Nu er det godkendt: Løsgængere går sammen i nyt parti
Kort efter kommunalvalget i november blev den socialdemokratiske byrådsgruppe reduceret med to medlemmer.
Først var det Michael Harbøll, som meldte sig ud af Socialdemokratiet og i stedet blev løsgænger, og kort efter var det Hans Erik Møller, der skiftede til SF.
Sidstnævnte har efterfølgende igen forladt SF og er blevet løsgænger.
For nylig kom det frem, at de to tidligere socialdemokrater igen har slået pjalterne sammen.
Byrådet i Esbjerg Kommune har mandag aften godkendt, at Michael Harbøll og Hans Erik Møller fremover repræsenterer det nye parti Demokratilisten Esbjerg Kommune med liste D.
Dermed skifter de to byrådsmedlemmer officielt politisk tilhørsforhold fra løsgængere til den nye liste.
Sagen blev behandlet på byrådsmødet, fordi beslutningen ikke kan delegeres til forvaltningen.
Det er Byrådet selv, der skal tage stilling til, om ændringen også skal slå igennem i officielle kommunale sammenhænge.
Med godkendelsen får skiftet virkning i “alle sædvanlige sammenhænge”.
Det betyder blandt andet, at Demokratilisten Esbjerg Kommune fremover vil fremgå i officielle kommunale dokumenter, på kommunens hjemmeside og i andre tilsvarende sammenhænge.
Læs også: Lægger sig fladt ned: Projekt i Esbjerg sættes i bero