Mennesket bag krydset hos Danmarksdemokraterne: Kandidater sætter ord på deres Syd- og Sønderjylland
Når danskerne går til folketingsvalg, møder de en stemmeseddel med mange navne.
Nogle er kendte, andre er måske mindre kendte for vælgerne.
Hos MigogEsbjerg vil vi gerne give læserne mulighed for at lære deres stemmeseddel bedre at kende.
Derfor har vi spurgt alle kandidater i Syd- og Sønderjylland om en række spørgsmål, der ikke handler om politiske mærkesager eller Christiansborg, men om mennesket bag navnet.
Vi har blandt andet bedt kandidaterne fortælle om deres forhold til landsdelen.
Hvad de holder mest af ved Syd- og Sønderjylland, hvilke steder der betyder noget særligt for dem, og hvor de tager hen, når de har brug for ro.
På den måde kan læserne få et mere personligt indblik i de mennesker, man kan sætte kryds ved, når der igen skal vælges medlemmer til Folketinget.
Her kan du møde kandidater fra Danmarksdemokraterne som fortæller om deres forhold til Syd- og Sønderjylland.

Kenneth Fredslund Petersen
Kenneth Fredslund Petersen er medlem af Folketinget for Danmarksdemokraterne.
Han er født og opvokset i Rødding i Sønderjylland og har haft et langt arbejdsliv som ufaglært med erfaring fra blandt andet landbrug, transport og industri.
I dag bor han med sin hustru Susanne og har en stor sammenbragt familie med børn og børnebørn.
Hans vej ind i politik begyndte, da hans hustru blev alvorligt syg, og mødet med systemet gav ham et ønske om at engagere sig.
Det førte til lokalt politisk arbejde, en plads i Vejle Byråd og siden til Folketinget, hvor han ønsker at bidrage med erfaringer fra et langt arbejdsliv uden for Christiansborg.
Hvad holder du allermest af ved Syd- og Sønderjylland?
“Engagementet, sammenholdet og troen på, at vores indsats i hverdagen skaber værdi.
Jeg holder også af det sønderjyske sprog og den tillid, jeg altid har oplevet.”
Hvilket sted i landsdelen betyder noget særligt for dig – og hvorfor?
“Rødding.
Det er her, jeg er født og opvokset. Oplevelserne fra barndommen, de første jobs og livet tæt på grænsen har formet mig.”
Hvor tager du hen i Syd- og Sønderjylland, når du har brug for ro eller et pusterum?
“Vadehavet eller Ribe.
En gang imellem også til Årøsund og Kelstrup Strand, hvor jeg har mange minder fra barndommen.”
Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?
“Ringridningsfesterne i Tønder, Aabenraa og Sønderborg.
Og så det sønderjyske kaffebord.”
Hvad gør dig mest stolt, når du tænker på Syd- og Sønderjylland?
“At være sønderjyde.
Vi har en særlig historie med tiden under tysk herredømme fra 1864 til 1920, og i dag har vi et stærkt samarbejde på tværs af grænsen. Det gør mig stolt.”
Hvad mener du, der mangler i Syd- og Sønderjylland i dag?
“Større fokus på landsdelen.
Vi er udfordret af fraflytning, manglende uddannelsesmuligheder og infrastruktur. Der mangler forståelse for de udfordringer.”
Hvad synes du, at resten af Danmark burde opdage ved landsdelen?
“Den smukke natur og dyrelivet ved Vadehavet.
Derudover digerne, Kammerslusen og de mange historiske steder.”
Hvis du skulle vise en besøgende Syd- og Sønderjylland på én dag, hvor ville du så tage dem hen først?
“Ribe.
Danmarks ældste by.”

Karina Adsbøl
Karina Adsbøl er bosat i Syd- og Sønderjylland og har gennem en årrække været engageret i politik.
Hun stiller op til Folketinget for Danmarksdemokraterne med et ønske om at være en stærk stemme for landsdelen og for borgere, der ikke altid bliver hørt. For hende handler politik om at gøre en konkret forskel dér, hvor mennesker lever deres liv.
Hvad holder du allermest af ved Syd- og Sønderjylland?
“Fællesskabet og den særlige mentalitet.
Her møder man mennesker, der står ved deres ord, hjælper hinanden og har begge ben solidt plantet på jorden.”
Hvilket sted i landsdelen betyder noget særligt for dig – og hvorfor?
“Esbjerg er et af de steder.
Byen rummer både historie, udvikling og havets rå styrke. Kolding har også en særlig plads med mange personlige minder.”
Hvor tager du hen i Syd- og Sønderjylland, når du har brug for ro eller et pusterum?
“Jeg søger mod vandet ved Ho og Vejers Strand.
Derudover nyder jeg livet som campist ved Gammelbro Camping.”
Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?
“Lokale byfester, kulturaftener og markeder.
Det er her, man virkelig mærker sammenhængskraften og de frivilliges indsats.”
Hvad gør dig mest stolt, når du tænker på Syd- og Sønderjylland?
“Vores historie og evnen til at stå sammen.
Det giver en særlig robusthed og identitet.”
Hvad mener du, der mangler i Syd- og Sønderjylland i dag?
“Bedre infrastruktur og flere lokale uddannelsesmuligheder.
Vi skal sikre udvikling og gode rammer for både unge og erhvervsliv.”
Hvad synes du, at resten af Danmark burde opdage ved landsdelen?
“Den innovation og erhvervsdrift, der findes her.
Vi er en drivkraft inden for både energi, industri og iværksætteri.”
Hvis du skulle vise en besøgende Syd- og Sønderjylland på én dag, hvor ville du så tage dem hen først?
“En tur til Vesterhavet.
Herefter forbi Mennesket ved Havet, Koldinghus og videre gennem landsdelen med natur, historie og fællesskab.”

Patrick Culmsee-Bryhl
Patrick Culmsee-Bryhl er opvokset på Aabenraa-egnen og har stærke rødder i det sønderjyske.
Han arbejder som sergent i Forsvaret og er i gang med Hærens Officersskole, samtidig med at han er landsformand for Danmarksdemokraternes Ungdom.
Som 27-årig stiller han op til Folketinget for Danmarksdemokraterne med et ønske om at give Syd- og Sønderjylland en stærkere stemme i den nationale debat.
Hvad holder du allermest af ved Syd- og Sønderjylland?
“Vores kultur, vores sprog og vores særlige væremåde.
Det at være sønderjyde er ikke bare et tilhørsforhold, det er en følelse og et fællesskab.”
Hvilket sted i landsdelen betyder noget særligt for dig – og hvorfor?
“Aabenraa og Sjellerup.
Det er her, jeg har mine rødder, og hvor jeg finder ro. Det er steder, der har formet mig.”
Hvor tager du hen i Syd- og Sønderjylland, når du har brug for ro eller et pusterum?
“Ud i naturen.
Til vandet, marsken eller skovene, hvor der er plads til stilhed og eftertanke.”
Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?
“Julen i Sønderjylland og julen på Krusmølle.
Og ringriderfesterne, hvor fællesskabet virkelig blomstrer.”
Hvad gør dig mest stolt, når du tænker på Syd- og Sønderjylland?
“Vores historie og kulturarv.
Genforeningen i 1920 og det valg om at være danske lever stadig i os.”
Hvad mener du, der mangler i Syd- og Sønderjylland i dag?
“En større anerkendelse.
Vi skal ikke ses som udkant, men som en vigtig del af Danmark.”
Hvad synes du, at resten af Danmark burde opdage ved landsdelen?
“Vores levevis, traditioner og fællesskab.
Oplev et sønderjysk kaffebord eller ringridning, så forstår man det.”
Hvis du skulle vise en besøgende Syd- og Sønderjylland på én dag, hvor ville du så tage dem hen først?
“En tur på Gendarmstien fra Padborg langs kysten.
Eller til Vadehavet ved Tønder, hvor naturen virkelig kan mærkes.”