Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Millioner til kulturen i nyt budgetforlig: Men varige tilskud må vente

DSC5628
Borgmester Jesper Frost Rasmussen, da han indviede den nye skulpturgård på Esbjerg Kunstmuseum i efteråret 2025. Arkivfoto: Fjodor Pedersen.

Der bliver både til kunst, musik, teater, festivaler, biblioteker og lokale kulturmiljøer i det budgetforlig for 2027-2030, som blev indgået torsdag mellem alle byrådets partier bortset fra Dansk Folkeparti og Enhedslisten.

Forligspartierne, der udgøres af 26 ud af byrådets 31 medlemmer, fremhæver i aftalen kultur- og fritidslivet som en vigtig del af både livskvaliteten, sammenhængskraften og kommunens evne til at tiltrække borgere og besøgende.

Det følges op af en lang række konkrete bevillinger – fra 32.000 kroner til Ribe Kulturnat til 18,6 millioner kroner, der reserveres til en fremtidig løsning for Sædding Bibliotek og Mødestedet.

Men selv om der bliver delt penge ud til mange aktører, er der en væsentlig begrænsning: Flere kulturinstitutioner og arrangører havde søgt om varige driftstilskud. Det ønske har forligspartierne ikke imødekommet.

I stedet gives hovedparten af de nye driftstilskud for en periode på to år.

Bag budgetforliget står (bagerst fra venstre) Mikkel Ammitzbøll, Socialistisk Folkeparti, Michael Harbøll, Demokratilisten - Esbjerg Kommune, Anne Marie Geisler Andersen, Radikale Venstre, Peter Nikolajsen, Liberal Alliance, Maria Høj Pedersen, Venstre, May-Britt Andrea Andersen, Det Konservative Folkeparti, Jesper Frost Rasmussen, Venstre, Frederik Vestergaard Jørgensen, Socialdemokratiet, Susanne Dyreborg, Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg. Foto: Esbjerg Kommune.
Bag budgetforliget står (bagerst fra venstre) Mikkel Ammitzbøll, Socialistisk Folkeparti, Michael Harbøll, Demokratilisten – Esbjerg Kommune, Anne Marie Geisler Andersen, Radikale Venstre, Peter Nikolajsen, Liberal Alliance, Maria Høj Pedersen, Venstre, May-Britt Andrea Andersen, Det Konservative Folkeparti, Jesper Frost Rasmussen, Venstre, Frederik Vestergaard Jørgensen, Socialdemokratiet, Susanne Dyreborg, Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg. Foto: Esbjerg Kommune.

600.000 kroner ekstra til Esbjerg Kunstmuseum

En af de største umiddelbare bevillinger på kulturområdet går til Esbjerg Kunstmuseum, der får et ekstra driftstilskud på 600.000 kroner årligt i 2027 og 2028. Pengene skal blandt andet gøre det muligt at øge bemandingen.

Også Spillestedet Tobakken får del i budgetmidlerne. Her afsættes 539.500 kroner i 2027 til at udvide spillestedets publikumskapacitet.

Esbjerg Sangakademi får sit driftstilskud forhøjet med 276.400 kroner i hvert af de kommende to år, mens Esbjerg Kammermusik Festival får 80.000 kroner årligt i samme periode.

Fuzzfestival får 75.000 kroner om året i to år, og Folk & Fæstival tilgodeses med 250.000 kroner årligt i 2027 og 2028.

Derudover får den nye forening Skumklang et anlægstilskud på samlet 65.000 kroner til blandt andet lyd- og videoudstyr samt et driftstilskud på 65.000 kroner i 2027 og 70.000 kroner i 2028.

Så meget bruger Esbjerg på kultur

De seneste samlede tal fra Danmarks Statistik viser, at Esbjerg Kommune i 2025 budgetterede med 161,4 millioner kroner til kultur.

Sammenholdt med kommunens nettodriftsbudget for 2027 på 6,789 milliarder kroner svarer det til cirka 2,4 procent. Da beløbene stammer fra forskellige budgetår, skal procenten læses som et pejlemærke for kulturens økonomiske vægt – ikke som en præcis opgørelse for 2027.

Esbjerg Kommune bruger ca. 600 til 700 kr. pr. indbygger om året på rent kulturdrivende formål (såsom museer, musik, teatre, kunst og lokalhistoriske arkiver).

Flere børn skal møde kunsten

Børn og unges adgang til kultur er også blevet prioriteret i aftalen.

Fra 2028 afsættes 275.000 kroner årligt til at udvide Den Ny Operas skoleteaterordning. Dermed er der lagt op til, at flere skoleelever kan få en professionel scenekunstoplevelse som en del af deres skolegang.

Inge Merete Kjeldgaard, direktør for Esbjerg Kunstmuseum, kan budgettere med 600.000 kroner ekstra i de kommende to år. Arkivfoto: Fjodor Pedersen.
Inge Merete Kjeldgaard, direktør for Esbjerg Kunstmuseum, kan budgettere med 600.000 kroner ekstra i de kommende to år. Arkivfoto: Fjodor Pedersen.

Samtidig oprettes en transportpulje på 750.000 kroner årligt i 2027 og 2028. Puljen skal gøre det lettere for skoleelever fra hele kommunen at besøge kulturinstitutioner – også når afstanden og udgiften til buskørsel ellers kan være en hindring.

Børn & Skoleudvalget får til opgave at fastlægge, hvordan transportpengene skal anvendes.

Ny kulturpulje fra 2029

At flere af bevillingerne udløber efter to år, betyder ikke nødvendigvis, at støtten derefter forsvinder.

Fra 2029 oprettes en ny kulturpulje på 1,5 millioner kroner om året. Kultur & Fritidsudvalget skal fastlægge kriterierne og afgøre, hvilke kulturelle aktiviteter og initiativer der skal have del i pengene.

Puljen skal ifølge budgetaftalen blandt andet gøre det muligt at yde mere langsigtet støtte. Samtidig skal udvalget gennemgå hele kommunens puljestruktur på kulturområdet og se på samspillet mellem den nye pulje og de eksisterende ordninger som Strakspuljen, Græsrodspuljen og Mikroeventpuljen.

Kulturaktørerne får dermed ikke sikkerhed for varig støtte nu, men fra 2029 får de en ny pulje at søge.

Fuzztival - græsrodsfestivalen med fokus på den tunge musik, som Thomas Bonde Sørensen (th) og Bo Sejer står bag. Pressefoto.
Fuzztival – græsrodsfestivalen med fokus på den tunge musik, som Thomas Bonde Sørensen (th) og Bo Sejer står bag. Pressefoto.

18,6 millioner kroner til Sædding

Den største enkeltstående reservation på det egentlige kulturområde er de 18,6 millioner kroner, der placeres i anlægsbudgettet for 2030 til en fremtidig løsning for Sædding Bibliotek og Mødestedet.

Begge tilbud holder i dag til i Sædding Centret, der står foran en lukning. Forligspartierne slår fast, at biblioteket og mødestedet skal kunne fortsætte i nærområdet.

Pengene kan rykkes frem, hvis forholdene omkring centrets fremtid bliver afklaret tidligere, og der ligger et konkret projekt klar.

Dermed er der endnu ikke truffet beslutning om, hvor biblioteket og mødestedet skal placeres, eller hvordan den fremtidige løsning skal se ud. For nyligt er forvaltningen dog kommet med et konkret forslag til en ny placering.

Med til historien hører, at Esbjerg Kommune forventer en indtægt ved salg af de lokaler, hvor Sædding Bibliotek og Mødestedet i dag er placeret.

Fyrskib får reservation – og Museum Vest en garanti

Der reserveres også to millioner kroner i 2030 til Museum Fyrskib. Pengene kan blive frigivet, når Fonden til Bevarelse af Motorfyrskib Nr. 1 har skaffet den resterende fondsfinansiering og egenfinansiering og sender en ny ansøgning til kommunen.

Museum Vest tilbydes samtidig en kommunegaranti til en kassekredit, der skal dække det forventede driftstab i forbindelse med ombygningen af museumsbygningen.

Museumsfyrskib no. 1. Foto: Bjarne Andersen.
Museumsfyrskib no. 1. Foto: Bjarne Andersen.

Ribe Kunstmuseum får 150.000 kroner til ny skiltning, mens der afsættes 139.300 kroner til parkeringspladser ved Vadehavscentret.

Kommunens kunstsamling i det offentlige rum får fremover 300.000 kroner årligt til vedligeholdelse. Hertil kommer 200.000 kroner om året til Arkivudvalget, som støtter kommunens lokal- og sognearkiver.

I 2028 er der desuden afsat 577.100 kroner til opstilling af en skulptur med navnet Esepiger.

Også penge til kultur uden for Esbjerg

Budgetaftalen fordeler kulturmidlerne over hele kommunen.

Ribe Kulturnat får sit driftstilskud forhøjet med 32.000 kroner årligt i to år, og Ribe Børnefestival får 125.000 kroner om året i samme periode.

I Bramming får Kosmorama 300.000 kroner årligt i to år til en baggårdsfestival. Biografens almindelige driftstilskud forhøjes samtidig med 187.100 kroner om året i 2027 og 2028.

Der afsættes desuden 65.000 kroner i 2027 til sportslig og kulturel udvikling af området ved Idræts Allé i Bramming, mens Bramming Byfest får et engangstilskud på 200.000 kroner til sit 60-årsjubilæum.

Letter byrden for foreningerne

Budgetaftalen indeholder også en mindre synlig, men potentielt vigtig ændring for kommunens foreninger.

Fremover skal foreninger ikke betale byggesagsgebyrer i forbindelse med arrangementer. Formålet er at mindske de administrative og økonomiske barrierer for frivillige og lokale ildsjæle.

Forligspartierne er samtidig åbne for at undersøge, om virksomheder kan få de samme vilkår.

Samlet set sender budgetforliget dermed flere millioner kroner ud til kommunens kulturliv. De næste to år byder på en bred vifte af konkrete tilskud, mens den mere langsigtede finansiering først skal finde sin form gennem den nye kulturpulje fra 2029.

Udvalgte kulturbevillinger

  • Esbjerg Kunstmuseum: 600.000 kr. ekstra årligt i to år
  • Spillestedet Tobakken: 539.500 kr. til øget publikumskapacitet
  • Esbjerg Sangakademi: 276.400 kr. ekstra årligt i to år
  • Den Ny Opera: 275.000 kr. årligt fra 2028
  • Folk & Fæstival: 250.000 kr. årligt i to år
  • Esbjerg Kammermusik Festival: 80.000 kr. årligt i to år
  • Fuzzfestival: 75.000 kr. årligt i to år
  • Ribe Børnefestival: 125.000 kr. årligt i to år
  • Bramming Kosmorama: 300.000 kr. årligt til baggårdsfestival og 187.100 kr. ekstra i driftstilskud i to år
  • Ny kulturpulje: 1,5 mio. kr. årligt fra 2029
  • Sædding Bibliotek og Mødestedet: 18,6 mio. kr. reserveret i 2030
  • Museum Fyrskib: 2 mio. kr. reserveret i 2030
  • Kunst i det offentlige rum: 300.000 kr. årligt
  • Lokal- og sognearkiver: 200.000 kr. årligt
  • Transport til kulturinstitutioner: 750.000 kr. årligt i to år

Del artikel

Korte videoer

 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien

Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.