Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Når musikken rammer: Oplev Michael Hausted live i Esbjerg

0.-Pressebillede-Michael-Hausted-HIGH-RESOLUTION-1024x608
Michael Hausted. PR Foto

Michael Hausted har de seneste par år taget Danmark med storm med sin musik, og snart kan han opleves live i Esbjerg.

Han starter nemlig sin efterårsturné på Tobakken, og han glæder sig helt vildt til for første gang at spille sine egne sange i byen, hvor han er født og opvokset.

For Michael er det ikke bare endnu en koncert, men en drøm, der går i opfyldelse.

“Jeg kan huske Tobakken fra dengang, jeg boede i Esbjerg. Det var der, de store kunstnere kom. Nu skal jeg selv stå på scenen, det er ret vildt. Jeg kan næsten ikke forstå, at folk nu kommer for at høre mine sange og synge med og have en fest,” fortæller Michael Hausted med ægte ydmyghed i stemmen.

Især børn og unge synger med på hans sange, laver challenges og finder styrke i hans budskaber om at tro på sig selv og at være en fighter.

Med sit mantra “mindre skærm, mere sjov” opfordrer han især børn og unge til at komme ud, lege og være sammen, og der er ingen tvivl om, at hans musik har skabt et helt særligt fællesskab, hvor alle kan være med.

Når musikken rammer: Oplev Michael Hausted live i Esbjerg
PR Foto Michael Hausted

At skabe sin egen vej ind i musikbranchen

Vejen dertil, hvor Michael Hausted er nu, har ikke været let.

I årevis spillede han covernumre rundt i byer på diskoteker og barer, og hvis du har gået i byen i Esbjerg de sidste 10-15 år, har du helt sikkert hørt ham før eller siden, for med ham på scenen, er der garanti for en kæmpe fest.

Michael blev dog ved med at tro på sig selv og sende sine egne sange til pladeselskaber, men de blev ved med at takke nej.

“Det er virkelig en hård branche. Hvis du har nogle gode tal, så bliver du prioriteret, men hvis ikke, så er du bare en lille dråbe i havet. Det er først nu, jeg kan mærke, at folk er lidt hurtigere til at respondere.

Og der har jeg det bare sådan, at alle mennesker i mine øjne er ligeværdige, uanset hvad man laver. Det er også derfor, jeg synes, det er lidt besynderligt, at jeg med det her musik får så meget applaus nu. Jeg kan nogle gange godt have lidt svært ved at forstå, hvorfor nogen står i kø for at se mig, fordi der er folk på sygehuse, der burde få kæmpe applaus for, at de hver dag redder liv. Jeg laver jo bare sange,” lyder det fra Michael Hausted.

Så sent som for 2-3 år siden rakte Michael endnu engang ud til et pladeselskab, men endnu engang fik han et nej, så de første koncerter stablede han og hans forlovede Line Foltved derfor selv på benene, helt fra bunden.

“Vi havde ikke et pladeselskab eller et bookingbureau i ryggen, så vi måtte selv finde ud af, hvordan man laver en koncert. Vi lejede en sal, sørgede for scene og lyd, og så spurgte vi publikum: Hvor skal vi spille næste gang? Folk skrev ind, og vi lavede koncerten der. Det hele voksede menneske for menneske,” fortæller Michael Hausted.

I dag har Michael og Line fået en booker på, som hjælper med at håndtere henvendelser og organisere turnéerne, og han har her i foråret spillet for udsolgte venues flere steder i Danmark.

Men det er stadig Michael og Line, der står for det meste selv, alt lige fra merchandise til sociale medier, sangskrivning til produktion og udgivelse.

Når musikken rammer: Oplev Michael Hausted live i Esbjerg
PR Foto Michael Hausted

Sange der gør indtryk

For Michael Hausted er musik mere end bare toner og tekster. For det er også blevet et redskab der hjælper andre, og han har skabt et fællesskab og et spejl, hvor alle, især børn og unge, kan mærke, at de er gode nok, som de er.

Hans sange handler blandt andet om, at man skal tro på sig selv, være en fighter og huske at stoppe op og nyde de magiske øjeblikke i livet.

“Jeg bliver bekræftet næsten hver dag i min indbakke om, hvor vigtigt det er, at vi husker at nyde livet, mens vi er her. Hvor magisk det egentlig er, at vi er her på en svævende planet og bare går rundt, det er jo vildt at tænke på.

Der sker så meget forfærdeligt i verden, så mit mål er, hvis jeg kan inspirere nogen til at tænke, hvor fedt det er, at du er i live i dag, og vi kan få mere positivisme ind i hverdagen og huske at være til stede, er jeg glad,” fortæller Michael Hausted.

Men selvom Michael Hausted altid virker til at være mega glad og er det rene festfyrværkeri, har han selv været nede i et sort hul, og det mærkes i hans tekster og i den måde, han møder andre på.

“Jeg tror, at når man har været langt nede, får man et behov for at give noget videre. Jeg vil gerne være med til at minde folk om, at livet er magisk, også når det er svært. Jeg bliver rørt hver dag over, at jeg får lov til at gøre det jeg laver i dag og at så mange kan finde troen og viljen i sig selv, ved at lytte til min musik” siger Michael Hausted.

Michael Hausted bruger sin musik til at gøre en forskel, han tager ud til konfirmationer, fødselsdage og laver også løbende arbejde med blandt andet Lykke Liga. Han tager ud og optræder for børn og unge, og hvis man følger med i hans univers på de sociale medier, er man ikke i tvivl, han rører mennesker dybt i hjertet og taler direkte til én.

Han har stået i stuer og på hospitaler og sunget for børn, der har kæmpet mod sygdom, og han har mærket, hvordan musikken kan skabe håb, glæde og sammenhold.

Men hvordan holder man humøret oppe, og hvordan håndterer man det mentalt, når man dagligt bliver kontaktet i sin indbakke med den ene ubærlige historie efter den anden?

“I min indbakke er der så mange ting, der er ubærlige, jeg får et helt andet perspektiv på, at livet ikke er garanteret. Det kan jeg se i min indbakke, og jeg bliver bekræftet hele tiden. Jeg prøver at vende det til noget positivt: At jeg ser min dreng lidt mere for det, han er, hvis jeg får beskeder om, at folk mister deres børn eller er syge.

Jeg prøver virkelig at vende det til noget positivt og sætte pris på og være taknemmelig for det, jeg har, i stedet for at holde mig nede i for meget empati, for det tror jeg ville ødelægge mig,” fortæller Michael Hausted meget ærligt.

Når musikken rammer: Oplev Michael Hausted live i Esbjerg
PR Foto Michael Hausted

Troen på sig selv og mødet med barndomsbyen

Michael Hausted har kæmpet sig frem med ægte fightervilje og troen på sig selv og med det ene livsbekræftende hit efter det andet kommer han snart på efterårsturné, hvor han starter i Esbjerg.

“Hvis ikke jeg havde troet på det, var jeg aldrig kommet hertil. Men jeg har også mærket, hvor vigtigt det er at stoppe op og huske at nyde de små øjeblikke. Livet er ikke garanteret, og det prøver jeg at minde både mig selv og andre om,” fortæller Michael Hausted.

Når han kommer til Esbjerg den 26. september 2026, drømmer han om at samle folk på tværs af generationer.

“Jeg håber, at alle jeg har mødt på min vej, vil tage deres familie med til koncerten. Bedsteforældre, børn, børnebørn, og bare mærke den energi, der opstår, når vi er sammen om musikken,” siger Michael afsluttende.

Del artikel


Korte videoer

Top 3 i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.