Mjød-mirakel: Guld til Tarp i international konkurrence
Claus Jørgensen er brygmester i Tarp – en lille forstad til Esbjerg. Han har specialiseret sig i at lave mjød.
Det gør han faktisk rigtig godt. Så godt, at han netop har vundet en guldmedalje ved en international konkurrence i Lyon, Frankrig, hvor føde- og drikkevarer af høj kvalitet bliver bedømt og præmieret.
”Vi har faktisk ikke vundet en international konkurrence siden 2016, så jeg er da stolt over at være i lige præcis dét selskab. Jeg er jo nok en smule frankofil – jeg elsker hvidvin og cognac – så det gør det da ikke mindre sjovt at vinde guld i en Fransk konkurrence,” siger Claus Jørgensen med et smil.
Og det er langt fra første gang, han modtager hæder. Hans mjød har allerede vundet adskillige danske priser. Men den franske guldmedalje betyder lige lidt ekstra.
Læs også:
Drøm for slikmunde: Fyldte fristelser og caféhygge på vej
”Det startede med, at nogle venner kom med noget mjød. Vi smagte det og syntes, det smagte forfærdeligt. Men det burde jo smage godt. Så jeg droppede øl og begyndte at nørde mjød i stedet. Jeg måtte simpelthen lave det så godt, at det også kom til at smage godt,” fortæller Claus Jørgensen.
Med guldmedaljen fra Lyon i hånden er der ingen tvivl – Claus Jørgensen har knækket koden til at forvandle mjød fra middelalderdrik til prisvindende nydelse.
Tarp Bryggeri producerer i dag omkring 35.000 flasker årligt. Det, der i starten skulle være en rolig aftægtsstilling efter salget af en it-virksomhed, er blevet til en fuldtidsbeskæftigelse.
Og så længe han vinder guld for sine produkter, er der ingen planer om at trække sig tilbage. Tarp Bryggeri vandt guld for Freja Ribsmjød.