Nikita lever med en hjerneskade: På Suset var hun en del af holdet
Nikita har fortalt sin historie til journalist Camilla Uth, der også har taget billederne til denne artikel.
Fire måneder på hospitalet. En alvorlig skade på hjernen. Og en hverdag, der bagefter aldrig blev den samme.
Da Nikita Gannon i oktober 2017 blev involveret i et voldsomt trafikuheld, ændrede det hendes liv.
“Min frontallap var skadet, og min hjerne var voldsomt hævet, så de tog det meste af mit kranie af for at give plads til hjernen, så den kunne få ro til at blive mindre,” fortæller hun.
I dag er Nikita 36 år og førtidspensionist. Hun lever fortsat med følgerne af hjerneskaden.
Men lørdag eftermiddag stod hun midt i maskinrummet på Suset i Esbjerg.
Ikke som gæst. Ikke på sidelinjen.
Hun var på arbejde som frivillig i artist care.

Køleskabe skulle fyldes, drikkevarer sættes frem, frugt anrettes, og artisternes rum holdes klar. Der blev hentet, båret og ryddet op.
Og midt i det hele gik Nikita rundt. Smilende, snakkende og tydeligvis godt tilpas.
For her havde hun fundet nogle rammer, der fungerede.
Ved, hvad hun har brug for
Hjerneskaden har blandt andet påvirket Nikitas korttidshukommelse.
Det har hun sin egen betegnelse for.
“Jeg kalder det selektiv hukommelse,” siger hun med et smil og fortsætter:
“For er det noget, der virkelig interesserer mig, og når jeg lige har lært det, så kan jeg huske det.”
Hun har efterhånden lært, hvad hun har brug for, hvis hun skal fungere i en arbejdssituation.
Opgaverne skal være tydelige. Hun skal vide, hvad hun skal, og helst skal planen ikke pludselig laves om undervejs.
Så fungerer hun.
Det gjorde hun backstage på Suset.
Bag scenerne arbejdede et større crew, delt op i hold, der på skift tog otte timers vagter og sørgede for alt det praktiske omkring de artister, der løbende kom og gik gennem festivalen.
Nikita var en af dem.
En ven fik hende ud af værelset
At hun overhovedet endte i koncert- og festivalmiljøet, skyldes en ven, der udlejer instrumenter til store bands og festivaler.
Nikita er halvt irer og halvt dansker. Hun har boet omtrent halvdelen af sit liv i Irland og næsten den anden halvdel i Danmark – bortset fra et par år i Norge. I øjeblikket bor hun hos sin mor i Danmark.

Efter ulykken brugte hun i en periode meget tid på sit værelse.
Hendes ven syntes, hun skulle mere ud blandt mennesker og tog hende med ind i festivalmiljøet.
I 2022 begyndte hun derfor med at sælge merchandise.
Det viste sig ikke ligefrem at være det oplagte sted at begynde.
“Det var jeg ikke god til, for jeg er talblind. Men så var der en, der sagde: ‘Hey, har du ikke lyst til at være backstage?’ Og så tænkte jeg: Jo, det vil jeg fandme gerne.”
Hun begyndte som en slags runner backstage og løste mange forskellige praktiske opgaver.
“Det var fedt nok, for så lavede jeg en masse forskelligt, og med tiden fik jeg mere erfaring.”
Siden fandt hun vej til artist care – den del af festivalmaskineriet, der tager sig af kunstnerne før og efter deres optrædener.
Og her var der noget, der passede.
Tilbage på Suset
Nikita var også frivillig, da Suset blev afholdt første gang for to år siden.
Dengang var kunstnerne installeret ved Tobakken. I år lå artist care-området direkte bag scenerne med egne rum til artisterne og mulighed for separate rum til crew og dansere.
Det var Nikita glad for.
Hun holder af arbejdet i artist care, fordi hun får lov til at servicere de mennesker, der skal på scenen. Sørge for, at de har det, de skal bruge før og efter koncerten – og gerne gøre lidt mere end det forventede.
Arbejdet er sjældent særlig glamourøst.
Der skal fyldes køleskabe, stilles drikkevarer frem, anrettes frugt og ryddes op. Små ting hver for sig, men nødvendige, når et stort festivalprogram skal hænge sammen.
Og måske netop den slags opgaver, Nikita har det godt med: konkrete opgaver, hvor hun ved, hvad der skal gøres.
På Suset var der tilmed indimellem flere frivillige end opgaver.
I direkte forbindelse med artist care-området ligger Restaurant Gammelhavn, hvor kunstnerne løbende blev bespist. Derfor kørte holdene et rul, hvor de frivillige hjalp med opvasken, når der var stille backstage.
Nikita var ikke begejstret for den tjans ved første øjekast.
Men det ændrede sig.

For der skete noget i køkkenet. Der var mennesker omkring hende, tempo på og hele tiden noget konkret at tage fat på.
Så opvasken endte faktisk med at falde i ganske god jord, indrømmer hun.
Ikke på sidelinjen
Publikum ser artisterne på scenen. De færreste skænker mange tanker til alle dem, der er med til at få det store festivalhjul til at dreje rundt.
Nikita var en af dem.
Ni år efter ulykken lever hun fortsat med konsekvenserne af den dag, der ændrede hendes liv. Hun ved, at der er ting, hun har svært ved, og arbejdsformer, der ikke fungerer for hende.
Men hun ved efterhånden også, hvad der gør.
På Suset fyldte hun køleskabe, gjorde artistrum klar, hjalp til, hvor der var brug for hende, og var en del af det hold, der fik festivalens maskinrum til at køre.
For måske handler det ikke om at kunne passe ind alle steder.
Nogle gange handler det om at finde det sted, hvor ens måde at fungere på passer ind.
For Nikita er backstage et af de steder.
Læs også: Susets usynlige superstjerner: De tager sig af det, vi andre efterlader