MADSEN indtager Esbjerg: Her starter billetsalget
Thyborønsk rockarv vækkes til live af Rasmus Madsen og landets tungeste musikere.
På mandag den 28. april 2025 går billetsalget i gang til en koncert, der allerede nu vækker opsigt og forventning blandt landets rockelskere.
Med hjerteblod og arvestemning indtager Rasmus Madsen og bandet MADSEN scenen på Tobakken den 21. marts 2026 og bringer derved sin fars uforglemmelige musik videre med både respekt og fornyet energi.
Det bliver en stående koncert med mulighed for siddepladser på 2. balkon, når Tobakken i Esbjerg slår dørene op for en aften i Johnny Madsens ånd og i hans søns hænder.
”Han lyder sgu da ligesom sin far”
Sådan lød det fra publikum i Amager Bio i efteråret 2024, da Rasmus Madsen modtog Rockakademiets hæderspris på vegne af sin far, den vestjyske rockpoet Johnny Madsen. Ved samme lejlighed spillede han en række af de største hits sammen med bl.a. Johnny Madsens mangeårige guitarist Knud Møller og publikum var solgt.
Efter sin fars bortgang blev det klart for Rasmus, at musikken skulle leve videre. Med farens ord i baghovedet – “Har du fået styr på tropperne? Fik du Knud med?” – er det nu blevet tid til at tage arven op og føre Madsens musikalske univers videre ud i landet.
Et stærkt line-up og en lokal helt
Rasmus Madsen er selv en af Danmarks mest respekterede guitarister, og med sig har han et band bestående af gamle kendinge fra både Johnnys og hans egen musikalske rejse:
- Rasmus Madsen – vokal & guitar
- Knud Møller – guitar
- N.O. (Niels Ole) Thorning – tangenter
- Niels Kvist – bas
- Casper Mikkelsen – trommer
Bandet er ikke bare en samling af dygtige musikere – det er en musikalsk familie, samlet i kærlighed til sangene, publikum og arven fra Johnny Madsen. Og når MADSEN går på scenen, er det ikke blot en koncert. Det er en hyldest.
En aften på publikums nåde
”Vi tager ud på min fars vilje, på jeres nåde og på vores begejstring,” siger Rasmus Madsen.
”Jeg vil fortsætte der, hvor min far slap. Jeg vil ud at møde hans publikum, og jeg vil ud at stå på skuldrene af den kultur, som han selv har opbygget.”
Med hjemstavnens velsignelse og det danske rockpublikums forventning i ryggen, er der lagt op til en aften, hvor nostalgi og nutid mødes i ægte Madsen-ånd.
Billetsalget starter mandag den 28. april 2025 via Tobakkens hjemmeside. Koncerten er den 21. marts 2026.
Læs også: Stadig billetter i Esbjerg: Grøn præsenterer to nye navne