Ny klinik på vej til Esbjerg: Vicky har en klar ambition for afdelingen
Mental trivsel og sundhed er de seneste år blevet et varmt emne.
I modsætning til en brækket arm, et ben i gips eller andre fysiske skader kan det være svært at se, hvordan man egentlig har det inde i hovedet.
Netop mental trivsel og sundhed vil en privatklinik snart styrke i Esbjerg og omegn. Psykiatrisk Klinik – Hornstrup & Godtfredsen har i dag klinikker i Fredericia og Vejen, og nu er de klar til at udvide med en afdeling i Esbjerg.
I spidsen for etableringen i Esbjerg står Vicky Kim Andersen. Hun er selv fra byen, og hun glæder sig til at byde esbjergenserne indenfor i klinikken, når den åbner senere på året.
“Jeg er selv fra Esbjerg og har aldrig sluppet min base her. Derfor betyder det meget for mig, at vi nu kommer hertil,” siger hun.
Vicky Kim Andersen er uddannet ergoterapeut og har mange år bag sig i det offentlige sundhedsvæsen, blandt andet som leder i Esbjerg Kommune og Senior- og Sundhedschef i Middelfart Kommune. Derudover netop ledelseserfaring fra det private psykiatriområde.

Hun er vant til at arbejde med borgernes trivsel fra kommunens side og senest i det private i en større koncern, men da ejerne bag Psykiatrisk Klinik – Hornstrup & Godtfredsen kontaktede hende, var hun ikke i tvivl om, at det var et godt match for hende.
“Det, der fangede mig, var deres menneskesyn. Her handler det ikke om at parkere folk i et diagnosesystem, men om at møde dem som mennesker først. Det kunne jeg ikke sige nej til,” siger hun.
Skræddersyede forløb
Klinikken i Esbjerg kommer til at arbejde med udredning, behandling og terapi inden for psykiatri – mental trivsel og sundhed.
Mange af dem, der henvender sig, gør det for at blive udredt for ADHD, ADD eller autisme, eller fordi de oplever stress, angst, sorg eller andre psykiske belastninger, som fylder mere og mere.
“Vi møder mange, der tænker, om det bare er dem selv, der ikke kan tage sig sammen. Der kan en udredning give svar på, om der er tale om en diagnose, eller om der er noget andet på spil. For nogle er det en lettelse at få afklaring, fordi de finder ud af, at det ikke bare er dem, der er galt på den,” siger Vicky Kim Andersen.
En mulig diagnose står ikke alene, men indgår i et samlet forløb.
“En diagnose kan ikke stå alene. Det kan være en forklaring, som skaber mening og sammenhæng for den enkelte. Og så handler det om, hvad man gør derfra. Nogle får god effekt af medicin, andre har brug for terapi, og mange har brug for begge dele. Det vigtigste er, at forløbet bliver tilpasset den enkelte,” siger hun.
Ud over udredning tilbyder klinikken både individuelle forløb og forløb, hvor relationer er i centrum. Det kan være klassisk parterapi, men også andre relationer, hvor det knager.
“Parterapi får mange til at tænke mand og kone på vej mod skilsmisse. Men det kan lige så godt være en mor og en datter, der har noget i deres relation, som bliver ved med at gøre ondt. Eller andre relationer, hvor man mærker, at noget spænder ben, og man går i ring,” siger hun.

Hun understreger, at man ikke behøver at komme med en diagnose for at kunne bruge klinikken.
“Terapi kan også være, at man har noget, man går og tænker rigtig meget over, og som man ikke kan slippe og bruger for meget energi på. Det behøver ikke at være, fordi der er noget konkret galt. Det kan også bare være et ønske om at få det bedre og hjælp til en lettere hverdag,” siger Vicky Kim Andersen.
Glæder sig til Esbjerg
Noget af det, hun og klinikken går meget op i, er, hvordan det føles at komme ind ad døren.
“Det er vigtigt for os, at det ikke er alt for klinisk. Folk skal helst have en oplevelse af, at de bliver taget godt imod, bliver tilbudt en kop kaffe, og at der også er plads til smil og grin på gangene,” siger Vicky Kim Andersen.
Esbjerg-afdelingen bliver en privat klinik, mens der i Vejen er både privat klinik samt en afdeling som også tager imod offentlige henvisninger.
Ambitionen er, at Esbjerg-afdelingen skal stå på samme faglige fundament som de to andre steder, men samtidig have sit eget lokale præg.
Klinikken er i gang med at finde de helt rette lokaler i Esbjerg.
“Vi vil rigtig gerne være i gang i Esbjerg inden sommerferien. Det kan godt være, vi starter i midlertidige lokaler, mens vi gør det permanente sted færdigt. Men vi vil være til stede i byen så hurtigt som muligt,” siger Vicky Kim Andersen.
Udover klinikken for private har Psykiatrisk Klinik – Hornstrup & Godtfredsen også en ambition om at samarbejde med virksomheder i Esbjerg og omegn.
“Der er rigtig mange virksomheder i Esbjerg, og vi vil gerne have nogle lokale samarbejdspartnere, hvor vi forhåbentlig kan være med til at styrke trivslen,” siger Vicky Kim Andersen.
Det kan både handle om at højne trivsel, forebygge stress og om at hjælpe medarbejdere og ledere, når problemerne måske allerede fylder.
“Vi kan for eksempel tilbyde samtaleforløb, ledersparring eller målrettede indsatser til medarbejdere, der er på vej retur fra et stressforløb. Målet er, at virksomhederne får nogle konkrete værktøjer til både at forebygge og fastholde god trivsel på arbejdspladsen,” fortæller hun.
Læs også: Ny børnefestival i Esbjerg: Hør tankerne bag det ambitiøse projekt