Liv i Kirkegade: Snart flytter velkendte ansigter ind i tomme lokaler
Snart kommer der nyt liv i de tomme lokaler i kirkegade 12, hvor Emsig plejede at holde til.
Det oplyser Kristoffer Jensen, Trainee fra Nordicals Erhvervsmæglere her i Esbjerg.
Og man har ikke kigget langt for at finde de nye lejere af lokalerne. Det er nemlig frisørsalonen Roots, der rykker ind i de tomme lokaler.
Roots har idag lokaler på den anden side af Kirkegade, så flytningen bliver ikke lang.
Indehaverne af Roots Jeanette Schaffer og Christina Hjulstad samt deres elev ser frem til flytte i nye lokaler.
De oplyser, at det primært er af praktiske årsager, at de rykker forretningen over på den anden side af gaden.
“Det er for at fremtidssikre. Lokalerne er lidt mindre, og vi kommer til at bo billigere”, siger Jeanette Schaffer.
De to indehavere overtager lokalerne til februar, men kan begynde at flytte i uge 3.
“Vi glæder os og tror, det bliver godt. Lokalerne har sjæl og charme, så vi håber, at folk tager godt imod det”, siger Jeanette Schaffer.
Hvornår Roots åbner for den nye salon, ved indehaverne ikke med sikkerhed endnu, men de regner med, at det bliver kort efter overtagelsen.