Målmandsteamet på plads: Esbjerg Energy henter schweizisk keeper
Der er kommet ro på målmandsposten hos Esbjerg Energy.
Med tilgangen af den 24-årige schweizer Bryan Rüegger er teamet nu komplet, og han skal dele spilletiden med Nicolaj Henriksen i Esbjerg-målet. Det skriver klubben i en pressemeddelse.
Cheftræner Markus Åkerblom har et godt kendskab til den nye keeper.
“Det er en spiller, jeg kender fra min tid i Schweiz. Jeg trænede ham en enkelt sæson, da jeg stod i spidsen for HC Thurgau i den næstbedste schweiziske række. Og han er en spiller, jeg godt kan lide,” fortæller Markus Åkerblom.
Bryan Rüegger har fået sin hockeyopdragelse i EV Zug og har erfaring fra både National League og Swiss League. Cheftræneren ser store kvaliteter i den nye mand mellem stængerne.
“Bryan Rüegger er en atletisk målmand med en professionel indstilling, og han er godt skolet gennem hele karrieren. Han er blevet uddannet af både svenske og schweiziske trænere og bliver en gevinst for holdet,” siger Markus Åkerblom.
Den nye keeper har tidligere været backup i den bedste schweiziske række og har spillet en del kampe i Swiss League, senest for HC Thurgau og HC Fribourg-Gottéron.
Cheftræneren understreger, at det ikke har været afgørende, om Bryan Rüegger har en anden stil eller størrelse end Nicolaj Henriksen.
“Størrelsen har ikke haft betydning. Det har været langt vigtigere, at han er godt skolet, dygtig og i fysisk god form,” afslutter Markus Åkerblom.
Læs også:
Officielt: Her er Jess Thorups nye klub