Ny lov har store konsekvenser: “Det føles som at få revet sit livsgrundlag væk”

Det begyndte som en fjern rumlen i horisonten.

Et rygte, en mistanke.

Noget, der i begyndelsen blev affejet med et grin og en bemærkning om, at Danmark trods alt ikke var kendt for at lave idiotiske forbud mod uskyldige hobbyer.

Men så, som et stormvejr, der ruller ind over Vadehavet, ramte det. Pludselig var strandsejlere ulovlige. Ikke bare problematiske, ikke bare under vurdering – men ulovlige. Punktum.

De danske strande, der i årevis har været legeplads for strandsejlere og kitebuggy-kørere fra hele Europa, blev på en eftermiddag forvandlet til et lovmæssigt minefelt, hvor færdselsloven nu herskede, og strandsejlere blev betragtet som legetøj – ikke køretøjer, ikke sport, ikke passion.

Legetøj eller ej

Og som ethvert andet stykke legetøj, skulle det væk, hvis det blev for farligt i de voksnes øjne.

For de mange udøvere, der i årevis har gjort vinden til deres allierede, var det som et slag i ansigtet. Pludselig blev en sport, der havde eksisteret i Danmark i årtier, reduceret til en farlig leg, myndighederne mente skulle forbydes.

En af dem, der står tilbage i frustration, er Rasmus Tromborg Hviid.

For ham er det ikke bare et forbud. Det er en livsstil, der er blevet taget fra ham med en tør embedsmandsbeslutning og en ligegyldig henvisning til et lovkompleks, der aldrig før har skænket strandsejlere en tanke.

Slut med aftale

Det der altid har været en aftale mellem gentlemen – mellem Chris landbetjent strandsejlerne er nu ikke mere. Må nu ikke længere være en aftale.

“Forbuddet betyder, at den sport, jeg dyrker med stor iver, er uden for rækkevidde.

Min families sportsgren, omdrejningspunktet for vores weekender og ferier gennem de sidste 9-10 år, er fjernet.

Turene til stranden har været vores mulighed for at komme ned i tempo og være sammen på en helt særlig måde,” fortæller Rasmus Tromborg Hviid.

Man kan næsten se det for sig: en trailer pakket med drager, reservehjul og det nødvendige grej, turen ned til stranden, vinden, der tager fat, og så et øjeblik af ren frihed, hvor vinden, kroppen og maskinen bliver til én enhed. Et øjeblik, som nu er forsvundet.

Friheden er væk

Men det er ikke kun friheden, der er væk. Det er også en investering på små 50.000 kroner, der nu står som en absurd påmindelse om, at man aldrig skal tage noget for givet i dette land. Ikke engang vinden.

“Jeg har nok investeret 40-50.000 kroner på grej gennem årene. Både buggy, drager og andet grej.

Derudover har jeg en lukket trailer og en gammel campingvogn,” siger Rasmus og griner kort – en tør, opgivende latter, som en mand, der lige har set sin sidste hest blive skudt midt på prærien.

Men det stopper ikke der. For strandsejlads er ikke kun en sport. Det er en turistmagnet.

En grund til, at folk fra Tyskland, Holland og resten af Europa har valfartet til de danske strande. En livsnerve for lokalsamfundene, der nu må se endnu en gruppe forsvinde.

Konsekvenser

“Jeg er kommet på Fanø gennem de sidste syv år.

Enten som deltager under Fanø Dragefestival, hvor vi normalt er der en lille uge, eller på endagesture uden for højsæsonen, hvilket normalt har været 3-8 gange pr. sæson,” fortæller han.

Læs også: Kronborg går ind i sagen om strandsejlere på Fanø

Men ikke længere. Nu bliver det måske kun til en enkelt dag under dragefestivalen – en sidste, sørgelig rest af det, der engang var.

Hvordan det kunne ende sådan? Det er spørgsmålet, der hænger tungt i luften.

Ingen strandsejler har tidligere oplevet, at de var et problem. Ingen har følt sig som lovbrydere. Tværtimod har de delt stranden i respekt med andre gæster.

Chokbølger gennem miljøet

“Kitebuggymiljøet har været i chok, især fordi vi alle har følt en gensidig respekt mellem os udøvere og de andre strandgæster, uanset om det har været på Rømø, Fanø eller andre danske strande,” forklarer Rasmus og henviser til de efterhånden flere hundrede tilkendegivelser på sociale medier.

Det er chok. Det er erindringer fra en tid hvor Danmark var landet man beundrede for frisind og en grundholdning bygget på “vi løser det sammen” princippet.

Og det værste? Det var ikke engang en ny lov. Ikke en stor reform, ikke en folkebevægelse mod strandsejlere. Det var blot en ændret fortolkning af reglerne. Som et lyn fra en bureaukratisk himmel, der slog ned uden varsel.

“Efter det indledende chok er jeg blevet mødt med mange tilkendegivelser af støtte og tilbud om hjælp. Lige nu ser vi på fremtiden med et håb, et håb om at de stærke kræfter, der arbejder på sagen, kan gøre en forskel,” slutter Rasmus håberfuldt.

Men håb har aldrig været nok i en kamp mod et system, der allerede har truffet sin beslutning. Og imens sidder strandsejlerne tilbage og ser vinden blæse hen over de tomme strande, uden dem.

Lige nu er der godt 320 aktive strandsejlere der har tilkendegivet deres holdinger og delt deres historier på sociale medier. Og det er blot to dage efter at rygterne har spredt sig gennem miljøet.