Mød spidskandidaterne: Direkte dialog med vælgerne
Debatten rykker tæt på, når Sædding Centrum i morgen, onsdag den 5. november lægger hus til en lokal valgaften forud for kommunalvalget den 18. november.
Her får borgerne mulighed for at møde de politiske partier og deres spidskandidater, stille spørgsmål og høre om visionerne for både Esbjerg Kommune og området omkring Sædding og Fovrfeld.
Lokal debat i øjenhøjde
Arrangementet finder sted i Mødestedet i Sædding Centret med start klokken 19.00.
Aftenen indledes af Lise Retbøll, som byder velkommen på vegne af lokalrådet, hvorefter tidligere redaktør på, Niels Hansen, tager over som ordstyrer.
Herefter vil partiernes repræsentanter, herunder spidskandidater fra blandt andet Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten og flere øvrige lister, give hver deres korte oplæg om, hvordan de ser kommunens og lokalområdets udvikling de kommende fire år.
Når præsentationerne er afsluttet, bliver salen åbnet for spørgsmål fra publikum, der får mulighed for at gå i dialog med kandidaterne om lokale mærkesager og konkrete ønsker til fremtiden.
Materiale og politiske møder
Fra klokken 18.00 kan partierne lægge valgmateriale frem ved borde i gangarealet foran Mødestedet, og borgerne kan benytte tiden inden debatstart til at hente foldere og hilse på kandidaterne.
Partiernes repræsentanter tager plads i panelet senest klokken 18.55, og arrangementet forventes at slutte omkring klokken 21.30.
Valgaftenen er åben for alle interesserede, og lokalrådet håber på stor deltagelse, når valgkampen for alvor rykker ud i bydelen og tættere på vælgerne.