Musikere dimitterede og priser blev uddelt: “Verden behøver jer”

Fredag i sidste uge var en stor dag for en række musikere.
32 bachelorer, kandidater og solister fra Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg dimitterede således, og ved dimissionen fik de et fysisk bevis på deres kunnen og flotte ord med på vejen af rektor Claus Skjold Larsen, der holdt tale.
”Som dimitterende musikere kan I skabe nye begyndelser med musik. I mestrer at skabe lyden og kan derfor sætte skønne ting i gang. Både når noget er gået i stå, eller når noget slet ikke er begyndt endnu. Med musikken begynder der altid noget. Derfor sender vi jer ud i verden som startmotorer til vores fælles liv. Det er et stort ansvar og en vigtig opgave. Men I kan klare det. Vi stoler på jer. Og verden behøver jer.”, sagde han ifølge en udsendt pressemeddelelse.
Ved fredagens dimission blev der samtidig uddelt priser og legater til en række studerende.
Evnen til at realisere drømme og skabe kulturel, social eller økonomisk værdi var en central pointe, da Dansk Musikerforbunds direktør Susanne Docherty uddelte hhv. en Entreprenørskabspris og en Musikpædagogisk pris – begge på 10.000 kroner, oplyses det.