Løb med røde næser i både Ribe og Esbjerg: Et af de største i landet
Igen i år løbes der for en god sag i Ribe, når Klovneløbet finder sted søndag 31. august.
Men i år kommer det farverige motionsløb også til Esbjerg.
Dagen inden – lørdag 30. august – løbes der nemlig med røde næser i Vognsbølparken.
I Ribe har opbakningen til løbet de seneste år været stor, og arrangørerne håber på en gentagelse.
“Sidste år var der 436 deltagere fra nær og fjern, hvilket gjorde, at løbet var det tredje største i landet. Derudover blev vi nummer ét i flest indsamlede penge med over 63.000 kroner,” fortæller Danny Callesen, der er en af arrangørerne af Klovneløbet i Ribe, i et skriftligt svar.
De indsamlede penge fra Klovneløbet går til Danske Hospitalsklovne.
“Et par af de frivillige arrangører har selv haft enorm glæde af hospitalsklovnene ved indlæggelse af deres børn. Derfor vil vi gerne give lidt tilbage,” skriver Danny Callesen.
I Esbjerg kan deltagerne blandt andet glæde sig til, at Trylle Tim og Kaptajn Vom – som laver seje ballondyr – kigger forbi.
Alle kan være med
Ved Klovneløbet kan alle være med. Det handler ikke om at komme først, men om at få en hyggelig dag og støtte en god sag.
Læs også:
Løb for en god sag: Klovneløb kommer til Esbjerg
Man kan tilmelde sig via Danske Hospitalsklovnes hjemmeside.
I Ribe kan man løbe distancerne 2, 5 og 7 kilometer, og i Esbjerg kan man vælge mellem 1,5 og 3 kilometer.
På dagen får alle deltagere et løbenummer, en rød næse, en vand, en snack og en uforglemmelig oplevelse. Derudover er der en medalje til alle børn.
Klovneløbet i Ribe finder sted ved parkeringspladsen ved Riplay på Sportsvej 8.
I Esbjerg foregår løbet i Vognsbølparken.