Lokalt bryghus står bag festival-øl: Du kan være med til at vælge hvilken
Esbjerg Bryghus og Suset Festival er gået sammen om at lave en officiel Suset Øl, og du kan være med til at vælge hvilken, det skal være.
I juni kan øl-glade esbjergensere smage på tre forskellige bryg hos bryghuset og stemme på deres favorit.
Vinder-øllen kan gæsterne nyde på Suset Festival på bryghusets stade, når den første udgave af festivalen finder sted den 16. og 17. august på Esbjerg Havn.
”Vi er glade og stolte over muligheden for at bidrage til Suset, og være en del af de lokale repræsentanter på festivalpladsen. Og så glæder vi os over at få muligheden for at servere vores øl for gæsterne til Suset”, fortæller brygmester hos Esbjerg Bryghus, Lars Glindemann, i en udsendt pressemeddelelse.
Vinderbryg afsløres
Tobias Kippenberger, der er direktør for Suset Festival, synes, det er vigtigt, at esbjergenserne er med til at sætte deres aftryk på den nye festival.
“Når festivalen løber af stablen i hjertet af Esbjerg, skal der naturligvis kunne smages lokal øl. Derfor er vi virkelig glade for, at Esbjerg Bryghus vil være med til at lave årets Suset Øl, hvor ølelskere endda selv kan være med til at bestemme, hvilken øl de skal dele med vennerne på festivalen”, udtaler Tobias Kippenberger.
Vinderbryggen fra Esbjerg Bryghus bliver afsløret omkring åbningen af festivalen.
Esbjerg Bryghus og ølbar blev grundlagt i 2020 og hører til i det gamle “Carl Graff”-smedeværksted i Jyllandsgade. I de 16 haner er der forskellige specialøl – nogle er fra bryghuset og andre er gæsteøl.