Høje grin og skøn musik: Ny animationsfilm vist for 85 børn fra Hjerting Skole
85 børn fra 1. årgang på Hjerting Skole og fem lærere fik i dag lov til at komme til en særvisning på en helt ny animationsfilm, “Ræv og Hare redder skoven”.
“Ræv og Hare redder skoven” er en animationsfilm med mange dejlige farver og skøn musik, hvor børnene i biografen rokkede med. Filmen er også fyldt med humor. Flere gange under filmen grinte børnene, og ellers kunne man høre fumlen med poserne, da slikket jo også skulle spises.
Vi talte med tre af børnene, der var med til særvisningen: Marie, Freja og Ebbe, og de var alle enige om, at filmen var megasjov!
“Men det var også lidt farligt, da Ræv og vennerne blev fanget i fangehullet,” sagde Freja og Ebbe.
“Det var også fedt, at der ikke var så mange figurer med,” sagde Ebbe, hvortil Freja tilføjede: “Ja, og det var dejligt, at det var i en skov, og godt at den blev reddet! Og mega modigt, at ræven turde gøre noget, den ellers var bange for.”
Freja kom også med en meget god pointe efter filmen: “Den viser, at venskaber er bedre end at være berømt. Det er lidt ligesom drengene i klassen, de vil gerne være med på fodboldkortene, men det må de jo ikke.”
Da vi spurgte dem, om de ville se filmen igen, kom svaret prompte: “Må vi det nu? Må vi se den igen lige nu?” Så der er vist ingen tvivl om, at de gerne vil se filmen igen.
En god fortælling med en vigtig pointe
Det er den esbjergensiske filmdistributør Kenneth Eriksen fra Another World Entertainment, der har inviteret børnene i biografen til denne særvisning. Filmen er baseret på de berømte bøger af Sylvia Vanden Heede, som også er udgivet i Danmark.
Filmen foregår i et univers med talende dyr og en havfrue, der vågner en morgen og finder ud af, at alt er meget vådt. Værst af alt, deres gode ven Ugle er forsvundet, og det viser sig, at hele skoven er ved at blive oversvømmet.
Bæveren med storhedsvanvid har nuppet Ugle for at vise sit kæmpe “slot” under vandet, fyldt med alverdens ting at lave. Blandt andet en kæmpe rutsjebane, en masse spil og aktiviteter og ikke mindst, en masse vand – et rigtigt hurlumhejhus med plads til en masse leg.
Ræv og Hare drager ud på det store “hav” og møder “Pirotterne”, der er ude for at finde Ugles venner. Det er det eneste, Ugle kan tale om foran Bæver, og de ender alle hos Bævers undervandsslot.
Ræv bliver hurtigt lokket af alle de fantastiske ting, man kan lave hos Bæver og glemmer, at hans og hans venners hjem er blevet oversvømmet, og de intet sted har at bo.
Ræv sparker til en bold hos Bæver, da han keder sig, og en hemmelig dør åbner. Ræv kan ikke styre sin nysgerrighed og finder et joystick, der viser sig at være til en drone.
Med dronen, der flyver over overfladen, går det op for Ræv, hvor slemt det egentlig står til derude, og han ser sine venner flyde rundt på deres tømmerflåde. Her går det virkelig op for Ræv, at hans venner betyder meget mere end Bævers paradis under vandet. Men det viser sig, at det ikke er så let for Ræv og hans venner at få bugt med Bæver og hans dæmning, der oversvømmer hele skoven.
Hvad: Animationsfilm “Ræv og Hare redder skoven”
Hvor: Nordisk Film Biografer Esbjerg, BROEN Shopping. Exnersgade 20, 6700 Esbjerg
Hvornår: Filmen får premiere d. 11. juli
Trailer: Kan ses her.