Nu går det i gang: Tre kæmpe projekter skal gøre Esbjerg midtby grønnere
Nu rykker Esbjerg Kommunes store byomdannelse tættere på virkelighed.
I uge 16 går arbejdet i gang med tre centrale projekter i Bymidte Vest, Kleveparken, en grønnere Stormgade og første etape af omdannelsen af den vestlige del af Kongensgade.
Arbejdet er en fortsættelse af det projekt, der begyndte med kloakseparering i Havnegade.
Læs også: Esbjerg i blandt: Seks arenaer vil bringe musikken ud i provinsen Det fortæller Esbjerg Kommune i en pressemeddelse.
Parkeringsplads bliver til grøn park
En af de største ændringer bliver ved hjørnet af Stormgade og Havnegade, hvor en eksisterende parkeringsplads omdannes til Kleveparken.
Her bliver der etableret et rekreativt område med stier, opholdsmuligheder og masser af grønt.
Samtidig får Stormgade et nyt udtryk med grønnere omgivelser og løsninger til håndtering af regnvand, mens Kongensgade, mellem Skolegade og Stormgade, omdannes med grønne øer og mindre trafik.
”Dette er et af de første skridt i forhold til at udmønte udviklingsplanens målsætning om at gøre byen mere grøn og sammenhængende. Med Kleveparken, Stormgades begrønning og opstart af Kongensgades transformation er vi nu i gang med at kæde byen og havnen mere sammen og skabe plads til liv i byen,” siger Morten Harder, stadsarkitekt i Esbjerg Kommune.
P-pladser flyttes til Adgangsvejen
Kleveparken bliver anlagt dér, hvor der i dag er en parkeringsplads i Havnegade.
For at sikre, at der stadig kan parkeres i nærheden af byen, bliver de nuværende pladser flyttet til Adgangsvejen 1.
“Vi fjerner ikke p-pladserne, men flytter dem. Det er vigtigt for os, at man stadig kan parkere centralt, samtidig med at vi giver plads til mere grønt i byen,” understreger Peer Rexen, byudviklingschef og vicedirektør i Teknik & Miljø.
Trafikale ændringer
Arbejdet vil i perioder kunne mærkes i trafikken omkring området.
Langs Havnegade etableres Kleveparken.
På Stormgade, mellem Havnegade og Kongensgade, bliver det nødvendigt at indsnævre vejen til ét spor, mens der arbejdes med mindre ændringer af vejforløbet, regnvandsløsninger og nye bede.
Trafikken ledes uden om, og fodgængere henvises til det modsatte fortov. Cyklister vil fortsat kunne passere forbi arbejdsområdet.
I Kongensgade, mellem Skolegade og Stormgade, gennemføres arbejdet på den første tredjedel fra Stormgade over en længere periode. Her bliver strækningen spærret for biltrafik, mens gaden gøres grønnere, der etableres regnvandsløsning og belægningen fortsættes fra den eksisterende del af Kongensgade.
Fodgængere og cyklister kan fortsat komme igennem området, mens arbejdet skrider frem i mindre etaper.
Arbejdet i Kongensgade begynder den 13. april og forventes afsluttet i slutningen af oktober, mens arbejdet på Stormgade foregår fra den 20. april til midten af juni.
Kleveparken og promenaden forventes afsluttes efter sommerferien.
En del af en større plan
De tre projekter markerer afslutningen på områdefornyelsen i Bymidte Vest og er en del af en større helhedsplan for området.
Kleveparken bliver nu bindeleddet mellem Klevestien, som er den eksisterende natursti mellem Bomholts Plads og Vesterhavsgade, og den nyrenoverede bypark og eksisterende promenade, der forlænges i et nyt design hen ad Havnegade.
Dermed styrkes sammenhængen i området, og endnu en strækning af den grønne ring falder på plads.
Vadehavet er et gennemgående tema i alle tre projekter.
Det kommer til udtryk i valget af beplantningen og udformningen, hvor elementer fra landskabet langs kysten går igen.