Ny rolle på Christiansborg: Frederik Bloch Münster får tunge poster
Efter folketingsvalget har Det Konservative Folkeparti fordelt ordførerskaberne, og det giver nye opgaver til esbjergenseren Frederik Bloch Münster.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra partiet.
I sidste uge blev det meldt ud, at han fremover skal være politisk ordfører.
Ud over rollen som politisk ordfører bliver Frederik Bloch Münster fremover også miljøordfører samt fødevare og landbrugsordfører. Samtidig fortsætter han som ordfører for Sydslesvig og det tyske mindretal.
Han fremhæver, at han får en central rolle på flere områder, der fylder meget i Esbjerg og omegn, blandt andet miljø, natur, landbrug og grænselandet.
“Vi skal sikre, at danskerne også i fremtiden har rent drikkevand i hanen. Vi har allerede gjort meget, men vi er ikke i mål. Samtidig skal vi sikre gode vilkår for dansk fødevareproduktion. Det kræver balancerede løsninger, hvor vi passer på vores natur og fremtidssikrer landbrugserhvervet,” siger Frederik Bloch Münster.
Han peger også på, at forholdet til Sydslesvig fortsat bliver en vigtig del af arbejdet.
“Grænselandet er noget helt særligt. Vi har et ansvar for at værne om de historiske bånd og sikre gode vilkår for det danske mindretal syd for grænsen,” siger han.
Frederik Bloch Münster har siddet i Folketinget siden juni 2024 og blev genvalgt ved valget i marts 2026.
Læs også: Konservative satser på Esbjerg-profil: Får tung post