Mød Nicolaj Aarøe: Manden med hjertet i Esbjerg og blikket mod fremtiden
Når du møder ham, minder Nicolaj Aarøe ikke om en lokalpolitiker eller viceborgmester fra Esbjerg.
Han minder mere om en tjekket foretningsmand fra storbyen, med styr på tingene i livet og hjertet på det rette sted.
Når han så smider solbrillen, tager en dyb indånding og først går i gang med at tale, så har du en ung mand med styr på livet og en dyb passion for både mennesker og miljø – og stærke meninger.
MigogEsbjerg har været på rundtur i byen, som Nicolaj Aarøe mærker helt ind i hjertet.
I de lokaler medier er han kendt for at engagere sig i politiske emner, der ligger ham tæt på hjertet, samtidig med at han bevarer en personlig varme, der gør ham tilgængelig og relaterbar for dem, han møder.
Og lige når vi står foran ham, midt i rummet i hans elegante kontor i Kirkegade, ved siden af gaden, hvor han i øvrigt selv er vokset op, kan vi mærke der er højt til loftet og en varme fra efterårssolen ind af vinduet, og så føles det som om, at vi skal mødes med en god ven til kaffe og gåtur.
Rødder i Esbjerg og kærligheden til lokalsamfundet
Nicolaj Aarøe er født og opvokset i Esbjerg, og det har formet hans politiske tilgang på mange måder, når han ser tilbage.
Han beskriver byen som en del af sin identitet, og den lokale kultur og fællesskab er noget, han sætter stor pris på.
Det er også derfor han har valgt at bosætte sig i hjertet af Esbjerg, fordi han elsker byen, og han er storforbruger af den.
“Selvom vi skal have hus på et tidspunkt, så kan jeg bare godt lide at bo i byen i vores lejlighed. Være tæt på livet og være tæt på alt. Vi bruger byen rigtig meget, og vi elsker at gå turer i både parkerne, ved havnen og i midtbyen. Det er helt unikt det, vi har her,” fortæller Nicolaj Aarøe.
Nicolaj Aarøe og hans kæreste Caroline nyder at bruge de forskellige restauranter og cafeer, Esbjerg har at byde på.
Og de har prøvet alt, hvad Esbjerg efterhånden kan og nyder at have forskellige muligheder. Om det er let og hurtig mad eller det er mere finere madoplevelser, så mener han, at Esbjerg er vækstet stort de sidste 10 år på den del og virkelig formår at holde en flot standard.
“Jeg har faktisk lige haft besøg af Niels Ralund. Han er E-handelsdirektør ved Dansk Erhverv, og han ved alt om butikshandel, og det var mega spændende at have ham i Esbjerg. Han sagde, vi lå lige over og klarede os godt i forhold til butiksdød, og han mente, det var ganske udemærket, og han havde været rundt og tale med forskellige virksomheder i byen.
Det var fedt og høre. Han mente dog, at vores gågade er alt for lang, og det er der jo delte meninger om, men udover det, så er Esbjerg med i forhold til de udfordringer der er derude, men man skal sørge for at være til stede på nettet,” fortæller Nicolaj Aarøe.
Og Esbjergs udvikling er også en af hans store mærkesager, og han kæmper for at bevare byens særegne karakter, samtidig med at den skal moderniseres for at følge med tiden.
Han er godt klar over, at midtbyen har meget mere potientiale, og når snakken falder specielt på midtbyen og området omkring Skolegade, ser han bestemt en mulighed i at kunne gøre noget andet trafikalt.
“Mit forhold til Skolegade er specielt forbundet med min ungdom, min gymnasietid og afterparty på A-bar, men det er et dejligt sted og kunne være, og jeg kan stadig godt lide at komme her på de forskellige værtshuse en sjældent gang imellem.
Men gaden har bestemt noget mere potientiale, og den mangler, at politikerne og kommunen tør gøre noget andet trafikalt.
Der har været snak om flere gange at lukke en del af i et forsøg, og jeg er bestemt fortaler for, man gør noget. Jeg ved, der er en proces i gang, og jeg tror det er en positiv proces, vi ser ind i,” fortsætter Nicolaj Aarøe.
Torvegade er også en af de gader, der har skabt noget helt specielt i Esbjerg.
“Torvegade er en dejlig gade, som har fået sit helt eget liv og er blevet mega populær som sivegade. Og det er så fedt. For den snak om at butikker ikke kan trives uden at ligge i en gågade, det ser vi her, det sagtens kan lade sig gøre.
Det der med nicheforretninger, specialforretninger, kombineret med noget andet, det har altså en berettigelse. Og det vi kan se, det virker. Og at biler lige hurtigt kan “droppe ind” og hente noget mad eller købe lidt tøj,” smiler Nicolaj Aarøe.
Nicolaj Aarøe ser det som sin mission at sikre, at Esbjerg forbliver en by, hvor folk trives, både økonomisk og socialt. Han drømmer om at gøre Esbjerg til et grønt forbillede for andre byer, hvor innovation og bæredygtige løsninger er en naturlig del af byens udvikling.
Jeg elsker at komme hjem forbi byskiltet i Esbjerg
Og når snakken falder på Esbjerg og hvad byen kan, er Nicolaj Aarøe slet ikke i tvivl om, hvorfor han bor her.
“Altså, der er virkelig sket noget i Esbjerg. Jeg har selv boet i København i 3 år, som også kan meget. Jeg elsker København og tager gerne derover en forlænget weekend, men så vil jeg også gerne hjem igen. Jeg elsker at komme hjem forbi byskiltet, så er jeg sådan helt glad,”griner Nicolaj Aarøe.
Når vi spørger Nicolaj Aarøe som privatperson om, hvorfor man skal vælge Esbjerg til, så lyser han op. Esbjerg er en lille storby med et sprudlende foreningsliv og et bredt udvalg af sportsaktiviteter – der er nærmest ikke den sport, man ikke kan gå til her. Byen har både muligheder for at bo på landet og i centrum, hvilket giver den unikke kombination af naturens ro og storbyens puls. Det er en by med masser af tilbud, men som stadig bevarer en tæt forbindelse til sine industrielle rødder. Mange associerer stadig Esbjerg med fiskeri, men byens potentiale rækker langt ud over det.
“Helheden er stærkt undervurderet og noget, vi ikke er gode nok til at få talt op. Du får en lille storby og opland, og du har lidt af det hele. Der er masser af arbejdsmuligheder, og der er egentlig gode pasningsmuligheder, nogle rigtig gode skoler, god natur og nogle fornuftige priser på husene.
Jeg plejer altid joke med, at det er nemmere at få folk fra Holland til at flytte til Esbjerg end fra Kolding. Folk fra udlandet synes, det er en mega fed by. Vi skal selv tage et ansvar for noget “bystolthed“. Og prøve at få talt byen op.” fortsætter Nicolaj Aarøe.
Et pragmatisk livssyn og livet som viceborgmester
På det personlige plan er Nicolaj Aarøe kendt for sit pragmatiske livssyn.
Han mener, at forandringer bedst sker ved at møde mennesker, hvor de er. Det betyder, at han arbejder for at finde løsninger, der er realistiske og opnåelige frem for idealistiske mål, der ikke kan føres ud i livet.
“Jeg føler, at når man har både evnerne og muligheden, så bør man tage ansvar for sine omgivelser. Jeg stod netop i den situation, da jeg vendte hjem efter en periode væk. Jeg er vokset op med politik og har altid fundet det dybt interessant. Under min tid i København var jeg aktiv i Konservativ Ungdom, hvor jeg arbejdede som landsekretær for landsorganisationen. Her havde jeg ansvar for omkring 60 lokalforeninger og 3.000 medlemmer og var i tæt kontakt med Christiansborg. På et tidspunkt blev det dog for meget, og jeg følte mig træt af hele det politiske spil.
Da jeg flyttede hjem igen, valgte jeg derfor at tage en anden vej og blev shipping- og speditørelev ved Scan-Shipping på havnen. Det føltes som et nødvendigt skridt væk fra politik, selvom det stadig er en del af mig”, siger Nicolaj Aarøe.
Han havde egentlig lagt politik på hylden, efter at han blev shippingelev, men så tog den lokale vælgerforening fat i ham. De kendte ham godt fra tidligere, så de spurgte, om han ikke ville stille op for Konservative.
Han tøvede lidt, men tænkte, at det kunne han da godt prøve. Det hele begyndte stille og roligt, men hurtigt fik han lyst til at gøre mere.
Noget, der også påvirkede ham, er opvæksten med en lillesøster med Downs syndrom. Det gav Nicolaj Aarøe et indblik i, hvor svært systemet kan være, og hvordan det ofte ikke tager hensyn til borgerne. Han havde en masse ting, han var utilfreds med og ville ændre, og det blev drivkraften.
“Til min store overraskelse fik jeg et rigtig godt valg og endte som den sjette mest stemte i byrådet. Det var en vild oplevelse, og jeg forstod næsten ikke, hvad der skete. På valgaftenen blev jeg endda spurgt, om jeg ville være Viceborgmester. Jeg tænkte bare, “Hvad sker der her?” Jeg husker, da jeg vækkede min kæreste, da jeg kom hjem fra rådhuset klokken fire om natten. Så jeg sagde, “jeg er blevet Viceborgermester” og så kiggede hun bare på mig og sagde, “hvad snakker du om?”
Men jeg sagde ja til det. Så nu fungerer jeg som stedfortræder for borgmesteren, når han er væk. Det har været en spændende rejse ind i politik igen,” smiler Nicolaj Aarøe.
Familien som fundament
Privat er Nicolaj Aarøe et familiemenneske, der sætter stor pris på tid med sine nærmeste.
Han finder ro og balance i sin familie og venner, som giver ham det nødvendige frirum til at kunne tage de store politiske beslutninger. Det nære liv og den tætte relation til familien og vennerne har givet ham et solidt fundament, hvorfra han henter styrken til at tackle hverdagens politiske udfordringer.
Når snakken falder på, om han nogensinde fortryder at været gået tilbage i politik, så tøver han lidt. For selvfølgelig er det ikke altid fedt i politik, og det er ikke alting, der går hans vej.
“Jeg haft nogle overvejelser, fordi man har en masse gode ting kørende for sig selv med egen virksomhed, og det er jeg glad for. Men jeg kan også bare mærke, at dét her er med hjertet. Det er det virkelig. Det er ikke et spørgsmål om indflydelse og pengene, og det er ikke derfor jeg er i poltik. Det er personligt. Og det er også derfor, jeg heller ikke har nogen ambitioner om Folketinget.
Men jeg overvejer nogle gange, om det virkelig er det værd? Fordi der er da dage, der er lidt tungere end andre. Hvor det er uagtet, hvilken beslutning du træffer, så møder du kritik. Men igen, det er det værd, fordi man ser en forskel, og det er et kæmpe drive,” forklarer Nicolaj Aarøe.
Nicolaj Aarøes personlige rejse, både i politik og i livet generelt, er et eksempel på, hvordan stærke værdier og en klar vision kan danne grundlag for både personlig og professionel udvikling. Og han er sikker på det bringer ham langt.
Fremtidsvisioner, håb og kærligheden til byen
Nicolaj Aarøes personlige livssyn handler om at skabe en bedre fremtid, ikke kun for Esbjerg, men for hele landet. Han tror på, at politisk engagement skal være drevet af et dybt ønske om at gøre verden til et bedre sted, og hans politiske visioner bygger på håb og troen på forandring.
Hvis han ikke er politiker om fem år, så drømmer han om at fortsætte livet som selvstændig og stadig være i gang med at vækste og lave foretninger. For det gør ham glad. Og hvis han skulle bo andre steder end Esbjerg, så kunne drømmen godt være et smut over Atlanten og prøve USA.
Men Esbjerg er stadig der hans hjerte hører til.
Og for ham er det vigtigt, at vi hepper på dem, der tør tage springet og gøre noget og sammen taler Esbjerg op.
“Hvis der er noget der er noget lort, så gør noget ved det,” som han siger. For han er træt af folk der brokker sig uden at gøre noget og tage ansvar.
“Jeg har stor respekt for dem, der tager springet fra en sikker fuldtidsstilling og vælger at tage chancen, som jeg selv. Danmark er kendt som et lønmodtagerland, hvor det ofte er det mest komfortable valg at tage en fast løn og arbejde i en fast stilling i en virksomhed, organisation eller i den offentlige sektor.
Det er trygt og sikkert. Men det kræver noget særligt at turde tage springet og starte som selvstændig. Det indebærer en risiko, men det er en risiko, jeg beundrer, fordi det viser mod og vilje til at skabe noget eget i stedet for blot at følge strømmen,” siger Nicolaj Aarøe.
Hans personlige rejse er en, der viser, at politik ikke kun handler om love og paragraffer, men også om mennesker, værdier og en vision for fremtiden.
Og inden snakken og gåturen med Nicolaj Aarøe slutter i det, som han betegner som sin by, så runder vi lige hjørnet af Jyllandsgade, med udkig til havnen og som han står der, kan han ikke andet end at blive stolt.
“Jeg er esbjergenser helt ind i hjertet, og jeg er så stolt af byen og det potientiale, vi har. Havnen, byen og vandet. Vi har alt det fede lige her, og jeg er bare den type, der bliver begejstret over at fortælle andre om byen. Jeg kan ikke styre det,” griner Nicolaj Aarøe.
For Nicolaj Aarøe er politik ikke bare et job – det er en livsstil og en måde at forme verden på, og så elsker han at bo i Danmarks femte største by.
“Jeg gør det, fordi jeg tror på at skabe en reel forskel. For ni år siden gik Frederik Bloch Münster og jeg rundt og drømte om at forbedre vores lokalområde, med flere uddannelser og muligheder for Esbjerg.
Vi anede ikke, at vi rent faktisk ville få indflydelse – at vi ville blive valgt og få chancen for at gøre noget ved de ting, vi brændte for. Nu står han på TV som politisk ordfører, og jeg er på rådhuset som Viceborgmester, med en chance for at skabe forandring.
Når du først får indflydelse, er det et spørgsmål om, hvordan du bruger den. Det tager tid at lære systemet at kende, men selvom det kræver hård hud, er det det hele værd. At være sig selv er det vigtigste – det er noget, jeg altid har holdt fast i” slutter Nicolaj Aarøe.