Ny børnefestival i Esbjerg: Hør tankerne bag det ambitiøse projekt
Når dørene til Esbjerg Musikhus åbner den 16. og 17. maj, er det med børn, bøger og fantasi i hovedrollen.
Her afvikles Alabaster Festival for allerførste gang. Det er en ny børne- og ungdomslitteraturfestival målrettet børn og unge fra cirka fire til 16 år og deres voksne.
Adgangen er gratis, og dagene byder både på oplæsning, kreative værksteder og møder med nogle af landets stærke stemmer inden for børne- og ungdomslitteratur.
Festivalen er skabt af to lokale forfattere, Erik Trigger og Jannie Vesti Mai.
“Vi laver Alabaster Festival for at give børn og familier et sted, hvor man kan gå på opdagelse i historier, billeder og kreativitet. Man behøver ikke kende en eneste forfatter eller titel på forhånd. Man skal bare have lyst til at være nysgerrig,” siger Erik Trigger.
Alsidigt program
Alabaster Festival fylder foyeren og flere rum i Musikhuset med et “litterært badeland”.
Der bliver en række workshops, hvor børn og unge kan tegne, klippe, bygge og lege sig ind i historier.
Der bliver en lyttehule, hvor bibliotekets medarbejdere læser højt i et roligt hjørne. Og der bliver en scene, hvor forfattere og illustratorer fortæller, læser op og viser deres arbejde frem.
“Vi vil gerne lave et sted, hvor man kan blive hængende. Vi laver ikke en maskine, hvor man skal hurtigt igennem. Hvis en familie har lyst til at sidde tre timer det samme sted, fordi det er hyggeligt, så er det helt fint,” siger Jannie Vesti Mai.
Programmet bliver delt op i tre aldersspor.

De mindste fra cirka fire til otte år får oplæsning, billedbøger, simple værksteder og lyttehule, og de mellemste fra ni til 12 år møder workshops, hvor de selv tegner, bygger og arbejder med figurer og historier.
Endelig er der de unge fra 13 til 16 år, som får tilbud, der ligger tættere på deres verden, for eksempel tegneserier, street art og ungdomslitteratur.
“Der er både verbale og nonverbale tilbud. Man behøver ikke være verdensmester i ABC for at få noget ud af det. Hvis man bedre kan lide at tegne eller bygge, så er det der, man går hen,” siger Erik Trigger.
Ud over gæster udefra lægger de stor vægt på lokale kræfter: prisvindende illustratorer og forfattere fra Esbjerg-området, men også helt nye, spirende talenter, der får en plads i programmet.
“Vi vil gerne vise, at der findes en stærk børne- og ungdomskultur her i byen. Det handler ikke kun om navne fra København, Aarhus og andre steder. Vi har også noget at byde på,” siger Erik Trigger.
Man kan blandt andet møde Anne Sofie Hammer, Carsten René Nielsen, Rebecca Bach-Lauritsen, Anna Arendse Thorsen, Karen Filskov, Lise Bidstrup, Toril Snerle Bækmark og Kristian Flodgaard Bach til festivalen.
Et modspil til skærme
Idéen til Alabaster Festival er et modsvar til en iagtagelse, som begge initiativtagere har, nemlig at børnenes opmærksomhed i stigende grad bliver styret af skærme og algoritmer.
“Der bliver hele tiden snakket om, at børn ikke kan gå nogen steder uden en skærm i hånden. Men det er ikke børnene, der har opfundet det, og det er ikke dem, der har stillet det foran sig selv. Det er os voksne. Så vi kunne også godt tænke os at tage lidt ansvar og sige, nu prøver vi at lave en anden leg,” siger Jannie Vesti Mai.
Algoritmerne gør, at man hele tiden bliver serveret mere af det, man allerede har klikket på.
Hvis man aldrig bliver præsenteret for noget andet, opdager man heller ikke, at man kunne være nysgerrig på noget helt tredje.
“Hvis vi bliver ved med bare at være koblet op på en matrix, hvor noget andet hele tiden bestemmer, hvad vi skal se, så bliver det den maskine, der fortæller historien. Vi vil gerne give børn en mulighed for selv at bruge deres nysgerrighed og selv danne deres egne billeder i stedet for, at det hele tiden er et feed, der vælger for dem,” siger Jannie Vesti Mai.
For dem handler det om, at børn får lov til at skabe deres egne billeder og historier i stedet for kun at se andres.
“Hvis vi ikke skriver vores egen historie, så er der nogle andre, der gør det. Og så er det ikke sikkert, vi kan genkende os selv i den,” siger Erik Trigger.
Ikke løftet pegefinger
Alabaster Festival er lige så meget tænkt som en oplevelse for familierne som for børnene.
“Det gør ikke noget, at børnene ikke forstår alle ordene, eller at de ikke kan fastholdes i, hvad alle billederne viser. Det, der betyder noget, er, at der er et miljø, der planter et frø. Hvis man bliver ved med at vende tilbage til det, så vokser der noget op. Det er nysgerrigheden og evnen til at fordybe sig, og det opstår, når man sidder sammen om noget, læser sammen, kigger på det samme billede og begynder at snakke om det,” fortæller Erik Trigger.
I den forbindelse har han selv oplevelser med egne børnebørn, hvor et enkelt billede i en bog kan sætte en lang samtale i gang.
“Mit barnebarn peger på legehuset og siger, at det har jeg bygget. Det passer ikke helt, men det er lige meget. Vi er allerede i gang med en fælles fortælling. Vi får liv i noget, der bare var et billede. Det er den oplevelse, vi gerne vil give videre,” siger Erik Trigger.
De håber begge, at familier får masser af inspiration og gode ideer, som de tage med hjem og udvikle videre på derhjemme.
“Vi kommer ikke med en løftet pegefinger, og vi kommer ikke for at sige til nogen, at de ikke gør det godt nok derhjemme. Vi vil bare gerne være med til at skabe et sted, hvor man kan få nogle oplevelser sammen som familie, og så må folk selv tage det med hjem, de har lyst til,” siger Jannie Vesti Mai.
Der er gratis adgang, og det er vigtigt for arrangørerne.
“Det her er tænkt som socialt ansvarligt. Vi vil gerne fjerne barrieren om, at det kun er for dem, der har råd eller overskud. Alle skal have mulighed for at komme ind og opleve det,” siger Jannie Vesti Mai.

Selv om Alabaster Festival først og fremmest er lavet for at skabe oplevelser, fællesskab og nysgerrighed, lægger arrangørerne ikke skjul på, at de også har et blik for, hvad der sker med litteratur ude i verden.
De nævner blandt andet USA, hvor flere bøger er blevet forbudte, og andre steder bliver klassiske børnebøger omskrevet, fordi tidsånden har ændret sig.
Derfor vil der være en stand, der har fokus på forbudte bøger.
“Vi vil ikke lave en politisk kampagne, men vi vil gerne oplyse, og hvis vi ikke oplyser, så forstår mange ikke, hvad vi risikerer at miste. For eksempel i USA sker der en voldsom censur af børnebøger i disse år, og det vil vi gerne informere om. På den måde er de forbudte bøger også med til at skabe et dannelsesperspektiv,” siger Erik Trigger.
Vi vil det lokale
At Alabaster Festival ligger i Esbjerg, er ikke tilfældigt.
“Der findes masser af litteraturfestivaler for voksne rundt omkring i landet. Der findes også børnetilbud på de store bogmesser. Men der findes ikke ret mange festivaler, der er dedikeret til børne- og ungdomslitteratur som det her, og slet ikke i vores område,” siger Erik Trigger.
Ambitionen er, at Alabaster Festival bliver en tilbagevendende begivenhed, som kan vokse sig større uden at miste nærværet.
“Vi skal passe på med den der ydmyghed. Den er vi rigtig gode til i Esbjerg. Vi må godt turde noget. Vi kunne have valgt et mindre sted, men vi har valgt Musikhuset, fordi vi faktisk synes, vi starter flot. Det her er år ét. Hvis byen bakker op, kan vi gøre det endnu vildere næste år,” siger Erik Trigger.
I den forbindelse nævner de, at de er glade for årets program, og at de håber, at de næste år kan præsentere et program, som er endnu mere mangfoldigt, så man kan opleve så bredt et udbud som muligt.
Alabaster Festival finder sted i Esbjerg Musikhus den 16. og 17. maj 2026.
Det er gratis at være med, og programmet bliver offentliggjort løbende.
Læs også: Torvet ryster igen: Esbjerg gør klar til byens vildeste styrkefest