Esbjergs rap-legender: Bumsestilen er tilbage

Der er bands, der forsvinder sporløst.

Og så er der Bumsestilen – de vestjyske hiphophoveder, der burde være bukket under for længst, men som i stedet er blevet stående i stormen.

Ikke fordi de skulle. Ikke fordi de kunne lade være. Men fordi… hvad fanden skulle de ellers?

“Det kunne lige så godt være gået helt galt,” siger Thomas T. med et grin, der kun kommer fra folk, der har kigget tomme bandkasser, tabte pladekontrakter og alle tænkelige bump på vejen i øjnene – og stadig står oprejst.

De startede i en tid, hvor hiphop var noget, man smuglyttede på kassettebånd i et rækkehuskvarter i Esbjerg.

Der var ingen Spotify. Der var ikke engang en CD-afspiller i hvert hjem. Der var bare drømme, en pladespiller og en pick-up-arm, de smadrede, fordi de troede, det var sådan, man scratcher.

“Vi anede ikke, hvad vi lavede. Vi sad med to båndoptagere og gentog 20 sekunder af et trommebreak i timevis. Det var svedigt, grimt og helt perfekt,” husker Thomas.

De mødtes midt i graffitien og metal-trommerne

Busse var et metalbarn. Trash og death metal. Men en dag hørte han Run DMC med Aerosmith, Rockers By Choice og MC Einar, og hele lortet smeltede sammen til noget nyt. Ad omveje og gennem skatere og graffitimalere får han nummeret til Thomas, og så var kursen sat.

“Vi klingede bare med det samme. Vi malede vægge, hørte beats og drømte om, at nogen, et eller andet sted, ville opdage os,” siger Busse.

De begyndte at dukke op til alle de jams, de kunne finde. Kolding, Odense, København – whatever. Bare der var en mikrofon og nogen, der gad lytte.

DM i Rap 1999 – en kæmpe fest, de aldrig udnyttede

“Vi stod der som jyske knægte i København og vandt hele lortet. Og så… ja, så gjorde vi ikke rigtigt noget ved det,” siger Thomas og læner sig tilbage, som om han stadig kan mærke vægten af den uforløste sejr.

De kunne have gået kommercielt. Kunne have ringet rundt til pladeselskaber, hyret en manager, stukket af fra Esbjerg. Men det gjorde de ikke.

“Vi ville bare have det sjovt. Vi klædte os ud, drak os stive og sagde nej til alt, der lugtede af karriere,” forklarer Busse. “Og så gik det selvfølgelig, som det gik.”

En plade, ingen penge og et par brækkede hjerter

I 2005 udgav de debutalbummet Naturligvis. “Det var kæmpestort for os. Vi havde ikke prøvet at indspille professionelt før, så vi lærte det hele undervejs,” siger Thomas.

Pladen solgte tusindvis af eksemplarer, men pengene? De forsvandt ned i et sort hul hos et pladeselskab, der aldrig tog telefonen igen.

“Vi så aldrig en krone. Pladeselskabet forsvandt bare. Vi kunne aldrig få fat i dem igen,” fortæller Busse.

I årene efter gled Busse langsomt væk fra musikken. Offshore-arbejde. Far-rollen. Livet. Men musikken spøgte stadig.

“Jeg skældte mig selv ud i årevis. Jeg kunne ikke slippe det,” indrømmer Busse.

Venskabet, der ikke kunne slippe

Trods pausen holdt de kontakt.

“Vi har altid haft det der ping-pong på scenen. Den energi kan noget helt særligt,” siger Thomas.

Efter nogle år begyndte de at mødes igen, mest for hyggens skyld.

“Vi aftalte at mødes hver torsdag, ligesom andre går til badminton. Nogle dage lavede vi noget, andre dage sad vi bare og snakkede,” fortæller Thomas.

Det blev startskuddet til en ny æra. De begyndte at skrive nye numre, og da den unge producer 6løber – der selv havde været fan af dem som teenager – trådte ind i billedet, fik projektet for alvor luft under vingerne.

“Han havde bare nogle beats, vi ikke kunne sige nej til,” siger Thomas. “Det var slet ikke meningen, at han skulle ende med at lave halvdelen af pladen, men det gjorde han.”

Projektet har desuden fået støtte fra Johan Hoffmann Fonden, og alt overskud fra salget af vinyludgaven går ubeskåret til Skyggebørn, en organisation der hjælper børn i sorg.

Teknologisk tidsspring

Fra at starte med båndoptagere og pick-up-ødelæggelser til i dag at sende filer på kryds og tværs.

“Det er jo helt sindssygt at tænke på, hvordan vi startede med at klippe og klistre på bånd, og nu sender vi filer på kryds og tværs som ingenting,” siger Thomas.

De valgte selv at finansiere deres dobbeltudgivelse Ude af trit med flokken, fordi pladeselskabet de arbejdede med, gik konkurs.

“Jeg hældte alle mine sparepenge i det. Det kunne være gået helt galt, men heldigvis gik det pissegodt,” siger Thomas.

MTV snuppede dem som Ugens Uundgåelige. Skanderborg Festivalens publikum stemte dem direkte ind på scenen.

“Vi havde ikke gjort en skid for det. Folk ville bare have os,” griner Thomas.

Lyden af en tidsmaskine med nye dæk

De er ikke stoppet siden. Torsdagsmøderne er stadig hellige. Der ryger beats frem og tilbage på nettet – fra to mænd, der engang brugte hele weekenden på at vente på en importplade fra Smedegade.

“Det er sindssygt at tænke på. Vi startede med båndoptagere og ødelagte pladespillere, og nu sender vi filer på kryds og tværs som ingenting,” siger Thomas.

Og lyden? Den er stadig Bumsestilen. Bare bedre.

“Vi er blevet voksne, ja. Men vi har stadig den gamle energi. Det ping-pong, vi har, det kan ikke købes for penge,” siger Busse.

Vi har ikke lært en skid – og det er lige, som det skal være

De kunne have været store. De kunne have spillet med på de kommercielle spilleregler. Men de valgte hinanden, venskabet og festen.

“Vi laver stadig musik, fordi vi ikke kan lade være. Og fordi vi elsker det. Ikke fordi vi skal være de næste store navne,” siger Thomas.

“Men hvem ved,” smiler Busse, “måske bliver det vores tur denne gang. Og hvis ikke? Så ses vi torsdag.”