Mads om bruddet med Det Konservative Folkeparti: “Jeg kunne ikke være den politiker, jeg ville være”

Da Mads Nørholm Pedersen i februar meldte sig ud af Det Konservative Folkeparti og fortsatte som løsgænger i Fanø Byråd, efterlod det både spørgsmål, reaktioner og undren på øen.

Hvorfor forlader han det parti, han netop er blevet valgt ind for?

Hvorfor fortsætter han alene?

Læs også: Han er tilbage: Henrik åbner dørene i Torvegade igen

Hvad siger han til de vælgere, der stemte på ham som konservativ, og nu står med en løsgænger i byrådssalen?

For Mads Nørholm Pedersen var beslutningen ikke pludselig.

Den kom ikke som “lyn fra en klar himmel”, som han selv siger. Den voksede frem kort tid efter valget, hvor noget begyndte at skurre. Først som en fornemmelse. Siden som en erkendelse.

Han havde fået et af de stærkeste personlige resultater i kommunen.

Et mandat, han selv oplevede som stærkt og forpligtende. Men inde i byrådsgruppen følte han ikke, at det mandat kunne få lov til at leve.

“Det var en hård beslutning. Rigtig hård. Men den var velovervejet, og den var også nødvendig,” siger han.

Nu fortæller Mads Nørholm Pedersen for første gang mere åbent om bruddet med Det Konservative Folkeparti, om tvivlen og konsekvenserne, men også om mennesket bag beslutningen: Fanø-drengen, familiefaren, ambulanceredderen og lokalpolitikeren, der insisterer på, at hans værdier ikke har ændret sig, selv om partibogstavet er væk.

“Det kunne ikke få lov til at leve”

Mads Nørholm Pedersen gik ind i byrådet med en klar følelse af ansvar.

147 personlige stemmer. Et stærkt mandat. Ikke bare noget, man har, men noget, man skal leve op til.

Netop den følelse begyndte at arbejde i ham.

Ikke som en konflikt udefra. Men som noget indefra.

“Jeg gik egentlig ind til det med en tro på, at vi kunne bygge videre på det valgresultat sammen. At vi kunne løfte det i fællesskab. Det havde jeg håbet på. Det var også det, jeg gik ind i det med,” siger han.

Men den oplevelse begyndte langsomt at skride.

Ikke fra den ene dag til den anden, men i små ryk.

“Det var ikke sådan, at jeg en dag vågnede op og tænkte, nu går jeg. Det var noget, der byggede sig op. Stille og roligt. Og hvor det til sidst blev tydeligt for mig, at det her, det fungerer ikke, som jeg havde håbet på,” siger han.

Han vender tilbage til det samme igen og igen: ikke politikken, men måden.

“Det var ikke de konkrete sager. Det var ikke sådan, at vi stod på hver vores side politisk hele tiden. Det var mere hvordan vi arbejdede med tingene. Hvordan vi var sammen om det. Hvordan vi greb det an,” forklarer han.

Han tøver et øjeblik, før han fortsætter.

“Og hele forståelsen af det mandat, vi havde fået. Hvordan vi skulle arbejde videre på det. Hvordan vi skulle bruge det. Og hvordan vi skulle kommunikere det ud. Der var vi bare ikke enige,” siger han videre.

For ham blev det ikke længere et spørgsmål om at være uenig, men om at kunne være sig selv i det.

“På et tidspunkt bliver man også nødt til at mærke efter og spørge sig selv: Kan jeg stå inde for den måde, jeg er i det her på? Kan jeg være den politiker, jeg gerne vil være?” siger han så.

Svaret blev til sidst klart. Og det var ikke det, han havde håbet på.

Respekt for partiet – men ikke plads til ham

For Mads Nørholm Pedersen er det vigtigt at slå én ting fast:

Bruddet handler ikke om at tage afstand fra Det Konservative Folkeparti som parti.

“Det var dem, jeg blev valgt ind for. Jeg har stadig stor respekt for partiet. Det ændrer sig ikke, bare fordi jeg ikke er en del af byrådsgruppen længere,” siger han.

Netop derfor var beslutningen heller ikke nem. Tværtimod.

Var det politiske uenigheder, personlige konflikter, eller noget, du endnu ikke har fortalt offentligt, der førte til du forlod partiet?

“Jeg havde håbet på, at det var der, jeg skulle være. At det var der, jeg skulle lægge mit arbejde. Og jeg prøvede også at få det til at fungere. Det gjorde jeg virkelig,” siger han.

Han beskriver et forløb, hvor han forsøgte at finde sig til rette, og få samarbejdet til at fungere. Men hvor han samtidig oplevede, at afstanden blev større. Ikke nødvendigvis i holdninger, men i tilgang.

“For mig handler politik rigtig meget om, hvordan man er i det sammen. Hvordan man arbejder sammen. Hvordan man lytter til hinanden. Og der kunne jeg bare mærke, at vi så forskelligt på det,” siger Mads.

Han stopper op et øjeblik, før han fortsætter mere direkte:

“Jeg følte ikke, at der var plads til den måde, jeg gerne ville være politiker på,” siger han.

Det handler, som han selv formulerer det, om mere end bare beslutninger og stemmer i en sal.

“Det handler også om værdier. Om hvordan man behandler hinanden. Om hvordan man samarbejder. Og der kunne jeg ikke få det til at hænge sammen med den, jeg er,” siger han meget kontant.

Derfor blev det til sidst et spørgsmål om at vælge. Ikke mellem partier. Men mellem sig selv og rollen.

“Jeg vil gerne være et ordentligt menneske og også en ordentlig politiker. På et tidspunkt kunne jeg mærke, at det ikke kunne lade sig gøre i den konstellation,” siger han.

Han understreger, at han bevidst ikke ønsker at gå ind i konkrete detaljer om interne uenigheder eller personer.

“Det er ikke gavnligt for nogen. Og det er heller ikke det, der er vigtigt.”

Det vigtige, siger han, er, at han står ved beslutningen.

Også selvom den kostede.

“Når man først når dertil, så er man også nødt til at tage konsekvensen. Ellers er man ikke ærlig over for sig selv,” forklarer han.

Vælgerne stemte på ham som konservativ

Derfor bliver han også stillet det spørgsmål, han ikke kan komme udenom:

Hvorfor skal vælgerne acceptere, at deres konservative stemme i dag er blevet til en løsgænger?

Det er også her, det bliver sværest.

For uanset forklaringerne, uanset processen, så er der én ting, Mads ikke kan løbe fra:

Der er stadig vælgerne der satte deres kryds ved dig som konservativ kandidat og kan du forstå der sidder vælgere, der føler sig “efterladt” politisk?

Det ved han godt og det anderkender han.

“Ja, det kan jeg godt forstå, hvis nogen er frustrerede. Det kan jeg sagtens. Det ville jeg nok også selv være, hvis jeg stod på den anden side. Jeg har fuld respekt for, at der er nogen, der tænker: “Det var ikke det, vi stemte på.” Og det er også derfor, det her ikke bare er en nem beslutning, for det påvirker andre end mig selv, siger han.

Han lægger ikke afstand til kritikken. Tværtimod tager han den på sig.

Alligevel mener han, at det rigtige for ham var at blive som løsgænger.

Derfor bliver han mødt med spørgsmålet direkte:

Skylder du ikke vælgerne at gå tilbage og bede om et nyt mandat?

“Jeg har fået et stærkt personligt mandat, og det forpligter,” siger han og fortsætter:

“Og jeg føler også, at jeg skylder dem, der har stemt på mig, at blive og arbejde videre, ikke bare trække mig.”

Men de stemte på dig som konservativ. Hvorfor skal de acceptere, at du fortsætter uden partiet?

“Det kan jeg godt forstå, hvis nogen stiller spørgsmål ved,” siger han.

Han holder en kort pause.

Han peger selv på, at lokalpolitik på Fanø ikke kun handler om partier.

“Jeg bilder mig ind, at mange herovre stemmer personligt. De stemmer på den person, de har tillid til. Og det ansvar tager jeg med mig videre,” forklarer han.

Men han understreger samtidig, at det ikke er en undskyldning og han lægger ikke afstand til kritikken.

“Det er ikke sådan, at jeg bare kan sige “det er fint nok”. Jeg er også nødt til at vise, at det ikke er en spild stemme. Det er mig, der skal bevise det nu. Mine holdninger er de samme. Mine værdier er de samme. Jeg rykker mig ikke, bare fordi jeg er gået ud af partiet, men jeg ved også godt, at det ikke er nok at sige. Det skal kunne mærkes i det arbejde, jeg laver,” siger han.

Han overvejede aldrig at forlade byrådet.

“Nej, overhovedet ikke. Jeg synes, det er et sindssygt spændende arbejde, og jeg har stadig lysten og ambitionen. Den er der stadig. Jeg har ikke nogen ambition om bare at sidde tiden ud, jeg vil være på stemmesedlen igen. Og så må borgerne tage stilling til mig der,” siger han klart.

For i sidste ende er det dér, regnskabet skal gøres op, hos vælgerne.

Fra Fanø – mennesket bag politikeren

Mads Nørholm Pedersen er 33 år gammel og er vokset op på Fanø. Bortset fra et enkelt år i Esbjerg har øen altid været hans faste holdepunkt.

“Fanø er hjem og tryghed. Hele min familie er herovre. Mine børn vokser op herovre, og det har nok altid ligget underbevidst i mig, at det var vigtigt, at de skulle vokse op i de rammer,” siger han.

Han er gift og far til to, og familien fylder meget, også i de valg, han træffer politisk.

“Uden min families opbakning ville jeg slet ikke kunne forestille mig det. Den støtte, jeg får fra dem, er uvurderlig,” siger han.

Til daglig arbejder Mads Nørholm Pedersen som ambulanceredder, og før det var han håndværker. Erfaringer, han selv oplever, giver ham noget særligt i politik.

Interessen for politik har fulgt ham længe.

“Den har egentlig altid været der. Helt tilbage fra samfundsfagstimerne i skolen. Det har altid optaget mig, både lokalt og på landsplan. Og for nogle år siden begyndte jeg at følge byrådsmøderne tæt. Der kunne jeg mærke, at jeg sad tilbage med en ærgrelse over, at jeg ikke selv havde stillet op sidste gang,” siger han.

Den følelse blev afgørende.

“Jeg tog den med mig videre og tænkte: Nu gør du det. Hvis man vil ændre noget, så bliver man også nødt til at stille op. Det var en kæmpe overraskelse. Jeg havde slet ikke turdet håbe på det. Men det gav også et kæmpe skulderklap, og gjorde bare, at ambitionerne voksede,” smiler han.

Vil bryde 6-5-tænkningen

Som løsgænger håber Mads Nørholm Pedersen at kunne være med til at bryde det, han oplever som en opdelt politisk kultur på Fanø.

“Jeg håber, man kan mærke den energi, jeg kommer med, og at den kan smitte lidt af på de andre. At det her 6-5 bliver brudt, og at vi kan lave aftaler på kryds og tværs. At tage sådan en svær beslutning har også givet noget styrke. Jeg føler måske, jeg står stærkere end før, og at det kan blive nemmere at nå de kompromisser, som jeg tror på er bedst for Fanø,” siger han.

Netop samarbejdet fylder så meget for ham i dag, at han også ser kritisk på sin egen rolle i tiden efter valget.

Er der beslutninger, du i dag fortryder at have stemt for som partimedlem?

“Hvis der er noget, jeg fortryder, så er det konstitueringen. Der havde jeg stemt for Frank som borgmester i dag. Fanø havde reelt sagt, hvem det skulle være, og der skulle vi nok have været de større og bakket op fra starten,” fortsætter han.

For ham handler det ikke kun om den konkrete afstemning, men om det signal, der blev sendt.

“Det havde været et signal om, at vi ville samarbejde frem for at stille os på hver vores side. Og det er i virkeligheden det, jeg taler for nu,” siger han.

Han lægger ikke ansvaret fra sig.

“Jeg var en del af det, og det må jeg også stå på mål for. Men det er også noget af det, jeg har lært af. Hvis vi skal lykkes politisk herovre, så kræver det, at vi tør række ud til hinanden, også når vi er uenige,” siger Mads Nørholm Pedersen.

Det samme gælder selve bruddet med partiet.

Selvom han står ved beslutningen, erkender han, at processen kunne have været håndteret anderledes, især over for baglandet i Det Konservative Folkeparti.

Her er han ikke i tvivl om sit eget ansvar.

“Ja, det føler jeg faktisk, jeg skylder dem. Vi fejler alle sammen, og det er nok den ting, jeg tager med mig videre. Jeg kunne godt have involveret baglandet mere. Jeg ved ikke, om det havde ændret noget i forhold til min beslutning, men det havde været mere rimeligt over for dem,” erkender han.

For ham handler det derfor ikke om at fortryde beslutningen, men om at stå ved den måde, den blev taget på.

Og det ansvar forsøger han ikke at løbe fra.

Politik med mennesket først

Mads Nørholm Pedersen ser ikke sig selv som en politiker, der tager en rolle på, når han går ind i byrådssalen.

“Jeg tager min person med ind i det politiske. Jeg tager ikke en hat på. Det er ikke sådan, jeg er. Det vigtigste for mig er at holde fast i, hvem jeg er, og være den samme hele vejen igennem,” forklarer han.

Den tilgang præger også den måde, han ønsker at arbejde politisk på.

Hvad er din ambition for din egen politiske fremtid?

De løsninger, han vil arbejde for, ligger især inden for tre områder: sikkerhed, børn og unge, og ældre.

“Vi er nødt til at sikre øen bedre. Digerne er et godt eksempel, det skulle være sket for længe siden, men nu er vi i gang. Samtidig skal det være et trygt sted for børn og unge at vokse op, og vi skal tage os bedre af vores ældre. Vi har et plejehjem, der trænger til en renovering, og det skal ske hurtigst muligt,” siger han.

For ham hænger det hele sammen.

“Politik må ikke bare være konflikter og magtkampe. Vi skal vise, at man godt kan være mennesker i det og arbejde sammen, også når man er uenige. Det er helt okay at være uenig, men man skal kunne skille det politiske fra det personlige,” siger Mads.

“Jeg er på stemmesedlen igen”

Mads Nørholm Pedersen ved endnu ikke, om han fremover skal stille op på en liste eller i et parti. Men én ting er han sikker på.

Han afviser, at ambitionen lige nu handler om landspolitik eller en politisk karriere væk fra Fanø.

“Jeg er på stemmesedlen om fire år. Min politiske lyst og energi ligger meget lokalt herovre. Det er der, jeg vil lægge mit fulde fokus,” siger han.

Når han ser fire år frem, håber han på et mere samlet byråd, fremskridt på digerne, en renovering af plejehjemmet, bedre trivsel for børn og unge, og flere familier på øen.

“Og så håber jeg egentlig bare, at det fungerer. Hvis man kan sige det sådan. Der har hele tiden været en ild tændt, siden jeg tog beslutningen om at stille op. Og den ild er bare blevet stærkere og stærkere,” smiler han.

Og hvis borgerne skal forstå én ting om ham nu, er det ifølge Mads Nørholm Pedersen dette:

“Mine holdninger er de samme. Mine værdier er de samme. Jeg håber, folk stadig ser mig som den Mads, de satte deres stemme på,” siger han.

Det Konservative Folkeparti svarer på kritikken

Det Konservative Folkeparti på Fanø har over for MigogEsbjerg fået mulighed for at forholde sig til de udtalelser, Mads Nørholm Pedersen kommer med i interviewet om samarbejdet, kulturen og tiden op til hans udmeldelse af partiet.

I et skriftligt svar skriver den fungerende formand for vælgerforeningen, Poul Valdemar Nielsen på vegne af bestyrelsen:

“Mads’ beskrivelser af samarbejdet stemmer grundlæggende overens med det billede, bestyrelsen selv har haft gennem længere tid: Udfordringerne handlede ikke om politik, men om arbejdsform, samarbejdskultur og måden, man behandler hinanden på. Det er præcis de forhold, der førte til hans udmeldelse, og som bestyrelsen gentagne gange har forsøgt at løse uden held.

Vi beklager, at det ikke lykkedes at følge vælgernes tydelige signal ved valget. To kandidater fik markant flere stemmer end den der tegner byrådsgruppen, og vi havde forventet, at byrådsgruppen ville inddrage baglandet i arbejdet efter konstitueringen. Det skete ikke. Om det havde ændret forløbet, kan vi ikke vide, men det havde været både rimeligt og i tråd med konservative værdier om ordentlighed og fælles ansvar.

Vi noterer os også Mads’ egen refleksion om, at baglandet burde have været inddraget. Det havde vi gerne set.

Bestyrelsen har handlet loyalt og ansvarligt i en vanskelig situation, og vi deler Mads’ ønske om et samarbejdsklima på Fanø, hvor ordentlighed og respekt er bærende principper.”