Ny diagnose: Bliv klogere på spisning i Esbjerg
Normalt er ‘binge’ et ord, der bruges, når man sluger alle afsnit af en tv-serie uden at holde pause.
Snart kan du også høre det i den nye diagnose for mennesker, der overspiser og for eksempel oplever tab af kontrol over mængden. Det oplyser Esbjerg og Grindsted Sygehus på sin hjemmeside.
Den nye diagnose hedder BED, som står for Binge Eating Disorder.
Fredag 4. marts er Verdensdag for overvægt (World Obesity Day). Her vil der på sygehuset i Esbjerg være et arrangement, der har fokus på at lære mere om spisning og den nye diagnose, og hvilken hjælp man nu kan få gennem et nyt gruppeforløb. Det vil også være muligt at høre fra en person, der har sluppet af med BED.
Dagen er gratis og åben for alle.
Arrangementet finder sted Haraldsgade 12 i Esbjerg og begynder klokken 15:30.
Dagen er arrangeret i et samarbejde mellem Syddansk Overvægtsinitiativ på Esbjerg Sygehus og Psykiatrien i Region Syddanmark.