Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Leslies nye single er ude: Det har hun lavet efter X Factor

Leslie--scaled
Foto: Lasse Lagoni

Der var stor jubel i Esbjerg i begyndelsen af april, da esbjergenseren Leslie Nguyen vandt X Factor på TV2.

Med titlen som vinder af X-factor følger blandt andet en pladekontrakt med Universal Music.

Og i dag kan du igen høre Leslies karakteristiske og inderlige stemme. Hendes første single er nemlig udkommet, og det er et cover af “What’s Up” af 4 Non Blondes.

Det er en sang, som Leslie også sang i X Factor, og som har en særlig plads hos den unge esbjergenser.

“Jeg tænkte, at det var oplagt med ‘What’s Up’, fordi jeg var meget stolt af min performance og det, vi gjorde med sangen, og hvilke følelser vi prøvede at frembringe,” fortæller Leslie.

Du kan glæde dig til at høre Leslie live, når hun åbner Esbjerg Festuge, hvor hun fremfører “What’s Up.”

Undret og forvirret

Leslie glæder sig til, at “What’s Up” udkommer.

Udover at hun er glad for hendes fremførelse af sangen i X Factor, er det også en sang, der har noget på hjertet.

“Jeg har lyttet meget til originalen og synes, at vrede og frustration er de dominerende følelser. I den verden vi lever i i dag, føler jeg mere undren og forvirring. Så vi har forsøgt at lave melodi og sangen om til, hvordan jeg har det,” siger Leslie og fortsætter:

” Hver dag vågner vi op til nyheder, der var vildere end i går, og det er svært at følge med. I den originale råber hun nærmest sin frustration, men i min version spørger jeg oprigtigt, hvad foregår der lige nu.”

Tidligere år har X Factor-vinderne udgivet nyskrevne sange.

Men Leslie har valgt at bryde med traditionerne og udgiver i stedet et cover.

For Leslie er det vigtigt, at de sange, hun synger, har noget på hjertet og et budskab. Singlen er indspillet i dommeren Oh Lands studie, hvilket Leslie beskriver som en tryg og sjov oplevelse.

“Efter X Factor har jeg haft lidt svært ved at overskue at skrive mine egne sange, og det kan tage lang tid. Jeg fik det indtryk i X Factor, at man skriver sange sammen med andre, og det er jeg bare ikke særlig god til. Derfor valgte jeg at gå med et cover,” siger Leslie.

På nuværende tidspunkt ved Leslie ikke, om der på et tidspunkt bliver udgivet sange, hun selv har skrevet.

“Før i tiden har jeg skrevet lidt, men sangskrivning kræver rigtig meget af mig. Det kan være svært at oversætte tanker til ord i en sang. Jeg tror, det er vigtigt, at man har en følelse eller idé at skrive ud fra. Nogle gange kan idéen komme ud af det blå, men jeg synes, det ville blive lidt forceret, hvis jeg skulle sætte mig ned og skrive en sang, når jeg ikke havde idéen til at begynde med,” fortæller Leslie.

Godt at komme hjem til Esbjerg

Efter flere måneders hårdt arbejde var det i begyndelsen af april, at Leslie blev udråbt som vinder af dette års X Factor.

Udover at indspille “What’s Up” har Leslie brugt tiden på at slappe af hjemme i Esbjerg med sin familie og venner.

“Efter X Factor kom påskeferien, og det var rigtig rart, fordi så havde jeg mulighed for at slappe af. Det har været dejligt at være tilbage i Esbjerg, og jeg har savnet at gå i skole og have en normal hverdag,” siger Leslie.

I X Factor fortalte Leslie flere gange, at det var et ønske om at give sig selv en udfordring, der gjorde, at hun meldte sig til X Factor i første omgang.

“Det blev meget mere end den udfordring, jeg havde håbet på. I første omgang regnede jeg ikke med, at jeg skulle komme videre fra auditions, så alt det med liveshows tænkte jeg ikke over, da jeg tilmeldte mig. Bare tanken om at skulle til 6 Chair Challenge gjorde mig dårlig, men jeg blev bedre til at håndtere pressede situationer, og det endte med i finalen, at jeg ikke var nervøs,” siger Leslie.

Hvad fremtiden bringer for Leslie ved hun ikke endnu, og det er uvist, om hun fortsætter en musikalsk karriere.

“Jeg er ikke sikker på, om jeg vil bruge resten af mit liv på musik. Men lige nu har jeg muligheden for at prøve det af og se, hvordan musikbranchen fungerer, og hvordan det hele hænger sammen,” siger Leslie.

Del artikel

Korte videoer

 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien

Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.