Leslie gav alt: Vinder X Factor 2025
Fredag aften var der finale i X Factor på TV2.
Foran et veloplagt publikum i Jyske Bank Arena i Odense kæmpede de tre finalister Svend, 9000 Håb og Leslie om det eftertragtede trofæ.
For esbjergensere har det i årets udgave især været spændende at følge sidstnævnte.
21-årige Leslie Nguyen er nemlig født og opvokset i Esbjerg.
Lige siden første liveshow har Leslie været storfavorit til at vinde denne sæson af X Factor.
Og hun levede op til favoritværdigheden.
Det endte nemlig med at være Leslie, der fik flest stemmer fra seerne og vandt X Factor 2025.
”Jeg havde ikke forberedt noget at sige. Men for første gang vil jeg gerne sige tak til alle dem, der har stemt,” sagde Leslie på scenen, hvor hun også takkede sin familie og dommeren Oh Land.
Flot sejr
Det var Leslie, som fik lov til at åbne X Factor-finalen som den første deltager.
Her fremførte hun i sikker stil Tracy Chapmans hit Fast Car.
Og det var et begejstret dommerpanel, der efterfølgende udelukkende havde rosende ord til Leslie.
“Leslie, du skal virkelig på alle mulig måder blive ved med at have den her tilgang til musik og give. Din stemme er vidunderlig,” sagde dommeren Thomas Blachman til Leslie.
Efterfølgende skulle deltagerne synge duet med en etableret musiker, hvor Leslie optrådte sammen med bandet Aphaca. Sammen fremførte de sangene Et sted hvor vi de første og Smelter under månen.
Også her var begejstring stor blandt de 5000 tilskuere i Odense.
Herefter skulle seerne stemme om, hvem der skulle gå videre til den endelige Superfinale. Det endte med at være Leslie og 9000 Håb, som skulle kæmpe om trofæet.
I Superfinalen skulle Leslie fremføre sin vindersang Kig Op, som var skrevet til lejligheden.
Da det hele skulle afgøres, var det Leslies navn, som værten Maria Fantino udråbte som vinder af årets X Factor.
Udover hædren vinder Leslie også en pladekontrakt med Universal, et hjemmestudie og et forløb med Danish Song Academy.
Læs også: X Factor-stjerne spillede i hjembyen: Leslie sagde tak til Esbjerg