Når kræften rammer: Nyt tilbud skal hjælpe de pårørende

Når et menneske får en kræftdiagnose, bliver al opmærksomhed helt naturligt rettet mod den syge.

Lægerne stiller spørgsmål, behandlingen begynder, og familie og venner samler sig om den, der er blevet ramt.

Men lige ved siden af står ofte en ægtefælle, et voksent barn, en søster eller en nær ven, som også får vendt livet på hovedet.

De følger med til undersøgelser, holder styr på kalenderen, passer arbejde og familie og forsøger samtidig at være den stærke. Alt imens deres egne bekymringer ofte bliver gemt væk.

Netop derfor har Kræftrådgivningen i Esbjerg oprettet en ny pårørendegruppe, hvor dem, der står ved siden af den kræftramte, kan møde andre i samme situation og tale om det, der kan være svært.

De glemmer ofte sig selv

Inger Borg Laursen er rådgivningsleder i Kræftrådgivningen i Esbjerg og har været med til at starte gruppen sammen med den frivillige Anne-Mette, der er uddannet socialrådgiver og terapeut.

Hun oplever igen og igen det samme mønster.

“Når vi taler med et par, er det ofte den syge, der siger, at det faktisk ikke er mig, der har mest brug for hjælp lige nu. Jeg er mere bekymret for min ægtefælle, min kæreste eller mine børn. Omvendt holder de pårørende sig ofte tilbage, fordi de ikke vil gøre situationen endnu sværere for den, der er syg.”

Hun fortæller, at mange pårørende bærer rundt på frygt, bekymringer og afmagt, men vælger at holde det for sig selv.

“De nedtoner deres egne følelser, fordi de ikke vil belaste den syge. Det betyder, at de ofte står alene med alle de tanker, de går rundt med.”

Ifølge Kræftens Bekæmpelse oplever omkring to ud af tre danskere på et tidspunkt i livet at blive pårørende til en kræftpatient.

Et tilbud uden binding

Kræftrådgivningen har tidligere haft grupper for pårørende, men denne gang har de valgt en anden model.

I stedet for et lukket forløb, hvor deltagerne binder sig til flere mødegange, er gruppen åben. Man tilmelder sig fra gang til gang og kan komme, når behovet er der.

Det er et bevidst valg.

“Vi ved, at de pårørende er svære at få fat i. De passer stadig deres arbejde, mange har børn derhjemme, og de bruger meget tid på at følge den syge til behandlinger og samtaler. Hvis vi samtidig stiller krav om, at de skal møde op over flere måneder, risikerer vi bare at lægge endnu en opgave oven i alt det andet.”

Gruppen mødes én gang om måneden, og sammensætningen kan derfor være forskellig fra gang til gang.

“Vi prøver at gøre det så nemt som muligt at række ud efter hjælp. Man skal kunne komme ind ad døren, når man føler, at tiden er den rigtige.”

At møde nogen, der forstår

I gruppen er der plads til at tale om alt det, som kan fylde hos en pårørende.

Det kan være frygten for at miste, bekymringer om fremtiden, søvnproblemer, ensomhed, sorg, håb eller tanker om livets mening.

Men lige så vigtigt er det at møde andre, der står i en lignende situation.

“Vi ved fra både forskning og erfaring, at pårørende får rigtig meget ud af at møde andre pårørende. Når man kan spejle sig i hinanden og høre, hvordan andre håndterer de svære situationer, giver det ofte mere, end hvis det kun er en professionel, der fortæller, hvad man skal gøre.”

Anne-Mette håber, at gruppen bliver et sted, hvor deltagerne både bliver lyttet til og tager noget med hjem.

“Det handler ikke om, at vi løser alle problemer på halvanden time. Det handler om, at man får sat ord på det, der er svært, og oplever, at man ikke står alene.”

Det kræver mod at bede om hjælp

Selvom tilbuddet er gratis, er det ikke nødvendigvis let at tage imod.

Inger Borg Laursen oplever, at mange vestjyder har svært ved at bede om hjælp.

“Det er ikke nemt at gå ind over dørtærsklen og sige, at man har brug for en samtale. Mange er vokset op med, at man klarer tingene selv. Derfor kræver det ofte lidt tilløb.”

Hun fortæller, at mange først søger hjælp meget sent.

“De pårørende kommer ofte, når de føler, at de er ved at blive kørt over. Vi kunne godt tænke os, at de kom lidt tidligere, så de ikke når helt derud.”

Indtil videre har gruppen endnu ikke samlet så mange deltagere, som de havde håbet.

Det ændrer dog ikke ambitionen.

“Vi ved, at de pårørende er derude, og vi ved, at behovet er der. Derfor bliver vi ved. Det må tage den tid, det tager, for det er vigtigt, at vi får skabt et stærkt tilbud til dem.”