Ny p-plads på vej: Esbjerg kigger på bus-problem
Esbjerg Kommune er i gang med at etablere en ekstra parkeringsplads til traktorbusser ved Vadehavscentret i Vester Vedsted.
Målet er at forbedre trafiksikkerheden og give bedre forhold for både busser og besøgende.
Traktorbusserne, der fragter gæster til og fra Mandø, får fremover en fast plads på Okholmvej ud for centret. Her bliver der afstribet og sat skiltning op, så det tydeligt fremgår, at området er forbeholdt traktorbusser. Asfaltstykket forlænges samtidig, så der fortsat er plads til turistbusser på samme strækning.
Flere aktører skal kunne være der
Kommunens håb er, at det nye initiativ vil mindske trængslen og gøre det lettere for både Mandøbussen og Mandø Kro og Traktorbus at betjene deres gæster. Samtidig bliver der bedre plads ved vendepladsen, som også benyttes af lokalbusser og andre større køretøjer.
Læs også:
Hvordan var Danmark efter krigen?: Tirpitz gør historien levende for hele familien
Morten Andersson, chef for Natur og Byrum i Esbjerg Kommune, ser positivt på løsningen.
”Vi imødekommer ønsket om mere plads, så alle bedre kan være der og gøre deres arbejde på en sikker og forsvarlig måde. Forhåbentlig vil det skabe mere ro omkring Vadehavscentret,” siger han.
Samarbejde med politiet
Esbjerg Kommune har arbejdet tæt sammen med Syd og Sønderjyllands Politi om at finde en løsning. Vicepolitiinspektør Karsten Aaskov vurderer, at den nye parkeringsplads vil bidrage til bedre forhold for både trafikanter og gæster.
Dialogen mellem myndighederne og de to busselskaber fortsætter, og sagen vil løbende blive fulgt.