Nyhedsbrev

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Esbjerg.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Esbjerg.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til nyhedsbrevet accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

Lisa fra Esbjerg tager fantasy til næste niveau: Se hendes eventyrlige billeder

Af Niklas Grønborg
Foto: Lisa Jepsen
Foto: Lisa Jepsen

I næste uge begynder Fantasy Festival i Esbjerg, og for en stund er Esbjerg forvandlet til et magisk univers, hvor alt kan lade sig gøre. Til festivalen får deltagere i to dage indblik fantasy-genrens mange aspekter, men for nogen er fantasy meget mere, end en hyggelig weekend.

En af dem er 30-årige Lisa Jepsen fra Esbjerg. Fra hun var ung har fantasy fyldt meget i hendes hverdag.

“Jeg tror det begyndte med skammerens datter, som gjorde stort indtryk på mig. Det er om en pige, der er lidt en outsider-type, som jeg kunne spejle mig i, og som jeg også selv følte mig som i teenage-årene”, fortæller Lisa Jepsen.

Ifølge Lisa Jepsen havde hun til tider en omtumlet opvækst, hvor hendes forældre blev skilt, og hendes mor blev syg med kræft og døde, da Lisa Jepsen var 16 år. Her var fantasy-genren et sted hun søgte hen.

“Fantasy-karakterer er ofte forældreløse, og at de af den grund ofte tager tidligt ansvar. De tager ansvar for deres egen skæbne, og de lader ikke andre styre deres liv, men de tager magten over deres liv og tør at følge de veje ingen andre tør”, fortæller hun og fortsætter:

“Nogle siger, at fantasy er eskapisme, hvor man bare glemmer virkeligheden, men det er jeg ikke helt enig i. For mig er fantasy en form for safespace, som jeg tyr til, når jeg har brug for et mentalt sted at finde ro. Det hjalp mig med bedre at forstå mig selv og mine følelser i teenagerårene, hvor jeg ikke bare var teenager, men også mistede min mor”.

Eventyrlige billeder

Fantasy fylder stadig meget i Lisa Jepsens liv. Det er hendes instagram-konto @lisa.eventide et synligt bevis på. Her ligger hun nemlig personlige billeder op, som er meget langt fra de klassiske mad- og feriebilleder.

Billederne tager udgangspunkt i fantasy, hvor Lisa Jepsen bruger lang tid på at finde de rette locations og kostumer til at sætte den helt rigtige stemning.

“Lige siden jeg var lille, har jeg været meget kreativ og elsket at tegne og male. Under corona begyndte jeg at eksperimentere med billeder, og her kunne jeg meget hurtigt udtrykke mig kreativt med et enkelt click”, siger Lisa Jepsen.

Lisa Jepsen inspireres af meget forskelligt, men især naturen er et sted, hun ofte finder inspiration. I den forbindelse rejser hun meget, og når hun er ude i verden er hun altid på udkig efter steder, hun kan bruge til sine eventyrlige billeder. For nyligt var hun på Island, hvor den storslåede natur var det perfekte bagtæppe for de magiske billeder.

Samtidig fortæller hun, at hun bruger sin kreativitet til at finde og lave kostumerne til billederne.

“Noget laver jeg selv, og andet er købt. Jeg har fundet ud af, at især brugte gallakjoler er gode til at lave kostumer”, siger Lisa Jepsen.

Udover nogle fantastiske billeder har Lisa Jepsen også fået venskaber i både Danmark og udenfor landets grænser. Ifølge Lisa Jepsen er det vildt at opleve, hvordan fantasy ikke kender grænser, og nationale og kulturelle forskelle ikke spiller nogen rolle.

“Når jeg er ude og rejse, skriver jeg ofte i forskellige fantasy-grupper, om der er nogen, der har lyst til at mødes. Nogle gange lykkes det, og jeg oplever generelt, at folk er ekstremt søde og rare”, fortæller Lisa Jepsen.

I skrivende stund har hendes Instagram-konto over 14.000 følgere.

Rolle på Fantasy-festival

Når Esbjerg Fantasyfestival skydes i gang i næste uge, er det naturligvis også med Lisa Jepsen til stede. Udover at være kæmpe fantasy-fan er hun også i praktik ved festivalen, hvor hun blandt andet skal stå for festivalens SoMe-indhold.

“Noget andet som jeg også beskæftiger mig med ved Fantasyfestival er at søge efter magiske steder og fortællinger fra Esbjerg og omegn, hvor jeg blandt andet har talt med museumsinspektør, John V. Jensen, fra Vardemuseerne, som har henvist til nogle præsteberetninger fra 1600 tallet og nogle gamle sagn. Så må vi se, hvad der kan komme ud af det”, fortæller hun.

Det er tiende gang, at der er fantasyfestival i Esbjerg. Lisa Jepsen fortæller, at for hende og andre fantasy-entusiaster er det fantastisk, at en by som Esbjerg kan have netop denne unikke begivenhed, der hylder fantasy.

Del artikel


Top 3 i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien