Hold øje med hvid varevogn: Groft overfald midt på trafikeret vej i nat
Syd- og Sønderjyllands politi leder i dag efter en hvid varevogn, som muligvis kan være her i Esbjerg-området.
I nat ved 04-tiden blev en yngre mand overfaldet på Østre Omfartsvej i Varde og frarøvet værktøj fra sin bil.
Det fortæller politikommisær Claus Skovgaard på tirsdagens morgenbriefing med pressen.
Det hele startede, da to mænd vinkede en bilist ind under påskud, at der var noget galt med deres bil.
Da manden standser for at hjælpe blev han væltet ned på jorden, og de to mænd gennemsøgte hans bil.
Kørte over mandens hånd
De endte med at stjæle noget dyrt værktøj fra bagagerummet.
Da de forlod stedet kørte de over mandens hånd, hvilket betød, at han har været på sygehuset til tjek.
Politiet betegner det som et ganske usædvanligt røveri, hvor man på en trafikeret vej (ganske vist ikke om natten) forsøgte at standse bilister og så frarøve dem ejendele.
Gerningsmændene beskrives i alderen 30-50 år. De talte gebrokkent engelsk.
Politiet eftersøger den hvide varevogn, som måske oprindeligt er gul men er blevet spraymalet hvid.
Hvis man ser noget mistænkeligt som involverer en hvid varevogn, så kontakt politiet på 1-1-4.