EfB er ikke færdig med at handle: Lejer stort talent i Italien
Der er ikke mange timer tilbage af sommerens transfervindue, men EfB er ikke færdig med at handle. I en pressemeddelelse oplyser klubben, at de har lavet en lejeaftale med 19-årige centrale midtbanespiller Julius Beck for resten af indeværende sæson.
Julius Beck er ejet af italienske Spezia Calcio og har fået sin fodboldopdragelse i SønderjyskeE. Han skiftede i 2021 til Spezia, og i foråret var han udlejet til AGF.
Cheftræner for EfB Lars “Lungi” Sørensen er begejstret for tilføjelsen i truppen.
“Julius Beck er en talentfuld midtbanespiller, der i en ung alder har prøvet relativt meget, men han er sulten for at opnå mere, og den type spillere kan vi godt lide i EfB. Spillestilsmæssigt får vi en aggressiv og duelstærk spiller ind på holdet, der samtidig har en god arbejdsmentalitet, og kan flytte sig rundt på hele banen. Vi glæder os til at byde Julius velkommen og få ham med ombord på vores projekt”, siger han.
Julius Beck får nummer 17. Han glæder sig til at trække den blå-hvide trøje over hovedet.
“Jamen jeg synes, EfB er en spændende klub, der er inde i en god udvikling, og derfor ser jeg det som et perfekt sted for mig at fortsætte min karriere. Det handler om at tage de næste skridt i min udvikling, og det tror jeg meget på, jeg kan i Esbjerg, hvor der er et stærkt niveau. For nu gælder det om at komme godt i gang med dagligdagen og kampene, og jeg ser virkelig frem til at møde holdkammeraterne og ikke mindst fansene på Blue Water Arena, der jo er en fantastisk hjemmebane, siger Beck, der træner med holdet for første gang tirsdag”, siger Julius Beck.
Tidligere på dagen hentede EfB også Anton Skipper til klubben.