Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Line fra Esbjerg tog dommerne med storm: Særligt show gav stor sejr i England

Der var både tårer og jubel, da Line Hjorth Nørremark fra Esbjerg i april blev udråbt som vinder ved Pole Theatre UK.

Her tog hun sejren i kategorien Professional Art, som regnes for en af de mest prestigefyldte konkurrencer i poledance.

“Det kan ikke blive bedre. For poledancere er det konkurrencen. Det er den mest velorganiserede og den mest prestigefyldte konkurrence, der er,” siger hun.

Vejen til finalen går gennem en hård udvælgelse. Deltagerne sender en video ind, og et dommerpanel udvælger derefter et lille felt af finalister i hver kategori.

Line blev udtaget i den højeste række, Professional Art, hvor hun var oppe mod andre topprofiler fra hele verden.

Et show om angst

Art kategorien handler om mere end teknik og flotte bevægelser.

“Det handler om at fortælle en historie til publikum. Lidt ligesom med dans, hvor man formidler en følelse eller en historie. I art kategorien skal man samtidig inkorporere en dansestil, for eksempel jazzballet eller moderne dans, og det hele skal hænge sammen,” forklarer hun.

Hendes eget show varede fire minutter og tog udgangspunkt i et meget personligt tema.

Line fra Esbjerg tog dommerne med storm: Særligt show gav stor sejr i England
Privatfoto: Line Hjort Nørremark

“Mit show var meget personligt, da det handlede om angst. Det handlede om, hvordan man kan have følelsen af at stå udefra og se sig selv og få et angstanfald og kæmpe sig igennem det. På en eller anden måde bliver angst en følgesvend. Så når den ikke er der, mangler man den en lille smule,” siger hun.

Det kunne hun mærke på scenen.

“Det var meget følelsesladet for mig. Jeg oplevede, at jeg faktisk blev enormt ked af det på scenen. Når man laver sådan et show og har arbejdet på det i et halvt år, så graver man virkelig dybt. Man får lov til at opleve det hele, man fortæller om,” siger hun.

Line fra Esbjerg tog dommerne med storm: Særligt show gav stor sejr i England
Privatfoto: Line Hjort Nørremark

Angst er noget, hun selv har tæt inde på livet, og som hun gerne vil være med til at aftabuisere for andre.

“Jeg har selv oplevet det og kæmper lidt med det, og jeg kender rigtig mange, som oplever det. Angst er så forskellig og har så mange ansigter. Jeg oplever, det er noget, mange folk er bange for at snakke om. Men de fleste mennesker kender følelsen af frygt. Jeg kunne godt tænke mig at kaste mere lys på det på en positiv måde,” siger hun.

Dommerne belønnede hende blandt andet med næsten fuldt hus på scorekortet og kommentarer om, at hendes bevægelser var flydende og smeltede sammen med både gulv og stang.

En lang karriere

Line Hjorth Nørremark er oprindeligt fra Viborg, men har boet i Esbjerg i omkring ti år.

Hun begyndte til poledance for 14‑15 år siden, dengang sporten var langt mindre kendt.

Siden har hun været med til VM i sportspole, er blevet nummer fem i Norden og har vundet DM to gange.

“Dengang jeg startede, var der ikke rigtig nogen, der kendte til det. Alle troede, at man var stripper, når man sagde, at man lavede poledance. I dag ved folk godt, hvad det handler om. Nu er reaktionen mere, at man skal være meget stærk eller meget smidig,” siger hun.

Udviklingen i sporten er gået stærkt.

Da hun startede, var det sejt bare at kunne komme op og vende på hovedet.

“I dag skal det være vildere og mere crazy, og man udfordrer virkelig kroppens kunnen på alle måder. Nogle gange synes jeg, det tangerer til lidt for meget. Man skal nærmest kunne slå knuder på sig selv, og det kan det almindelige menneske ikke,” siger Line Hjorth Nørremark.

Line fra Esbjerg tog dommerne med storm: Særligt show gav stor sejr i England
Privatfoto: Line Hjort Nørremark

Derfor betyder sejren i England også noget ekstra for hende.

I sit show tvang hun ikke kroppen ud i umulige og unaturlige positioner, men lod den rørende historie være i centrum.

“Jeg synes, man bevæger sig væk fra noget, der er menneskeligt. Så det betyder meget for mig at vinde og sætte mit stempel på, hvor jeg synes, pole skal hen. Jeg synes, det er fedt, at man kan lave vilde ting, men det skal stadig være på kroppens præmisser. Man skal ikke tvinge kroppen til noget, den dybest set ikke er lavet til,” siger hun.

Frirum i hverdagen

Når hun ikke står på en scene, har Line en travl hverdag i Esbjerg.

Hun driver klinikken TerapiLine, hvor hun arbejder som massør, akupunktør og zoneterapeut og behandler mennesker med smerter i krop og sind.

Derudover underviser hun i poledance og yoga i NextGen Fitness i Kongensgade.

“Når jeg laver pole, glemmer jeg, at jeg træner. Det er lidt ligesom, når man slipper børn løs på en legeplads. For mig er det et frirum. Det har næsten en terapeutisk virkning, fordi alt andet forsvinder,” siger hun.

Da hun mistede sin far for fem år siden, blev træningen et vigtigt holdepunkt.

Line fra Esbjerg tog dommerne med storm: Særligt show gav stor sejr i England
Privatfoto: Line Hjort Nørremark

“Der var det pole, der holdt mig kørende. Det var det eneste sted, hvor jeg ikke tænkte på det. Det der med at have et sted, hvor man kan slippe alt andet, synes jeg er fedt, at folk får lov til at opleve,” siger hun.

For alle kroppe

Selv om hun nu kan kalde sig vinder af en af de største konkurrencer, mener hun stadig, at poledance er for alle.

“Alle uanset køn, alder, højde og drøjde kan begynde. Der er mange, der tænker, at man skal være helt vildt stærk eller smidig, men man skal starte, før man kan blive god. Man starter der, hvor man er. Det er en individuel rejse,” siger hun.

På holdene lægger hun vægt på, at deltagerne ikke måler sig med hinanden.

Her gør hun meget ud af at fortælle deltagerne, at de ikke skal måle sig med sidemanden.

Line fra Esbjerg tog dommerne med storm: Særligt show gav stor sejr i England
Privatfoto: Line Hjort Nørremark

“Sidemanden har et andet udgangspunkt. Det kan godt være, at sidemanden nailer en ting hurtigere, men så er det noget andet, du får fat i hurtigere. Jeg synes, det er mega sundt, også samfundsmæssigt, at vi finder ud af, at vi ikke er ens,” siger hun.

Hun har ikke besluttet, om hun stiller op til Pole Theatre UK igen.

Til gengæld er hun sikker på én ting.

“Jeg vil rigtig gerne undervise både her i Danmark og internationalt og gerne være dommer. Jeg vil gerne vise, at man kan lave pole på rigtig højt plan og stadig passe på sig selv,” siger Line Hjorth Nørremark.’

Del artikel


Korte videoer

Top 3 i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.