Lokalt rockband er klar med næste kapitel: Nu udsender de nyt album
Det lokale rockband Natskygge fra Esbjerg er klar med nyt materiale.
Den 11. juni udkommer Echo Dreams (Chapter 2), som er næste kapitel i bandets Echo Dreams-trilogi.
Udgivelsen følger op på sidste års Echo Dreams (Chapter 1), hvor Natskygge for første gang udgav musik på engelsk under det nuværende bandnavn.
Læs også: Kun i kort tid: Kendt brand åbner pop up-butik i BROEN Shopping Dengang beskrev bandet selv musikken som en rejse ind i et lydunivers inspireret af gammeldags syrerock, liveindspilninger og starten af 70’erne, men med et strejf af fremtiden.
Nu fortsætter den rejse.
Natskygge består af Thomas Nicolaj Iversen på vokal og bas, Martin Løkkegaard Andersen på guitar og Thomas Bonde Sørensen på trommer og perkussion.
Som trio har bandet fundet et mere direkte og råt udtryk, hvor energien fra øvelokalet og den levende rocklyd er en central del af udgivelsen.
Sidste års kapitel blev indspillet live i L2Recording i Odense og markerede samtidig et nyt musikalsk spor for bandet, der tidligere har udgivet to dansksprogede vinylalbums.
Med Echo Dreams (Chapter 2) bygger Natskygge videre på det univers, der blev åbnet med første kapitel. Et univers med tunge riffs, psykedeliske lag og en klar kærlighed til den frie rockmusik.
For Natskygge handler det ikke om pæn rock eller poleret pop.
Det handler om lyd, nerve og om at skabe noget, der kan mærkes.
Echo Dreams (Chapter 2) udkommer den 11. juni.