkte i fastelavns-humør.
Læs også: Sæsonen er skudt i gang: Her finder du byens første luksus-fastelavnsboller Vi startede hos Quedens Gaard, fortsatte til Terpager & Co og sluttede af hos Pompei – og lad os bare sige det sådan: Det blev en jagt, der var værd at tage på.
Alle stederne er 100 procent udvalgt af redaktionen.

Quedens Gaard
Hos Lise er der dækket op til det helt store fastelavns-bal, og det er ikke bare en lille hyggeanretning – nej, det er bal med stort B.
I den lækre café i Ribe serverer de nemlig tre forskellige slags fastelavnsboller, som ikke ligner noget af det, du møder andre steder.
Og lad os bare sige det sådan: de er store. Altså virkelig store.
Så når du betaler 59 kroner stykket, får du ikke bare en fastelavnsbolle, du får nærmest en hel eftermiddagspakke.
For spiser du én af dem, så er der ikke plads til meget mere – inden for de næste timer. Det lover vi.
Bollerne er bagt som sprøde, gyldne puder af butterdej, der knaser lige så fint, når man sætter tænderne i dem, som de ser ud til. Og fyldet… ja, det varierer, men vi får naturligvis lov til at præsentere herlighederne.
Og lad os starte med favoritten.
For der er én, som virkelig rammer.
Den med lemoncurd
Her får du syrlig creme og fylde for alle pengene – og lidt til.
Sammen med den cremede, fede konsistens spiller smagene sindssygt godt op ad hinanden.
Det er en meget anderledes fastelavnsbolle i smagen, og det er præcis dét, der gør den spændende.
Inde i midten, ligger der et lag helt ren lemoncurd, og for os var det ren lykke at spise os igennem.
En fræk, forførende sag, som for os formår at stjæle hele showet.


Den med hindbær
Hvis du er bær-typen, så bliver du lykkelig her.
I bunden af denne frækkkert gemmer der sig hele, smukke hindbær, som ligger og venter på at give dig den dér friske, saftige mundfuld, der bare smager af ren forkælelse.
Cremen er dejligt fed og rund, og når den møder de friske bær, sker der magi.
Det er det perfekte mix af sødt, syrligt, blødt og friskt, sådan en fastelavnsbolle, hvor man allerede planlægger næste bid, før man er færdig med den, man har i munden.
En bær-bombe på den bedste måde og det oplagte valg, hvis du vil have en fastelavnsbolle, der både smager af dessert og forår på samme tid.

Den med nougat
Og så kommer vi til den, der taler direkte til nougat-folket.
Altså dig, der ELSKER ELSKER ELSKER nougat, og som ikke mener, at der findes noget, der hedder “for meget af det gode”. For her får du lige præcis det, du drømmer om.
Det er den tungeste af de tre – på den der tilfredsstillende, “jeg-får-alle-mine-penge-og-mine-kalorier-værd”-måde, og den kan sagtens bære det.
Fyldet er virkelig lækkert, dybt og blødt, og hver eneste bid er som at få et lille nougatkram.
Det her er en fastelavnsbolle, der fortjener selskab.
Gerne i form af en rigtig god, varm kop kaffe, så hele oplevelsen bliver bundet sammen på den helt rigtige måde.
Det er sådan en, man spiser langsomt, til tallerkenen er helt ren, og man alligevel overvejer, om man skulle have taget én mere – måske med hjem.

Fastelavnsboller med lemoncurd, hindbær og nougat
Hvor: Quedens Gaard
Pris: 59 kroner

Terpager & Co
Kardemommebolle, brombær, appelsin, en fed vaniljecreme og et fint drys sukker og hindbærstøv på toppen. Eller en matcha og marcipandrøm?
Det lyder næsten som en lille kærlighedserklæring, og det er præcis dét, du får hos Terpager i Ribe, hvor de serverer ægte økologisk fastelavnsherlighed.
Alt er lavet fra bunden, helt fra smørduften i køkkenet til den sidste lille top af creme og drys.
Og når der er udsolgt, ja… så er der udsolgt.
Så må man pænt vente på næste batch, og tro os, det er ventetiden værd.
Hvis du vil være blandt de heldige, der får fingrene i dette års fastelavnsboller hos Terpager & Co, så er der kun én ting at gøre: Ring og bestil dem på forhånd. For det er den eneste måde du får fat på dem, med mindre du er heldig at finde lidt i butikken.

Med brombær-appelsin
Her får du en hjemmebagt kardemommebolle, som både dufter og smager af ren forkælelse.
Den er fyldt med en smuk, syrlig-sød brombær-appelsinpuré – nøje afstemt, så det hverken bliver for sødt eller for friskt, men lige midt i det der perfekte smagsfelt, hvor man gerne vil blive boende.
Oveni ligger en hjemmelavet, fed og blød vaniljecreme, der binder hele oplevelsen sammen.
Vaniljens runde sødme spiller fantastisk med marmeladens syrlighed, og tilsammen giver det noget, der minder om den perfekte mundfuld.
Den er smuk. Den er velsmagende.
Og den er så tydeligt lavet med kærlighed. En lille fin og elegant mundfuld.

Den med matcha-marcipan
Den anden variant er en kardemommebolle fyldt med en silkeblød matcha-remonce-creme og en lækker, rund vaniljecreme.
Ovenpå ligger et fint lag smeltet hvid chokolade med et drys matcha, der giver hele herligheden et grønt, elegant udtryk – som om fastelavn pludselig har fået forårsfornemmelser.
Det her er en lille moderne fastelavnsbolle, der virkelig tør noget.
De forskellige smage spiller nemlig helt perfekt sammen: den aromatiske matcha, den søde hvide chokolade, marcipan, den bløde vanilje og den varme kardemomme fra bollen. For den bolle i sig selv, er et forsøg værd.
Det er en mundfuld, der føles både let og luksuriøs på samme tid.

Fastelavnsboller med brombær-appelsin og med matcha-marcipan
Hvor: Terpager & Co i Ribe
Pris: Skal forudbestilles i butikken. Spørg for pris.

Pompei bageri
Sidste stop i Ribe, på fastelavnsrejsen er Pompei.
En luksusbager, der i forvejen er kendt for at levere på alt, hvad der forlader deres ovne, og i år har de altså valgt at skrue helt op for magien.
Vi fandt denne luksus-fastelavnsbolle på deres Facebook og skyndte os at få lagt to til side.
Her havde de lavet elegante cappuccino-fyldte Mariebolle, og bestillingen forgik efter først-til-mølle.
Vi var derfor mere end almindeligt heldige at få fingrene i et par stykker, før de igen forsvandt ud af døren.
Der var nemlig kun lavet et begrænset antal – for nu.
Og hvis man skal tro Pompei, er det ikke slut med overraskelserne for i år.
De opfordrer alle til at holde godt øje med deres Facebook, for der venter flere fastelavnsnyheder, som vi roligt kan sige, er værd at køre langt efter, hvis du altså er hurtig.

Den med Cappuccino-creme
Den her fastelavnsbolle er et decideret festfyrværkeri.
Er du typen, der elsker kombinationen af kaffe og kage, så kan du roligt sætte dig godt til rette.
For her får du det hele i én og samme mundfuld.
Cremen er intens, blød og kaffesmagende på den helt rigtige måde – den omfavner dig, uden at blive tung, og alligevel får man den dér “wow”-effekt, der gør, at man spontant får lyst til at bestille en ekstra. Hvis du ikke er bange for creme.
Selve bollen er kæmpe, efter vores mening, så er det tilfredsstillende, men ikke så voldsom, at man fortryder det bagefter. Det er bare, over the top fantastisk. Og vi er vilde, vilde, vilde med den.
Hvis du får chancen for at få fat i én, så gør det.
Og spis den langsomt. Den fortjener det.

Mariebolle med Cappuccino-creme
Hvor: Pompei i Ribe
Pris: 30 kroner