Ny cheftræner på plads i Esbjerg Energy: Kommer til at gå efter guldet
Esbjerg Energy har fundet manden, der skal lede holdet ind i en ny sæson og tilbage til toppen af dansk ishockey. 55-årige Markus Åkerblom fra Sverige bliver ny cheftræner, og han kommer til Esbjerg med ét mål for øje, og det er at vinde guld.
Stærk international profil til Esbjerg Energy
Når pucken kastes i Granly Hockey Arena til september, bliver det med Markus Åkerblom i boksen. Den tidligere svenske landsholdsspiller kommer til Esbjerg med erfaring fra både Schweiz og senest AIK i Stockholm.
Hos Esbjerg Energy er forventningerne høje til den nye træner.
“Vi har søgt en stærk lederprofil med det rigtige mindset og en klar holdning til at motivere og drive et team på 25 mand. Det har også været vigtigt at finde en træner med erfaring inden for såvel ungdoms- som professionel hockey på højt niveau, da en stor del af vores kultur i Energy er at udvikle og skabe professionelle spillere,” fortæller formand Søren Mathiasen.
Han er ikke i tvivl om, at Energy har fået den helt rette mand til opgaven.
“Med Markus får vi hele pakken. Han er stærk på det taktiske, på træningsdelen og har erfaring med udvikling og coaching på højeste niveau. Hans internationale erfaring betyder, at vi får en træner, som både spillere og organisation kan lære af. Markus skal sikre, at potentialet i vores spillere bliver fuldt udnyttet og bidrage til at genskabe en vinderkultur i Esbjerg Energy,” siger Søren Mathiasen.
Glæder sig til at møde fans og spillere
Markus Åkerblom flytter til Esbjerg om halvanden måned og ser frem til at tage fat sammen med holdet og organisationen.
“Jeg glæder mig virkelig meget til at komme til Danmark og til Esbjerg. Jeg har kun hørt gode ting om byen, klubben og især om de fantastiske fans, som bliver kaldt de bedste hockeyfans i Danmark. Jeg ser frem til at begynde arbejdet med organisationen og til at sammensætte et stærkt hold til den kommende sæson,” siger Markus Åkerblom.
Han understreger, at han tror på holdets nuværende fundament, men også at der skal tilføjes nye kræfter til truppen.
“Jeg tror på styrken i et samlet hold, der har et fælles mål og kæmper for det sammen. Jeg vil gerne have, at vi spiller hurtig og aggressiv hockey, hvor hver enkelt spiller kender sin rolle og ved, hvad der forventes af ham. Jeg kommer til Esbjerg for at vinde. Jeg mener, at det er op til os selv at gøre sæsonen til en succes. Det er i vores hænder,” siger Markus Åkerblom.